Silkevej i overvågningens jerngreb

Kinas centralasiatiske handelsrute er i den moderne udgave to fortællinger: en om udvikling, en anden om undertrykkelse.

Kontrasten kan næppe være større: Silkevejen, der gennem et par årtusinder knyttede civilisationer og kulturer fra de øst- og centralasiatiske til de europæiske kejserriger sammen, gennemlever en renæssance i disse år. Men de aktuelle fortællinger om samhandel og fredelig kulturudveksling iblandes beretninger om forfølgelse, overvågning og forsvindinger på den historiske rutes mest centrale stræk, i gammel tid Kinesisk Turkestan, i nutiden kendt som Xinjiang.

En søndag aften i august har vi siddet i en fyldt biografsal i Cinemateket i København og overværet premieren på en spillefilm om Kinas legendariske munk Xuangzang, der i 600-tallet forlod Tang-dynastiets hof og drog gennem Centralasien til Indien for at lære om buddhismen og tage den med sig med hjem. Efter en snes år til fods, på kamelryg og til hest vender Xuangzang retur til det kinesiske kejserrige, hvor han lægger kimen til, at buddhismen spredes i Kinas traditionelt introverte kultur.

Xuangzang har i dag ikonisk status og fremhæves som en af de religiøse personligheder, der har gjort Kina mere pluralistisk. Filmen er smuk og dvælende; med et meditativt billedsprog i skildringen af de strabadser, den rejsende munk gennemgår på sin færd. Der er tale om en co-produktion mellem kinesiske og indiske filmselskaber, den første af sin slags, om end publikum ikke lades i tvivl om, at der er kinesiske statsmidler og den deraf følgende indholdskontrol involveret.

Filmen er selvfølgelig en romantiseret fortolkning af den fortælling om Silkevejen, som det officielle Kina er ivrigt efter at promovere i disse år. En skare af velklædte kinesiske diplomater er mødt op til premieren, der indledes med en reception, hvor der blandt gæsterne er adskillige danske sagkyndige udi kinesisk sprog, historie og kultur. Den mest prominente af gæsterne er instruktøren Bille August, hvis første kinesiske film, krigs- og kærlighedsdramaet ’The Chinese Widow’, har dansk premiere senere i denne festivals forløb.

LIDT PÅ AFSTAND af begivenheden sender jeg tankerne tilbage til min egen rejse på det stræk af Silkevejen, der fylder mest i filmen, Xinjiang, der betyder ’Nyt grænseland’. På europæisk fremstillede kort helt op til begyndelsen af det 20. århundrede blev regionen kaldt ’Østturkestan’, et navn, der afslører, at urbefolkningen er centralasiatiske sunnimuslimer tilhørende den tyrkisktalende sprogfamilie.

Provinsen er på størrelse med Iran eller fire gange Tyskland og har grænser til otte lande, blandt dem Pakistan, Afghanistan, Tadsjikistan og Kasakhstan.

Min rundrejse i dette grænseland ligger 8 år tilbage og foregik i relativ anonymitet, dog selvfølgelig ledsaget af den nødvendige tolk. Han tilhørte den muslimske uighur-gruppe, som har befolket regionen længe før munken Xuanzangs ankomst i 600-tallet.

Oplevelsen passede fint med tilnavnet ’Kinas Vilde Vesten’. Jeg fik forevist nybyggerier i den historiske by Kashgar, hvis udvikling var koblet op til finansiering fra ’tvillingebyer’, dvs. investorer, i det dynamiske vækstfikserede Øst- og Sydkina. I provinshovedstaden Urumchi blev et nyindviet bryggeri vist frem af direktøren, der var hentet ind fra Hongkong (og jo, Carlsberg er med her og nævnt i en inskription sat op i hovedbygningen).

Fra togvinduet var det muligt at observere de betonbuer, der skal bære skinnelegemerne til de højhastighedstog, der i en ikke så fjern fremtid kommer til at forbinde Shanghai med indtil flere europæiske hovedstæder. Hvis det går, som de strategiske planlæggere i Beijing vil.

Men Urumchi var også en delt by. Med slumlignende kvarterer, hvor moderniteten lænede sig ind over uighurerne i form af skygger fra de højhuse, som kinesiske entreprenører sætter op. Jeg så et mini-Manhattan plantet i noget, der kunne have været Islamabad eller Kabul.

FOR DET Xinjiang, der i historiebøgerne er et centralasiatisk grænseland, er også en nybyggerregion, hvis skæbne tåler sammenligning med de 1800-tals nordamerikanske kulturer, vi kender fra Hollywoods westernlegender. Uighurerne er i Centralasien, hvad f.eks. sioux- og navajo-stammerne var, da general og siden præsident Ulysses S. Grant efter borgerkrigen 1861-65 gjorde den vestlige del af Amerikas Forenede Stater til det moderne USA, vi kender i dag, domineret og udviklet af hvide nybyggere.

Majoritetskineserne, der kendes under den etniske betegnelse han , har den samme rolle i Centralasien som i sin tid Grants soldater og entreprenører med rødder i Europa, herunder en håndfuld af mine sønderjyske forfædre, fik i Amerika. Navajoernes land har jeg også besøgt.

Ganske som de nordamerikanske indianerstammer førte krig mod nybyggerne, har uighurerne modsat sig det, de opfatter som den han-kinesiske kolonisering, det, Kina kalder udvikling. Ingen, ej heller vestlige menneskeretsaktivister, tør bruge betegnelsen ’befrielseskamp’ om uighurernes kamp, der i et enkelt års terrorhandlinger (2009) kostede mindst 200 civile livet, langt de fleste han-kinesere.

Terroreksperter har for længst dokumenteret forbindelserne mellem al-Qaeda og uighurernes løsrivelsesbevægelser. De handlinger, uighurerne er kendt for i verden, befinder sig derfor på den forkerte side af historien, og derfor slipper den kinesiske centralregering af sted med at føre en hård politik i Kinas geografisk største provins.

Ifølge Europas nok førende forsker i Xinjiang-konflikterne, Adrian Zenz, har provinsmyndighederne rekrutteret mere end 90.000 politifolk på bare to år, hvilket indebærer, at der nu er 500 betjente for hver 100.000 indbyggere, svarende til niveauet i Tibet. Centralregeringen har opført hundredvis af genopdragelseslejre, som i resten af Kina ellers hævdes at være under afvikling.

Ugemagasinet Der Spiegels korrespondent beretter fra et nyligt besøg om intensiv politiovervågning overalt. Når han spurgte forbipasserende, hvorfor så mange butikker og markedspladser i byen Hotan var nærmest forladt, lød forklaringen, at folk var sendt på ’uddannelsesophold’. Pensum i disse lejrskoler er kinesisk sprog og patriotisk indlæring, forklarer han.

Banegården i Kashgar er bevogtet, som var det en militær base, hvor rejsende skal vise identitetspapirer, inden de går om bord i toget. Der er overvågning overalt på den nye Silkevej, der nok bringer Asien tættere på Europa, men moderniseringen har en høj pris; Vestens kritik er forstummet, fordi der er tale om terrorforebyggelse.

(klumme i Politiken 12. august 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s