I først Singapore og siden Helsinki lignede Trump en forretningsmand, der er nem at snyde.

Den mest betydningsfulde amerikanske præsident efter 1945 blev den 33. i rækken, Harry S. Truman. Denne beskedne mand fra Missouri var som kongresmedlem og vicepræsident under Franklin D. Roosevelt mest optaget af lokalpolitik og balance i statsbudgettet, indtil Roosevelts død i april 1945 satte ham i spidsen for den mest monumentale udfordring i det 20. århundrede: at få afsluttet verdenskrigen og genrejst Europa og Østasien efter de tyske og japanske erobringskrige.

Inden Truman gik af i januar 1953, havde han lagt grundstenene til en sikkerhedspolitisk og økonomisk arkitektur, der sikrede frihed og velstand til dem, der var heldige nok til at kunne leve i dens rammer: Med Nato-alliancen og FN-systemet blev kommunistisk ekspansion bremset i Centraleuropa og Nordøstasien; siden fulgte Marshall-hjælp, multilaterale institutioner, aftalesystemer, afkolonisering i Afrika og Asien, øget samhandel og udviklingsbistand. Alt, hvad de efterfølgende amerikanske præsidenter, fra Eisenhower til Obama, har administreret på grundlag af, bygger på beslutninger truffet under Trumans år ved magten.

Hele denne møjsommeligt opbyggede konstruktion risikerer at blive væltet af den byggematador, der siden januar 2017 har resideret i Det Hvide Hus.

Det er ikke kun Donald J. Trump som person, der er udfordringen her og nu, men manden som politisk, kulturelt og socialt fænomen, der er ved at bevæge kloden mod usikre tider. De bevægelser, han har sat i gang under sloganet ’Amerika først’, er reelt begyndelsen på USA’s afkobling fra forpligtende ansvar over for historiske allierede i først og fremmest Europa og Østasien. Hvor hurtigt den proces vil gå, får vi en strømpil om ved midtvejsvalgene til november.

Præsidentens imødekommenhed over for Ruslands Putin kombineret med kravet om, at Nato’s europæiske medlemslande skal hæve forsvarsbudgetterne, mere end antyder, at den sikkerhedspolitiske konsensus i Kongressen er ved at smuldre. Hvad hjælper det, at USA’s udenrigspolitiske ekspertise fortæller byggematadoren, at amerikansk indflydelse og magt er bedst sikret gennem de eksisterende alliancer og partnerskaber, hvis folkedybet mener, at USA skal gå andre veje og lader dette kursskifte komme til udtryk ved stemmeurnerne?

Det bedste bevis på Nato’s succes under fire årtiers kold krig blev, at alliancens medlemmer aldrig kom i krig mod modstanderne i Warszawapagten. Men i dag er flere af EU’s medlemslande præget af helt andre politiske kræfter, hvor mange spiller alt for godt sammen med den populistiske nationalisme, der driver Putins Rusland.

Trump er primært drevet af en økonomisk logik. At forestille sig, at præsidenten skal udkommandere soldater og kampfly for at redde Ukraine (som det skete i sin tid med noget af rest-Jugoslavien), de baltiske lande eller Taiwan eller føre krig om øerne i Det Sydkinesiske Hav, forekommer meget lidt realistisk

Syv årtier senere er den politiske orden vendt til usikkerhed: Russerne er på vej ind (via energieksport), Tyskland sidder solidt i Europas styrehus, og den amerikanske ledelse er blevet et omrejsende cirkus.

(klumme i Politiken 26. juli 2018)