Fremtidens transport- revolution vil gøre verden mere opdelt.

Hvem jublede højest, da statsministeren i sin åbningstale satte årstal på transportsektorens overgang til den grønne bilisme – forbrugerne eller producenterne?

Alene ordet elbil har fået en vis magi over sig, mens ordet hybridbil var et ret nyt ord i mit vokabularium, da jeg for halvandet års tid siden skiftede en kun tre år gammel benzinmotorbil ud med en hybridbil. Et besøg i Hyundai-fabrikkernes hovedkvarter i Seoul nogle måneder forinden gjorde udslaget: Ud med den kun lidt brugte 2014-model og ind med en hybrid fra samme producent, for jeg ville jo med på den grønne bilbølge (forbrugeroplysning: Nok er Hyundai et koreansk mærke, men har en fabrik i Tjekkiet).

Oplevelsen af at bevæge sig i den rigtige retning ved (delvist) at køre på elektricitet er siden blevet dæmpet ved læsning af beregninger, der viser, at selve produktionen af elbiler udleder så meget CO2, at en elbil forurener mere end en benzinbil i køretøjets levetid. Det nåede norske forskere frem til helt tilbage i 2012, så måske har vi levet i en stor indbildning?

Regnestykkerne er komplicerede, for klimabelastning afhænger af fremstillingsformen. De norske forskere nåede dengang frem til, at elbiler, der kører på strøm fremstillet af naturgas, forurener lige så meget som de dieselbiler, vi herhjemme hurtigst muligt skal have helt ud af markedet.

NÆSTE GENERATIONS teknologi presser sig på: Alle ved, at fremtidens biler skal køre på strøm, men skal den komme fra brint eller fra batterier? Den faktor, der kan knække kurven, er naturligvis at bruge den elektricitet, der er mest grøn.

I dag bliver brint til bilbrug fremstillet af naturgas. Via elektrolyse splittes naturgassen op i mindre bestanddele ved hjælp af damp; en proces, der udleder halvt så meget CO2 som fremstillingen af benzin eller diesel, men stadig er meget energikrævende. Hvis elektriciteten fremstilles med vand- eller vindenergi, vil man kunne reducere CO2-udslippet med op til 60 procent.

Brintbiler kører på strøm skabt i en brændselscelle. Eneste udledning herfra er vand. Slut med bekymringer over klimabelastning og ustabile benzinpriser på grund af svindende fossile reserver, for en brintbil kører på universets mest udbredte stof. Anderledes venligt ved klimaet vil det være, når metoderne til at lagre overskydende solenergi som brint bliver bedre udviklet.

Ifølge hjemmesiden brintbiler.dk er der for tiden 86 indregistrerede brintbiler i Danmark og 10 brinttankstationer, så der er et stykke vej endnu, inden brintbilerne får et folkeligt gennembrud.

En anden stor forhindring for en udbygning af brintbiler som transportform er naturligvis den forsyningsmæssige infrastruktur. Tallene fra verdens tredjestørste bilproducent, Tyskland, siger det meste: Tyskerne nåede i fjor op på (kun) et halvt hundrede brinttankstationer; salget af brintbiler går dog pænt med en fordobling fra 2016 til 2017.

Japan planlægger at have 20.000 brintbiler på vejene i 2020, hvor der ved Tokyos værtskab for de olympiske lege alene skal anvendes brintbiler.

DANMARKS geografi gør, at vi relativt hurtigt kan plastre landskabet til med brintbilstationer. Men tag så lige at se på Sverige, Tyskland, Polen og Frankrig; her kommer en tilsvarende omstilling til at tage væsentlig længere tid. For ikke at tale om bilismens kerneland, USA. Man ser for sig nogle meget opdelte samfund, hvor storbyerne og områderne omkring dem vil være præget af grønne transportformer, mens landevejene fortsat vil være præget af dieselosende lastvogne.

UANSET TEMPOET i forandringerne er den forbrændingsmotor, der mere end nogen anden teknologi dominerede det 20. århundrede, på vej ud af bilens motorrum, hvilket vil få dramatiske konsekvenser for store samfund over den ganske klode. Men det er næppe noget, der holder vore politikere vågne. Hvad vil der ske i de olieproducerende lande, når de skal indstille sig på, at deres fossile indtjening vil være konstant faldende?

Olierigdom er et pseudonym for forbandelse, således som vi længe har kunnet iagttage det i Venezuela. Hvor mange Venezuela’er skal det koste, at flere og flere højt udviklede lande omstiller sig til grønne transportformer?

Se frem til at ride med på den grønne bølge på landeveje, i byer og motorveje, men gør også klar til de sociale katastrofer, der vil blive udløst i olieproducerende lande, når deres økonomi kollapser. Bliver Vladimir Putin manden, der kan redde Rusland fra venezuelanske tilstande?

(klumme i Politiken 9. oktober 2018)