Bag den lille krig lurer et større opgør

Opgøret mellem Kina og USA handler også om skabelsen af verdens fremtidige velstand.

DER FINDES en enkel metode til at sænke temperaturen i den aktuelle fase af den amerikansk-kinesiske handelskrig, men den giver kun mening, hvis parterne erkender, at de har brug for at vinde tid til at forhandle sig til mere varige løsninger.

Metoden består i, at de virksomheder, der har lagt fremstillingen af deres fysiske varer ud i produktionskæder på fabrikker i flere asiatiske lande, omlægger disse, så det sidste led flyttes ud af Kina til en destination, hvor omkostninger til arbejdsløn og logistik er lavere, f.eks. Cambodja, Bangladesh eller Vietnam. Det er allerede ved at ske inden for visse brancher.

For de varer, der har USA som destination, vil en sådan omlægning betyde, at de ikke kommer til at figurere i statistikken som ’Made in China’. For flere varekategoriers vedkommende vil en del af produktionen stadig finde sted i Kina eller i sydøstasiatiske virksomheder, der er under kinesisk ejerskab eller kontrol. Altså bliver værditabet for Kina overkommeligt, men i opgørelserne over samhandelen mellem Kina og USA vil effekten være, at balancen vil rykke i amerikansk favør. Et bogholdertrick vil nogle kalde det, men nok til, at Trump-administrationen vil kunne fortælle offentligheden, at offensiven mod Kina er ved at give pote. På denne måde vil f.eks. forbrugerelektronik eller dele til biler, der tidligere blev produceret i Sydkina, statistisk komme et af Kinas nabolande til gode og sende de amerikanske straftoldsatser ud ad vinduet.

PÅ DEN lange bane skal der dog mere radikale midler til, hvis der skal komme ro på mellem klodens to største økonomier og dermed indiskutabelt vigtigste bilaterale forhold. Bliver opgøret i handelskrigen langvarigt, bliver der mange tabere, europæiske virksomheder og forbrugere ikke mindst, og kun få symbolske vindere. Verden er bedst tjent med, at pragmatismen tager over i både Washington og Beijing.

Men ubalancen i samhandelen er en konflikt, der skygger for et større og vigtigere opgør, hvor det ikke rækker med prokuratorkneb og statistisk manipulation. Stridens kerne er Kinas ambition om at blive klodens førende teknologiudvikler, hvilket er en kendt og erklæret målsætning markedsført under overskriften ’Made in China 2025’. Beijing ønsker at skabe teknologier, der er så avancerede, at det gigantiske marked, som det kinesiske samfund repræsenterer, vil kunne operere uafhængigt af software og teknologi, der for hovedpartens vedkommende er udviklet i Silicon Valley og omegn.

Vi taler her om brancher, der repræsenterer kernesektorer i amerikansk økonomi: it og hightech, civil luftfart, lægemiddelindustrien og hele den militære sektor. Logikken i Trumps inderkreds er, at hvis Kina en dag overhaler USA på disse baner, er det slut med Amerika, som vi har kendt det.

Men fat håb, der kan være lys for enden af tunnelen: de kinesiske forhandlere har ifølge The New York Times meddelt deres amerikanske modparter, at Beijing er parat til at justere på ’Made in China 2025’, så længe det sker på en måde, der ikke hæmmer Kinas overordnede udvikling. Fundamentalt er det USA’s insisteren på ’national sikkerhed’ vis-a-vis Kinas ’ret til udvikling’, der støder sammen. Kan de to hensyn forliges? Det bliver det store spørgsmål her i 2018 og flere år fremover. Forskellen i styrkepositionerne er, at Kina kan kaste hele sin statskontrollerede industrisektor i bestemte retninger og bakke satsningerne op med fordelagtige og efter amerikansk opfattelse konkurrenceforvridende betingelser fra ligeledes statsejede banker. En mulighed, som det gældstyngede USA ikke har i samme grad. Det kinesiske systems beslutningskraft giver fordele, som amerikanerne mangler.

MODSÆTNINGSFORHOLDET er reelt, men dilemmaet ikke uløseligt. En indikator på, hvor tilstanden er på vej hen, kom i forgangne uge, da Google meddelte, at firmaet er ved at udvikle en version af styresystemet Android, der er tilpasset det kinesiske marked og dets censur. Lykkes satsningen, vil Google få hug af den vestlige forbrugeroffentlighed, men der venter guld for enden af regnbuen, og kineserne vil vide at tage sig godt betalt.

USA og Kina befinder sig i globalt skæbnefællesskab, hvis videre kurs bestemmer, om vi andre kan se fremtiden i møde med rimelig sindsro. Der er ikke råd til hasarderet eventyrpolitik, når det handler om kilderne til fremtidens globale velstand.

(klumme i Politiken 13. august 2018)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s