DF blev vinderen i opgøret om de kommende års mediepolitik. Får Mette Bock tak for indsatsen?

Hvem var det nu, der engang sagde: Når jeg hører ordet kultur, afsikrer jeg min revolver? Forklaring følger i slutningen af denne tekst. Lettere omskrevet kan citatet bruges som inspiration til en overskrift på det nyligt indgåede medieforlig: Når jeg hører ordet kultur, griber jeg efter min fjernbetjening og min iPad.

Sådan kunne kulturminister Mette Bock (LA) have sagt, men det har hun næppe, heller ikke i private sammenhænge. Men det konstruerede citat sammenfatter nok ganske præcist essensen i det heftigt kritiserede og omdiskuterede medieforlig, der er blevet ministerens politiske svendestykke. Forligets kerne blev omfordelingen af støttemidler til forskellige medieplatforme. Så lad os kalde aftalen for platformsforliget.

I de måneder, debatten om en ny mediepolitik stod på, måtte Mette Bock tåle mere end de fleste af hendes slags. Uanset hvor lidt eller meget man synes om indholdet, er det svært ikke at blive imponeret over ministerens evne til både at forklare og forsvare sine synspunkter. Hun er regeringens eneste minister uden en spindoktor, for hun leverer mere debatskabende iscenesættelse end en håndfuld af slagsen, altså spindoktorer, ville være i stand til.

PÅ BUNDLINJEN ser det unægtelig ud, som om den nationalkonservative dagsorden, som især Dansk Folkeparti repræsenterer, er kommet til at dominere det menukort, som danske mediebrugere skal forlyste sig med i de kommende fem år. Medmindre partierne i rød blok danner regering efter næste valg og gør alvor af truslerne om at vende hele bøtten med støttemidler på hovedet.

Både producenter og forbrugere i medieverdenen ville have været bedre tjent med, at forhandlingerne havde ført til et bredt politisk flertal bag mediepolitikken. Når det er sagt, er det værd at hæfte sig ved, hvor vanskelige betingelser, Mette Bock skulle agere på. I kort form handlede det om at forsøge at finde en slags midterlinje mellem presset fra digitalisering og globalisering på den ene side og den politikerdrevne nationalkonservative værdipolitik på den anden.

Kan de to størrelser forenes? Lad os tage Netflix som eksempel. Denne absolutte stormagt inden for streamingtjenesterne har for længst haft premiere på serien ’Rain’, der foregår i Danmark og benytter sig af danske skuespillere. Forliget lægger op til, at Netflix og andre fremover gennem et afgiftssystem skal forpligtes til at investere mere i dansk filmproduktion. Hvilket EU allerede har givet grønt lys til.

PASSER det så, når forligets hårdeste kritikere taler om en massakre på dansk public service? Naturligvis ikke. Dansk Folkeparti sikrede jo, at TV 2-familien fortsætter et behageligt liv som beskyttet værksted i medielandskabet. Derudover holder den nyskabende Radio24syv nok til, at en del af medarbejderne flytter til destinationer, der ligger nærmere Thyregod end Vesterport i København.

Bliver DR reduceret til public service-discount ? Traditionelle underholdningsprogrammer vil utvivlsomt kunne leveres bedre af private stationer, og vi er mange, der overhovedet ikke er kede af, at mastodonten genopliver sin højskoletradition.

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, udtalte tidligere i år til Berlingske, at DR vil kunne hente halvdelen af besparelsen på generelle effektiviseringer. I DR-chefredaktionen sidder angiveligt 140 individer, svarende til 5 procent af et samlet antal årsværk på ca. 3.400 ansatte. Jovist trænger DR til en af-djøfisering.

HVEM havde set for sig denne forbrødring mellem en minister fra Liberal Alliance og den nationalkonservatisme, der udgår fra et kulturel bastion i og omkring Thyregod?

Hvis Dansk Folkeparti får mandatfremgang ved næste valg, er det mere end antydet, at Thulesen Dahl hælder liberalisterne i LA ned af brættet. Måske sker det ikke alligevel, fordi DF har fået så meget i medieforliget, at det motiverer til at frede Anders Samuelsens folk, når der skal skrives regeringsgrundlag og fordeles ministerposter.

Og hvem var det så, der sagde det med kulturen og revolveren? Citatet tilskrives ofte den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbles, hvilket ikke er korrekt. Udtalelsen stammer fra en langt mindre kendt nazist, dramatikeren Hanns Johst (1890-1978). Sætningen optræder i hans stykke ’Schlageter’, der havde premiere på Adolf Hitlers 44-års fødselsdag 20. april 1933 på en noget anderledes platform end de nutidige.

(klumme i Politiken 12. juli 2018)