Tilnærmelse mellem Beijing og Berlin giver frihed til Liu Xia.

LIU XIA, den 57-årige enke efter Kinas kendteste dissident i nyere tid, var aldrig dømt for nogen forbrydelse. Hun sad 8 år i husarrest, indtil hun i forgangne uge blev eskorteret af politifolk til Beijings lufthavn og sat på et fly til Helsinki, hvorfra hun fortsatte videre til Berlin og her blev modtaget af venner. Frigivelsen skete næsten på årsdagen for hendes ægtefælle, Liu Xiaobos, tragiske død og inden for samme døgn, hvor den kinesiske regeringschef, Li Keqiang, mødtes med sin tyske kollega Angela Merkel, et sammenfald, der naturligvis ikke er spor tilfældigt.

Li og Merkel underskrev økonomiske aftaler om en samlet volumen på 20 milliarder euro, et håndgribeligt bevis på begge landes opbakning til den eksisterende multilaterale verdensorden. De to store eksportgiganter er nu de facto-allierede i opgøret mod den protektionisme, der udgår fra Trump-administrationen.

I dagene op til nobelpristageren Liu Xiaobos død på en kræftafdeling på et kinesisk hospital i juli i fjor, var det også det tyske udenrigsministerium, der til det sidste forsøgte at hjælpe den dødsmærkede systemkritiker. Hans enkes frigivelse kan tages som en signalgiver om den kinesiske ledelses respekt for Tyskland. Liu Xias bror, Liu Hui, sidder tilbage i sit hjem med en 11 års fængselsdom hængende over hovedet for påstået økonomisk svindel, en dom, der har lige så lidt hold i virkeligheden som den dom for statsundergravende virksomhed, der sendte hans nobelprisbelønnede svoger i mange års husarrest, fængsel og arbejdslejr.

DE KINESISKE myndigheders behandling af disse tre individer er vidnesbyrd om absurditeterne i det kinesiske retssystem, der netop er det modsatte af et sådant: ulighed for loven baseret på statens kontrol med borgerne. At Kina i kraft af årtiers økonomiske og sociale liberalisering skulle bevæge sig i retning af en samfundsorden med større retfærdighed, har for længst vist sig at være en illusion. Verden er ved at blive postliberal.

Som efterhånden det eneste europæiske land af betydning har Tyskland vedholdende bestræbt sig på at hjælpe kinesiske systemkritikere ud til et liv i frihed og værdighed. Forbundskansler Angela Merkel tog Liu Xias sag op i direkte dialog med præsident og generalsekretær Xi Jinping tidligere i år, angiveligt fordi hun vidste besked med kvindens ønske om at få eksil i Berlin. Merkel har gjort det til et fast indslag under sine besøg i Kina at mødes med kinesiske systemkritikere. Utvivlsomt er det også efter tysk pres, at der i sidste uge også kunne holdes et møde i Beijing i det forum for dialog om menneskerettigheder, som er etableret mellem EU og Kina.

Den begyndende handelskrig mellem Kina og USA betyder, at Beijing i endnu større grad end tidligere tiltænker Tyskland rollen som økonomisk anker i Europa, hvilket ugeavisen Die Zeit ikke var sen til at gøre opmærksom på med dette spørgsmål: »Er Liu Xias frigivelse udtryk for, at Kina vil bløde den tyske kansler op, så hun bliver en del af en fælles front mod Trump? En ubehagelig tanke, som ikke kan afvises«. Men dette er nøjagtig realiteten i tilstanden.

TYSKLAND kan, hvad USA ikke længere er i stand til. For et år siden anmodede kongresmedlem Marco Rubio den amerikanske ambassadør i Beijing om at søge at få et møde i stand med Liu Xia i hendes husarrest, men det er der intet kommet ud af.

Man kan kun ønske sig, at det lykkes Berlin at hjælpe flere i samme situation som Liu Xia. Men risikoen er, at frigivelser som disse ender med at blive netop kun det: enkeltsager. Bag disse tragedier gemmer der sig i den kinesiske partistat politiske anakronismer af monstrøse dimensioner, som europæiske ledere har brug for at kende og diskutere.

Den amerikanske menneskeretsorganisation Dui Hua, der som den eneste af sin slags har mulighed for at tage konkrete sager op i det kinesiske domstolssystem, gør i sit seneste nyhedsbrev opmærksom på en af de største absurditeter i Kina: At myndighederne fortsætter med at dømme individer for ’kontrarevolution’ og ’hooliganisme’, uanset at disse to lovovertrædelseskategorier blev taget ud af kinesisk lovgivning helt tilbage i 1997.

De tyske bestræbelser er al ære værd, men Europas dialog med den økonomiske gigant i øst må flytte sig fra det individuelle til det principielle niveau. Angela Merkel kan starte med at fortælle sin kollega, Xi Jinping, at Kina overhovedet ikke er truet af ’kontrarevolutionære kræfter’ indefra. Den nuværende kontrarevolution, som er ved at blive global, udgår fra Washington.

(klumme i Politiken 16. juli 2018)