Afspænding i nukleart mørkeland

Trumps politik rammer både allierede og rivaler, men lykkeligvis kan de tænke selv.

HVAD VIL han nu opnå, den koleriske og uforudsigelige indehaver af klodens mest magtfulde embede, når han midt i den amerikanske midtvejsvalgkamp udmelder, at han vil trække USA ud af en mere end 30 år gammel nedrustningstraktat om kernevåben?

Den kreds af lande, der hører til blandt amerikanernes historiske allierede og nære venner, kan denne gang ikke nøjes med at undre sig, lukke øjnene og bare håbe på, at det er et anfald, der snart går over.

Men uha for et billede, der i denne tid tegner sig af den vestlige verdens demokratiske supermagt og angivelige forbillede: internt plaget af terrorforsøg og en ukontrollabel våbenkultur midt i en skinger og polariserende valgkamp, hvor nationen har mere brug for at stå sammen om sine oprindelige idealer.

OVEN I AL denne støj kommer meldingen fra Det Hvide Hus om, at USA vil forlade den nok vigtigste nedrustningsaftale i nyere tid.

Yngre læsere kan begynde her: Den såkaldte INF-traktat, som USA’s daværende præsident Ronald Reagan i december 1987 underskrev sammen med sin modpart, Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, fik en betydning, der rakte langt videre end blot de rent militære og teknologiske områder, der definerede datidens våbenkapløb mellem de rivaliserende supermagtsblokke.

Forud for aftalen var gået nogle nervepirrende år, hvor generationer af vesteuropæere oplevede regulær frygt og bæven, forstærket af en hård retorik, der udgik fra Det Hvide Hus, hvor præsident Reagan kaldte sin hovedmodstander for ’Ondskabens Imperium’. Mindre kunne ikke gøre det.

Teknisk indebar traktaten, at et antal kortrækkende missiler og mellemdistanceraketter, der kunne udstyres med kernevåbensprænghoveder, skulle tages ned på begge sider af den linje, der delte Europa. Et indlysende nødvendigt initiativ efter en periode i de tidlige 80’ere, hvor relationerne mellem Moskva og Washington havde været bundfrosne og nervepirrende.

Med nedrustningsaftalen blev datidens psykologiske og politiske klima fundamentalt forandret. Resten er historie: To år efter faldt Muren i Berlin. Politiske tøbrud ændrede hele Central- og Østeuropa; yderligere to år efter ophørte Sovjetunionen med at eksistere, og med Reagans efterfølger George Bushs ord kunne en ny verdensorden indfinde sig.

INGEN AFTALER om nedrustning fortjener derfor prædikatet ’historisk’ bedre end INF-traktaten. Nu er aftalen på vej over i historiebøgerne, fejet af banen af Donald Trump. Manden, der har støbt kuglerne til dette dramatiske skridt, er John Bolton, Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, berygtet for sit indædte had mod FN-systemet og andre af de multilaterale arrangementer, der har sikret en relativt stabil verden siden 1945.

I kombination med Donald Trumps beslutning fra maj i år om at trække USA ud af atomaftalen med Iran er der lagt gift for bestræbelserne på at skabe stabilitet i en situation, hvor de globale magtforhold er under gennemgribende forandringer.

I Moskva sidder en Vladimir Putin, som under bedre omstændigheder kunne gøre en positiv forskel over for det iranske præstestyre i retning af at få genforhandlet den aftale, som Trump er utilfreds med. Men Putin må se sig konfronteret frem for motiveret til forhandling og dialog.

Konsekvenser andre steder i verden? Glemt er alt om en fremtidig amerikansk-russisk forståelse for en løsning i Syrien. Der er muligheder for at få afmonteret det nordkoreanske atompotentiale, men det vil i så fald ikke være Trumps fortjeneste. Tøbruddet lige nu på den koreanske halvø skyldes nord- og sydkoreanske diplomater.

I SAMME verdensdel er Sydkorea og Japan, begge nære USA-allierede gennem syv årtier, ikke blevet skræmt af Trumps aktuelle konfrontationskurs med Kina med både handelskrig og territorialstrid i Det Sydkinesiske Hav. Asiens regionale sværvægtere søger dialog, mens Trump skærper konfrontationen i vest. USA taber magt igen.

Forgangne uge bød på et initiativ, der tænder lys for enden af tunellen: Den japanske regeringschef Shinzo Abe aflagde besøg i Beijing og underskrev en stribe samarbejdsaftaler. Japan, USA’s vigtigste allierede i Østasien, demonstrerer, at det kan agere med fornuft i en tilstand, hvor dets hovedallierede handler med det modsatte.

(klumme i Politiken 31.10.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s