Et opråb til vore historielærere

Skoleelever og studerende har brug for at vide, at imperialismen er vendt tilbage til nutiden.

Enhver forælder kender til oplevelsen af, at børnenes skolebøger enten er for slidte eller indholdsmæssigt forældede. Ofte begge dele, og her er der næppe meget nyt under det danske undervisningssystems brændende sol. Lærere kender også til den situation, at eleverne dropper bøgerne og søger kilder på det altfortærende internet. Hånden på hjertet: Der er også meget af det gamle pensum, der holder, uanset om det findes på papir eller er rykket over på nettet. Historisk viden forældes ikke, men der er selvfølgelig brug for nye fortolkninger og sammenligninger med aktuelle forhold.

Så her er et historisk begreb, der utvivlsomt er blevet fortrængt i mange års historieundervisning og som fortjener genovervejelse i nutidens pensum: imperialisme. Uha! For nogle et fælt ord, der lyder som noget, der er kommet ud af munden på marxistisk orienterede skolelærere.

Jamen hør, var imperialismen ikke en periode, der sluttede med afkoloniseringen af lande især i Afrika og Asien med lukning af de sidste sørgelige og brutale kapitler af den vestlige civilisations historie ca. 1975 (USA i Vietnam og omegn, Portugal i Mozambique og Angola, og i øvrigt var Sovjetunionen 1917-91 også et imperium)?

Tænk om igen: Imperialismen er ikke død. Den er her igen i en anderledes forklædning.

FØRST definitionen: Gyldendals Store Danske forklarer imperialismen således: »ekspansionspolitik, som indebærer dominans og udbytning fra én magts side over andre magter, folkeslag eller områder. Resultatet kan være dannelsen af formelt organiserede imperier, hvilket der historisk findes mange eksempler på. I nyere sprogbrug bruges ordet imperialisme ofte om politiske og økonomiske dominans- og udbytningsrelationer, der ikke hviler på et formaliseret grundlag. Centralt står således økonomisk imperialisme, som kan udøves, uden at den udnyttede parts suverænitet antastes«.

Hjemlige erhvervshistorikere vil vide, at danske Østasiatisk Kompagni, grundlagt 1897 i Thailand, på højden af sin eksistens (ca.1970) beskæftigede mere end 40.000 individer på verdensplan og var større end Mærsk. ØK forblev dog en dværg sammenlignet med britiske East India Company, der i sin storhedstid, ca. år 1800, kontrollerede en privat hær på mere end 260.000 mand, svarende til det dobbelte af datidens nationale britiske væbnede styrker.

Hvor mange elever har i historietimerne lært, at den britiske kolonisering af det indiske subkontinent i sin første fase ikke var noget, staten stod for, men resultatet af en privat virksomheds handlinger? Det britiske selskabs hårdhændede forvaltning af subkontinentet varede til 1858, da beslutningstagerne i London fandt det private koloniseringsprojekt i Sydasien uholdbart. Løsningen? Nationalisering af klodens dengang største virksomhed.

HVORFOR MINDE nutiden om denne brutale del af den vestlige civilisations udvikling? Ikke fordi historien gentager sig, men fordi, som Mark Twain yndede at sige, den rimer. Datidens kolonisering handlede om udnyttelse af råstoffer og billig arbejdskraft og kontrol med handelsruter, kort sagt økonomisk vinding og udbredelse af magt. Briterne rivaliserede med hollændere, franskmænd og portugisere og benyttede sig af lokale magthavere i magtspillet.

Nutidens imperialister er mere udspekulerede; de går ikke efter ædelmetaller eller krydderier. Nej, de vil have greb om nutidens mest eftertragtede ressource: folks opmærksomhed. Derfor er det størrelser som Google, Facebook og Instagram, der spiller de roller, som engang tilfaldt East India Company, Østasiatisk Kompagni og Vereenigde Oostindische Compagnie. Når EU-kommissær Margrethe Vestager idømmer Google en kæmpebøde er det således ikke kolonialismens afløser, globaliseringen, hun vil straffe. Hun vil sikre det globale projekt på vilkår, der er mere retfærdige for borgerne.

POLITIKERES og myndigheders kritik og skepsis over for techgiganterne er i vækst i denne tid; fascinationen af Google og Facebook er tydeligvis aftagende blandt brugerne. Samtidig bør vi huske på, at giganterne fra Silicon Valley ikke længere dominerer den globale kamplads. De har fået konkurrence fra opkomlinge i den verden, der dengang var fattig og udbyttet: kinesiske Tencent, WeChat, Huawei og andre. Nutidens opgør mellem imperier begynder at ligne noget, der kan blive mere jævnbyrdigt.

(klumme i Politiken 9, august 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s