De svære dilemmaer i Nordkorea

Naboernes økonomiske livliner gavner næppe fødevaresituationen.

I udkanten af den russiske storby Petersborg fandt et hold undersøgende journalister fra tvselskabet CNN tidligere i år flere byggepladser, der var bemandet med østasiatiske gæstearbejdere.

Umiddelbart kunne de selvfølgelig have været folk fra de østligste egne af Rusland, men i en bygning, der fungerede som kantine, så journalisterne plakater på væggene med nordkoreanske skrifttegn.

Det amerikanske udenrigsministerium, der i FN-systemet står i spidsen for at sikre overholdelsen af de internationale sanktioner mod Nordkorea, mener, at disse nordkoreanske gæstearbejdere lever under slavelignende vilkår, fordi de er tvunget til at sende mere end tre fjerdedele af deres lønninger hjem til regimet i Pyongyang for dermed at hjælpe det atombevæbnede diktatur til overlevelse.

Sanktionernes formål er at presse Nordkorea til at opgive det atomprogram, der har været centrum i en international konflikt i snart to årtier. Selv Nordkoreas historiske allierede fra den kolde krigs tid, Kina og Rusland, har tilsluttet sig den seneste runde af ganske vidtgående sanktioner.

Nordkoreas styre har tre store økonomiske aktiver at eksportere for at skaffe sig hård valuta: våben (især til afrikanske og arabiske kunder), de såkaldte sjældne jordarter (metaller) samt arbejdskraft. FNsanktionernes resolution 2.397 siger, at alle nordkoreanske arbejdere, der arbejder oversøisk, skal være sendt hjem af værtslandene senest i december 2019.

En amerikansk tænketank, Center for Advance Defense Studies (C4ADS), har undersøgt forholdene og konkluderer, at af de flere end 100.000 nordkoreanske arbejdere, der arbejder udenlands, be-finder anslået 80 procent sig i Kina og Rusland. Indtægterne fra eksporten af arbejdskraft menes ifølge C4ADS at give Pyongyang mellem 1,2 og 2,3 milliarder dollars.

Bekymringen hos det flertal i FN, der bakker op om sanktionerne, er selvfølgelig, at pengene fra gæstearbejderne ikke kun går til at skaffe fødevarer, medicin og andet til civile koreanere, men også styrker den nordkoreanske stats militærindustrielle kompleks, herunder atomkapaciteten og våbeneksporten.

Ifølge C4ADS er den nordkoreanske eksport af arbejdskraft fordoblet i løbet af de seneste fem år. Det forklarer, hvorfor de amerikanske myndigheder i sidste uge annoncerede unilaterale sanktioner mod kinesiske og russiske firmaer og myndigheder, som mistænkes for at hjælpe med køb og salg til og fra den sanktionsramte nabostat.

Dette kan blive begyndelsen til nye amerikanske tiltag mod andre lande, der har samarbejdet med Nordkorea. Flere har allerede reageret. Polen har sendt 500 nordkoreanske skibsværftsarbejdere hjem. Malaysia har sendt flere end 1.000 nordkoreanere ud af landet, hvor de arbejdede i kulminer og i byggeindustrien.

Alt sammen tjener det til at øge presset på den stat, der kom i verdens søgelys 12. juni, da præsident Donald Trump mødtes med diktatoren Kim Jong-un i Singapore i noget, der lignede første fase i en diplomatisk normalisering.

Optimismen var dengang høj, men i dag er usikkerheden stor om udsigterne til et reelt gennembrud for at komme tættere på målet, som er afnuklearisering af Den Koreanske Halvø, begyndende med, at Nordkorea afmonterer sit atompotentiale under international kontrol og inspektion.

DILEMMAET ved at opretholde et fortsat sanktionspres er naturligvis, at også civile rammes. Generalsekretær i den danske humanitære organisation Mission Øst Kim Hartzner er netop vendt hjem fra et besøg i Nordkorea og fortæller til programmet ‘ Datolinjen’ på Radio24syv om forfærdende tilstande i det nordkoreanske landbrug: En stor del af majshøsten, der står for en tredjedel af befolkningens kalorieindtag, er ødelagt af forårets og sommerens tørke. Dermed forværres en i forvejen katastrofalt negativ udvikling for civilbefolkningen, hvor der er konstateret underernæring hos 4 af 10 nordkoreanere.

I en bedre verden end den nuværende burde indtægterne fra de nordkoreanske gæstearbejdere i Kina og Rusland gå til at løfte landbrugssektoren. Det ville have været en oplagt mulighed i de fleste andre samfund, men er svært lige netop i det Nordkorea, hvor staten ikke har et militær, der gør, hvad en civil regering pålægger den.

I Nordkorea er det omvendte tilfældet: Her er det Kim-klanen og det nordkoreanske militær, der har en stat til rådighed.

(klumme i Politiken 27. august 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s