Kunstnerliv begravet under murbrokker

Opgøret mellem den kinesiske kontrolstat og verdenskunstneren Ai Weiwei er langtfra ovre.

BLANDT sommerens mere triste og dystre nyheder på den internationale kulturfront var rapporterne fra Beijing om, at bulldozere havde jordet det værksted, som er blevet anvendt af Kinas mest kendte nutidskunstner, Ai Weiwei. Dermed er denne berømte lokalitet på den mest brutale vis ufrivilligt forvandlet til en installation, hvor murbrokkerne signalerer en lukning for den landflygtige kunstnersjæls tilbagevenden til hjemlandet.

Når ikke Ai Weiwei er på farten for at udvikle sine kunstformer, der har et millionstort publikum uden for Kina, bor han i Berlin. Systemkritikerens valg af destination skyldes galleriejeren Alexander Ochs, der har været en af Ai Weiweis mest aktive støtter, siden de kinesiske myndigheder arresterede kunstneren i 2011 på basis af anklager om skatteunddragelse og regnskabsfusk.

Ochs mener, at Ai Weiwei har større indflydelse i verden gennem sin kunst end som kommentator på Kinas indenrigspolitiske forhold. Men udsagnet er meningsløst, pointerede kunstneren engang: »Min kunst har altid været politisk og vil vedblivende være det«.

FÅ VIL betvivle, at Ai Weiwei tilhører den absolutte verdenselite af avantgardekunstnere. Han har demonstreret, at de fineste kunstneriske udtryk bliver til, når udøveren er i politisk modvind. Men han ser sig ikke i samme situation som forfatteren Thomas Mann, der i eksil udtrykte de berømte ord: »Hvor jeg er, er der også et Tyskland«.

Hvor Ai Weiwei er, er Kina også, bare i form af det ambassadepersonale, der reelt er Beijings efterretningstjeneste. Den kinesiske stat og samfundets fremmeste kulturelle profil er langtfra færdige med hinanden.

Er Ai Weiwei dømt for at kritisere den kinesiske partistat? Ikke i en snæver juridisk forstand. Tilbage i 2011, hvor han sad varetægtsfængslet i 81 døgn, lod myndighederne forstå, at hans kunstnervirksomhed kunne imødese en retssag for skatteunddragelse. Skattedepartementet i Beijing krævede en indbetaling på, hvad der svarer til 12 mio. kr. inklusive bøder. En verdensomspændende indsamling blev startet og på kun en halv snes dage var beløbet i hus. Aktivister i Beijing udformede pengesedler som papirflyvere og sendte dem over den høje mur, der omkransede kunstnerens nu bulldozede værksted. At en statsmagt rammer en kunstner på pengepungen frem for at skride til regulær voldsanvendelse, er et urgammelt kneb. Hellere bankerot end et helvede i arbejdslejr.

Tiderne er skiftet. I tiden op til afholdelsen af de olympiske lege i Beijing i 2008 havde Ai Weiwei en ganske anden status hos myndighederne. Han var den feterede designer af det OL-stadion i Beijing, der kendes som Fuglereden, men fortrød siden at have bidraget til, hvad han kaldte regimets udbredelse af ’patriotisk loyalitet’.

KUN SJÆLDENT har statsmedierne formuleret sig direkte om kunstnerens produktion. I april 2011 hed det på lederplads i den nationalistiske tabloidavis Global Times således: »Ai Weiwei bevæger sig tæt på den røde linje for landets lov. Så længe han forsætter med at bevæge sig i denne retning, vil han før eller siden krydse netop denne røde linje«.

På trods af de tre måneders varetægtsfængsel, eller måske netop derfor, blev 2011 det hidtil mest produktive år for kunstneren. Selv om han var ude af stand til at forlade Kina, kunne han med assistance fra sine ansatte og med brug af internettet organisere tre store udstillinger i henholdsvis Berlin, Washington og på den tidligere fængselsø Alcatraz i San Francisco-bugten, samtidig med at han på hjemmefronten deltog i online-protester mod luftforurening i Beijing.

I LANG TID var de sociale medier Ai Weiweis livline ud til det kinesiske samfund. Ved at bruge Weibo, den kinesiske version af Twitter, opnåede han berømmelse som blogger, men også her har partistatens kontrolapparat sat sig tungt. Bloggere, der i dag skriver Ai Weiweis navn på Weibo, får følgende meddelelse: »Søgeresultater for Ai Weiwei kan ikke vises på grund af juridiske begrænsninger«.

Da rydningen af kunstnerens arbejdsplads blev vist på sociale meder, skrev han på Instagram: »Man er begyndt nedrivningen af mit værksted uden at give et varsel. Der er tale om en fabriksbygning i stil med, hvad Østtyskland havde. Farvel«.

Fra internationale frontlinjer fortsætter verdenskunstneren nu sin ikkevoldelige kamp for et friere og mere kreativt Kina. Den fortjener større opmærksomhed.

(klumme i Politiken 23. august 2018)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s