Giganterne er nået til korsvejen

Trump har vendt forgængernes politik over for Kina på hovedet.

HVIS MAN endelig skal forsøge at sige noget positivt om den optrappede handelskrig mellem USA og Kina, må det være, at kombattanterne hellere må udfordre hinanden med toldsatser end med blokader, endsige regulære våben. Historien har ingen eksempler i nyere tid på handelskrige, der er forblevet langvarige. Der findes diplomatiske instrumenter, der kan forlige og på sigt løse dem. Det særlige i den aktuelle situation er dog, at USA har sin mest uforudsigelige præsident i mands minde og den mest protektionistisk indstillede Kongres siden mellemkrigstiden.

Læg hertil et Kina, hvis økonomiske styrke og ambitioner indtil for ganske nylig er blevet undervurderet af landets konkurrenter. Den amerikanske frygt og bekymring er, at giganten i øst stadig kun er i en tidlig fase i realiseringen af sine potentialer, økonomiske som militære. Vicepræsident Mike Pence leverede 4. oktober en tale på det konservative Hudson Institute, der definerer Kina som strategisk rival og opregner alle de områder, hvor USA mener, at Kina gør alt det forkerte.

Tilstanden mellem klodens to største økonomier og vigtigste strategiske spillere er dermed vendt totalt på hovedet, i forhold til hvad der gjaldt under forgængerne Obama, Bush og Clinton. Under Obama og Bush var Kina stort set fraværende i debatterne i Kongressen, mens Clinton mente at have givet Kina en lærestreg under den såkaldte missilkrise i Taiwan Strædet i 1996, hvorefter der var ro på med USA som overherre.

Kinas optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO i 2001 havde USA’s uforbeholdne opbakning. Datidens amerikanske politikere så dette skridt som Kinas indlysende nødvendige integration i verdensordenen. Forventningen var, at kineserne ville overholde de fælles spilleregler vedtaget i internationale fora. Problemet i dag er, at det gør de langtfra, og at Trump-administrationen i stigende omfang vender ryggen til selvsamme regler.

DONALD TRUMPS seneste skaktræk påkalder sig interesse: USA’s reviderede handelsaftale med sine to naboer, Canada og Mexico, (med det umulige akronym USMCA) indeholder en interessant klausul (artikel 32.10), der giver Washington, D.C., mulighed for at nedlægge veto mod enhver frihandelsaftale, som de to partnere måtte indgå med ’ikkemarkedsøkonomier’, som det udtrykkes. Læs: Kina. I en situation, hvor f.eks. Canada forsøger at udarbejde en frihandelsaftale med Kina, kan USA ekskludere den store nordlige nabo fra USMCA.

At det nogensinde kommer så vidt, er ikke sandsynligt, men USA har andre redskaber i værktøjskassen. Hvad vil konsekvenserne være, hvis Donald Trump forsætter sin protektionistiske kurs med forhøjede toldsatser på varer fra Kina? Så vil kineserne forøge sin eksport til stort set hele resten af verden; på den lange bane vil Kina blive styrket, og USA’s centrale position i verdensøkonomien vil gå endnu mere på skrump.

Kina er største handelspartner for 120 af verdens lande, og kun 20 procent af den kinesiske eksport går til USA. Eftersom kategorien af mellemindkomstøkonomier, der for kun få årtier siden var udviklingslande, er voksende, vil tiden arbejde for, at Kina forstærker sin status som klodens største handelsnation og eksportøkonomi, lige så langt øjet rækker.

For USA’s kroniske handelsunderskud vil vare ved. Anderledes kan det ikke være for et land, der aftager 30 procent af klodens industriproduktion, men selv leverer beskedne 13 procent i samme kategori. Så Kina har ret i, at Trump og Pence urimeligt beskylder Kina for problemer, især handelsunderskud og gæld, som er interne amerikanske udfordringer.

HVIS TRUMP mener det alvorligt med at få Kina til at rette ind, skal han ud at finde flere allierede, og her rækker det langtfra med Canada og Mexico. Han kan begynde med at etablere en erstatning for den store partnerskabsaftale for Asien og stillehavsområdet, kendt som TPP, som han skrottede umiddelbart efter sin tiltrædelse.

For Europa og for Asiens demokratier er den største udfordring her og nu Trumps uberegnelighed og hans foragt for de regler og rammer, som alle præsidentens forgængere har brugt politisk vilje og kræfter på siden 1945.

Pointen er også, at Kina er bedst hjulpet med at blive en troværdig spiller frem for en regelbryder. Fremtidens globale velstand er på spil.

(klumme i Politiken 22.10.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s