Titanernes strid ryster ikke verden. Endnu.

Handelskrigen mellem USA og Kina foregår indtil videre mest på ord. Den økonomiske turbulens lader vente på sig.

Der er noget, der ikke stemmer: Klodens to økonomiske titaner befinder sig i første fase af en handelskrig, og alligevel er der relativ ro på den globale finansielle horisont. Ifølge ortodoksien i de traditionelle økonomiske lærebøger burde nervøsiteten blandt investorer for længst have udløst turbulente kursudsving, ustabile valutakurser og kapitalflugt hist og her.

Det amerikanske finansnyhedsbureau Bloomberg begyndte forudsigelserne om et amerikansk-kinesisk opgør i handelspolitikken allerede samme måned, som Donald Trump blev indsat i Det Hvide Hus. Ingen har kunnet få øje på valuta- eller aktiekursamok siden.

Washington har de seneste par uger meldt ud om højere importtold på kinesiske varer, og Beijing har nærmest rituelt svaret igen. Alligevel tager Wall Street tilstanden afslappet: De tre dominerende aktieindekser har været for opadgående siden månedsskiftet. Aktiemarkerne i Østasien er gået samme vej. Priserne på guld og sølv (hvor pengene traditionelt flytter hen i usikre tider) er for nedadgående. Så hvad er de underliggende realiteter bag den højspændte retorik?

EN UDBREDT fortolkning i de internationale investormiljøer er, at Trumps udmeldinger mod Kina er et spil for galleriet, således forstået at præsidenten psykologisk gør sig klar til at møde kineserne i det store, forkromede handelspolitiske kompromis, der nødvendigvis må forhandles på plads. Men kalenderen kan nå at skrive 2019, inden det sker.

Historisk har USA i årtier kunnet acceptere store handelsunderskud, men disse var politisk velbegrundede, så længe de gavnede USA’s allierede: Det var gennem eksport til det amerikanske marked, at Japan, Sydkorea, Taiwan og andre byggede deres velstand op i kritiske stadier i disse staters udvikling.

Anderledes med Kina, som er en geostrategisk rival og udfordrer USA’s dominans. Trumps forgængere Bill Clinton og George W. Bush bifaldt, at Kina blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. Denne adgang har på rekordtid gjort Kina til klodens største handelsnation, med den konsekvens at det amerikanske handelsunderskud i forhold til Kina næsten er blevet femdoblet siden da.

Præsident Clinton forudså en win-win-situation for Kina og USA, når den asiatiske gigant blev medlem af WTO. Donald Trump har derfor ret, når han kalder denne forudsigelse for et bedrag, hvilket giver ham anledning til trusler om at trække USA ud af WTO.

HVEM AF DE to titaner vil det gøre mest ondt på, hvis handelskrigen trækker ud?

Kina befinder sig midt i et økonomisk strategiskift, hvor de kinesiske eksportørers afhængighed af det amerikanske marked skal reduceres. Midlet er 40 innovationscentre senest i 2025 som en trædesten på vejen til at gøre Kina ledende inden for kunstig intelligens. Læg hertil de store satsninger på infrastruktur, kendt som BRI (Belt and Road Initiative), hvor USA er helt og aldeles afkoblet.

Hvad angår innovation, er Kina allerede til stede i USA: Zhongguangcun Development Centre, ZDG, har placeret sig i – ja, gæt hvor? – Santa Clara, Californien, tæt på Stanford Universitet og de to hovedkvarterer for henholdsvis Google og Apple. Er det noget, der optager Donald Trump? Næppe. Han er vred over, at USA i perioden 2001-2015 mistede 3,4 millioner arbejdspladser i traditionelle industrisektorer, typisk i de stater i Midtvesten, hvor vælgerflertallet var i Trumps favør.

NOGLE amerikanske nationaløkonomer er begyndt at tale om faresignaler i økonomien. USA’s samlede gældsforpligtelser fylder mere og mere på statsbudgettet; om få år vil de overstige udgifterne til militæret. Hvilket måske tjener til at forklare, hvorfor Trump på Nato-topmødet i denne uge lagde så meget vægt på at få de europæiske alliancemedlemmer til at betale mere til det fælles forsvar.

Der advares også om andre udgiftsstigninger, især på sundhedsområdet. Altså bør Trumps strateger begynde at forberede vælgerkorpset på skattestigninger. Ikke en økonomisk medicin, der vil styrke amerikansk konkurrenceevne.

I midten af kaosset vil der altid opstå muligheder, profeterede den kinesiske filosof og general Sun Tzu ca. 500 år f.Kr. Citatet kan ses som en ledestjerne for Kinas måde at håndtere Donald Trump på.

(klumme i Politiken 15. juli 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s