Postkort fra Wien: Læs Freud på ny

Et besøg i Berggasse 19 inspirerer til tackling af nutidens identitetspolitik og krænkelseskultur.

SIKKE EN dannelsesrejse: Wien skuffer ikke. Klædt i de smukkeste efterårsfarver og med dagtemperaturer på omkring en snes grader er der lagt de fornemste rammer for oplevelser med historisk indsigt.

Den østrigske hovedstad burde benævnes Europas kulturelle hovedstad. Hvis EU-tilhængere vil drille med lidt politisk kætteri, kan de passende starte en transnational bevægelse for flytning af de fælleseuropæiske institutioner ud af Bruxelles de godt 1.100 kilometer i sydøstlig retning; argumentet kunne være, at dermed ville kontinentets politiske centre være kommet hjem til de kulturelle.

Ved indgangen til det 20. århundrede var ingen centraleuropæisk hovedstad mere kosmopolitisk end Wien. Datidens 2 millioner indbyggere gjorde byen til klodens 6.-største med en etnisk sammensætning, der i sin variation nok kun blev overgået af New Yorks befolkning. Her levede germanske folkeslag side om side med tjekker, slovakker, ungarere, rumænere, bulgarere, jøder, ukrainere, russere og ikke mindst en myriade af folk med rødder på Balkan.

EN AF WIENS mest berømte personligheder, psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, kan i midten af sine 50’ere have passeret både Adolf Hitler og Josef Stalin i byens gader på vej til og fra sin bolig og klinik på den berømte adresse Berggasse 19. Uden anelser om, at den kunstinteresserede fanatikers politisk formative år i det ellers multikulturelle Wien 1907-13 lagde grunden til den antisemitisme, som i 1938 sendte Freud-familien til London i landflygtighed og Europa ud i ragnarok og massedrab.

Freuds hus er i dag museum og et beskedent af slagsen, helt ude af proportion med mandens kolossale betydning for eftertiden. Møblementet mangler den berømte samtalebriks, som fulgte med i eksilet og er blevet der. Kornede filmruller, portrætter og situationsbilleder med forklarende tekstplancher leverer levnedsbeskrivelsen. De besøgende får et tidsbillede på psykoanalysens etablering leveret på selve arnestedet, men selvfølgelig kun et billede af fortiden.

I DET DANSKE medielandskab er der ingen debat af betydning om psykoanalyse, til trods for at Freuds teorier bekræftes hele tiden og igen – aktuelt i den eksplosive cocktail af identitetspolitik og krænkelseskultur, anført af #MeToo.

Fraværet kan forklares med, at psykoanalysen står i modsætning til nutidens effektivitetskrav og dens altfortærende identitets- og sundhedsideologi. En moderne udgave af Freud ville i 2018 ikke kunne levere en målbeskrivelse, der hedder helbredelse eller normalitet. Han eller hun ville ikke trøste eller opmuntre, men anbefale, at vi ser modsigelser og konflikt i øjnene uden illusionen om, at de kan harmoniseres. Tyg lige på den, alle jer i #MeToo.

Sagt på en anden måde er den oprindelige Freud blevet nedkæmpet af både de tusindtallige amatører i den milliardstore terapeutiske spekulationsindustri og de bevægelser, der har gjort identitet og krænkelse af samme til deres kernesag. Nutidens krænkere og krænkede har ikke tid eller råd til at gå i psykoanalyse flere gange om måneden. I stedet er fænomenet gået viralt, og hvordan ville Freud forklare dette, hvis han levede i dag?

I et af hans hovedværker, ’Kulturens byrde’ (’Das Unbehagen in der Kultur’, 1930), lyder et af de mest centrale udsagn: »Hvor vældig må aggressionen ikke være som kulturhindring, når afværgelsen af den kan gøre lige så ulykkelig som aggressionen selv«. Stof til eftertanke for nutiden!

LIGE SÅ PURITANSK og spartansk museet i Berggasse 19 er, lige så monumental og permanent er Sigmunds Freuds betydning i nutiden, om end stærkt underkendt, især af alle de pseudovidenskabelige amatører og aktivister, der plagierer ham og gør en profession ud af det.

Hvis Freud kunne hentes frem fra de døde, ville han henvise til ’Kulturens byrde’ og sige: Læs mine tekster en gang til, og tænk efter. Men psykoanalysens samtalesofa og den dermed forbundne intimitet er blevet afløst af skrig, hyl og afsløringer i det offentlige rum. Ingen medieplatform går fri for fænomenet; fortrængning er blevet en umulighed.

Så psykoanalysens fader er lige så aktuel i dag, som han altid har været. Måden, han tænker mennesket på, i al dets kompleksitet med drifter og hæmninger, er på højde med store filosofiske tankesystemer. Freuds skæbne minder om det, der i økonomien er overgået Karl Marx: at også de, der undsiger ham, inderst inde ved, at han har ret i det meste. I analyserne, om end ikke i løsningerne.

(klumme i Politiken 18.10.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s