Identitetspolitik og kultur vil forhindre, at Tokyo går samme vej som Frankrig eller Tyskland.

JAPAN er både kulturelt og etnisk et af klodens mest homogene samfund og derfor vanskeligt at blive integreret ind i. På overfladen et idealsamfund: Hvem vil ikke gerne bo i et land, der har rekordlave kriminalitetsrater, hvor der er styr på de fleste miljørelaterede udfordringer (vi glemmer lige de mange kernekraftværker og Fukushima-katastrofen i 2011 for en stund), og hvor niveauet for service og transport er forbilledligt højt, hvilket vel kompenserer for boligernes beskedne størrelser?

Europa har god grund til at misunde Japan dets gunstige situation på landets arbejdsmarked. En officiel arbejdsløshedsprocent på 2,2 er, hvad vi på vore breddegrader vil kalde fuld beskæftigelse. Der er 60 procent flere ubesatte jobs, end der er folk, der søger stillinger, så den helt indlysende løsning for japanerne vil vel være at importere udenlandsk arbejdskraft?

DET OFFICIELLE Japans vrangvillighed i holdningen til gæstearbejdere har været et velkendt fænomen i årtier, men nu viser tallene, at et kursskifte er ved at få konsekvenser.

Der bor nu 1,27 millioner udenlandske statsborgere i Japan, svarende til 2 procent af arbejdsstyrken; næsten en fordobling på fem år. Da 2,5 millioner japanere er kommet ind i arbejdsstyrken i løbet af denne periode, svarer det til, at hver fjerde nyankommen på arbejdsmarkedet er individer med en udenlandsk fødselsattest.

Målt med tilstandene i f.eks. Tyskland og Frankrig er dette beskedent, men alligevel nok til, at økonomer peger på, at en hovedkilde til vækst i japansk økonomi vil blive udlændinge.

En opgørelse fra samarbejdsorganisationen OECD viser, at arbejdsrelateret migration i medlemslandene i 2016 udgjorde 4,2 millioner individer. Tyskland og Frankrig ligger i toppen, men Japan kommer nu ind lige efter USA, Australien og Polen, og tendensen er opadgående. Lidt af en sensation i et land, hvor indvandring indtil har været et politisk tabu.

De japanske beslutningstagere er nået til den erkendelse, at flere robotter ikke længere er den eneste acceptable løsning på arbejdsmarkedets udfordringer. Derfor vedtog parlamentet i Tokyo først på sommeren en ny udlændingelovgivning, der giver særlige opholdstilladelser til udlændinge i industrisektorer, der hidtil har været lukket land for sådanne.

Regeringen har understreget, at tilladelserne til de nye arbejdstagere vil være midlertidige. Men som et halvt århundredes erfaringer fra Danmark og andre OECD-lande viser, vil mange af dem, der er inviteret til midlertidige arbejdsophold, før eller siden ansøge om at få gjort tilladelserne gjort permanente.

JAPAN ER er i endnu højere grad end EU-landene ramt af en hurtigt fremadskridende aldring. Som folk udgør japanerne den kategori på kloden, der lever længst og sundest; i sig selv et enestående kvalitetsstempel.

Regeringen i Tokyo vil derfor gøre det muligt at importere en halv million flere til arbejdsstyrken frem til 2025. Men hvor man tidligere har søgt højt uddannet arbejdskraft til f.eks. it-virksomheder og banker, er det nu traditionelle sektorer som landbrug, byggeri og hotelbranchen, der står for tur. Her er der allerede et voksende antal udlændinge beskæftiget på uformelle vilkår.

Konsekvensen bliver som i Europa: Japan er ved at få et udlændingeproletariat. Udfordringen bliver ikke mindre af, at befolkningstunge naboer som Kina og Sydkorea tumler med samme udfordring: at befolkningerne aldres uden at reproducere og forynge sig selv i tilstrækkeligt omfang.

Meget ville være nemmere, hvis østasiaterne kunne gøre som skandinaver: at de i voksende omfang stifter blandede familier i hinandens samfund. Men det kommer ikke til at ske i Østasien, og forklaringen ligger lige for: identitetspolitik. At en sydkoreaner eller en fastlandskineser skulle gifte sig med en japaner, vil være lige så opsigtsvækkende, som hvis en dansk ungmø havde drømt om en ung tysk mand i befrielsessommeren 1945.

De unge japanere vil i alt overvejende grad vælge hinanden. Men måske slipper der nogle få vietnamesiske eller filippinske skønhedsdronninger indenfor og skaber overskrifter i Tokyos kulørte ugepresse.

(klumme i Politiken 30.07.2018)