Ayatollahernes fornemmelser for Danmark

Hvor mange illusioner om militant politisk islam får lov at overleve den forgangne uge?

DA DEN dengang 76-årige Sayyid Ruhollah Musavi Khomeini landede i Teherans lufthavn 1. februar 1979 efter 14 års eksil, blev han af en af de journalister, der havde fulgt ham i flyet fra Paris, spurgt om, hvad han følte ved sin tilbagevenden til sit iranske fædreland.

»Intet«, lød svaret.

Det meningsløse svar skulle vise sig at dække over en virkelighed, der fik konsekvenser også langt fra Iran. Den islamistiske skriftlærde havde en plan om at tage kontrollen med millioner af sjæle i sit hjemland og dermed fundamentalt ændre de politiske grundvilkår i Mellemøsten.

Kort forinden havde verden været vidne til de sidste dødskramper i det 2.500 år gamle persiske monarki med shah Mohammad Reza Pahlavis flugt i eget præsidentfly. Siden fulgte shahens korte og ydmygende eksil i Egypten, Marokko, Bahamas og Mexico, inden en langvarig kræftsygdom afsluttede den engang enevældige despots 60-årige liv på et hospital i Kairo i juli 1980 (forløbet er mesterligt beskrevet i den britiske forfatter William Shawcross’ bog ’The Shah’s Last Ride’ fra 1989).

Sayyid Ruhollah Musavi Khomeini kom verden siden til at kende som Ayatollah Khomeini, den øverste åndelige leder af Den Islamiske Republik Iran. Khomeini forandrede denne urgamle civilisation til et populistisk og aggressivt teokrati, der i løbet af få år skulle lægge den iranske elites forsigtige ansatser til muslimsk sekularisme i graven.

KORT FORINDEN sin spektakulære overtagelse af Iran havde Khomeini givet et interview til det franske dagblad Le Monde. Til avisens udgave 9. januar udtalte han følgende: »Efter at shahen har forladt Iran, vil jeg ikke gøre krav på præsidentposten eller tage nogen form for politisk lederskab. Jeg vil begrænse mine aktiviteter til at vejlede mit folk«.

Siden skiftede Khomeini tone. Som han selv skrev i bogen ’Tahrir al-Wasilah’, bind 1, udgivet i Teheran i 1986:

»Hvis nogen studerer reglerne for den islamiske regering, for islamisk politik, for det islamiske samfund og den islamiske økonomi, vil han erkende, at islam er en meget politisk religion. Enhver, som siger, at religion er adskilt fra politik, er et fjols; han ved intet om hverken politik eller islam«.

Khomeinis vrede ramte siden forfatteren Salman Rushdie på grund af dennes bog ’De sataniske vers’, som af de skriftkloge i Teheran blev opfattet som gudsbespottende. En dødsdom, en såkaldt fatwa, fulgte. Konsekvensen er for Rushdie blevet et liv under politibeskyttelse. 7. februar 2015, da det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev udsat for et islamistisk terrorangreb, der kostede 12 dræbte og 11 sårede, udtalte Rushdie følgende:

»Religion, der er en middelalderlig form for ufornuft, bliver i kombination med moderne våben en virkelig trussel mod vore friheder. Denne religiøse totalitarisme har udløst en dødelig mutation i hjertet af islam. (…) Respekt for religion er hos os blevet til kodesprog for frygt for religion«.

Khomeini døde i juni 1989 kort efter udstedelsen af fatwa’en, men eftervirkningerne af Irans islamiske revolution mærkes helt frem til i dag også langt fra Teheran. I forgangne uge blev det dokumenteret, at den teologi, der fortsat tyranniserer en af klodens ældste civilisationer og mange andre samfund uden for sit eget domæne, har gjort Danmark til en af sine slagmarker.

IRANERNE i hjemlandet fortjener at blive befriet for deres egen kulturelle og religiøse byrde; en tung arv, der undertrykker et stort menneskeligt potentiale, som vi kender fra de mange velintegrerede etniske iranere, der her i landet dagligt bidrager værdifuldt til de fælles samfundsgoder.

Det fundamentale spørgsmål, som trænger sig på, er, om Khomeinis fire årtier gamle revolution vil tillade en frisættelse af denne civilisations store potentiale. Nemt bliver det ikke: Herhjemme har den iranskfødte professor emeritus Mehdi Mozaffari med bogen ‘Islamisme – en orientalsk totalitarisme’ dokumenteret, at islamismen, også den iranske, ligger i samme spor som det 20. århundredes fascisme, kommunisme og nazisme.

Som en, der flygtede fra Ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979, har han på egen krop følt, hvori truslen bestod. Debatten om islamistisk revolutionseksport må skelne mellem islam som en verdensreligion og islamisme som politisk ideologi. Men tiden må være inde til at begrave alle de virkelighedsfornægtende bortforklaringer om, at voldelig islamisme bare er enkeltindividers værk uafhængigt af religiøs påvirkning.

(klumme i Politiken 5. 11.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s