Stop fødselsstrejken, europæere

De højtudviklede samfund kan ikke reproducere sig selv. Indvandring er kun en del af løsningen.

PRØV AT forestille jer, kære læsere, et samfund, der har flere individer i bedsteforældregenerationerne, end der er børnebørn. Flere rollatorer end trehjulede cykler, flere alderdomshjem end daginstitutioner.

Vist vil der være tale om et samfund med høj materiel standard, men sociale ydelser vil i voksende grad skulle overlades til brugerbetaling frem for skattebilletten. Hovedudfordringen vil være en skrigende mangel på arbejdskraft, og myndighederne vil derfor skaffe flere robotter med kunstig intelligens med alt, hvad det fører med sig af digitaliserede løsninger, herunder overvågning af borgere fra tidlig morgen til midnat.

Et mareridtsscenario? I hvert fald et samfund, hvor politiske diskussioner om skattetryk og ældrebyrde bliver mere ophedede end tidligere.

AT DANMARK, vore partnere i EU og andre højtudviklede samfund er på vej i den retning er ikke længere til diskussion, men en nærværende realitet. Udviklingen bekræftes i en stor forskningsmæssig udredning publiceret i sidste uge af det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet. Forskellen fra tidligere undersøgelser af samme karakter er, at forskerne denne gang har et langt perspektiv: fra 1950 til i fjor.

Hovedspørgsmålet, som udredningen forholder sig til, er dette: Hvornår når et lands fertilitetsrate det kritiske punkt, hvor det går under 2,1: Det antal børn, som samfundets gennemsnitskvinde får i sin levetid. Så snart tallet er under 2,1, skrumper befolkningen. Hvilket nu er tilfældet for godt halvdelen af verdens lande. Halvdelen!

I 1950 var fertilitetsraten globalt 4,7 børn per kvinde. I fjor var tallet faldet til 2,4. Et tal, der dækker over store variationer mellem lande og verdensdele. I Danmark er vi med 1,75 på niveau med flertallet af lande i EU. I højtudviklede lande uden for EU som Japan, Sydkorea og Taiwan er tallet lavere: mellem 1,0 og 1,3.

For et land som Japan, der indtil for få år siden ikke har haft indvandring af betydning, er tilstanden foruroligende. Løsningen: flere robotter. I USA, hvor tallet er 1,8, lige en anelse over Danmarks 1,75, er det ikke et stort problem, fordi USA stadig tager imod et stort antal indvandrere, Trumps retorik og grænsehegn til trods.

I DEN modsatte ende af skalaen over befolkningstilvækst har vi en stribe lande med høj fertilitetsrate; alle er de karakteriseret ved, at de nye generationer ankommer til en tilværelse uden udsigt til at få det bedre, end deres forældre har haft det: fra Niger og Chad over Mali og Sydsudan til Uganda og DR-Congo har de fertilitetsrater på mellem 5 og 7. Hvad angår levestandard og politisk stabilitet, er de alle triste bundskrabere.

Af selvindlysende grunde er det ikke fra disse lande, at EU kommer til at importere unge mænd og kvinder for at lukke hullerne i arbejdsmarkedet. Vi kommer til at gå samme vej som Japan: robotisering af samfundet.

Det danske arbejdsmarked har kunnet holde skruen i vandet på grund af de såkaldte østarbejdere, udlændingepolitikkens ubetinget største succeshistorie. Men i længden er det bare ikke holdbart, at polakker og baltere bliver ved med at komme til landet, der flyder i leverpostej og lunkne bajere. For i Polen er der nu så meget gang i økonomien, at landets myndigheder gør, hvad de kan for at holde arbejdskraften hjemme. For lad os lige minde om, at katolske Polen har en af EU’s laveste fertilitetsrater: 1,35.

I MANGE år har Japan været skræmmeeksemplet på, hvor de europæiske samfund er på vej ind. I 2016 blev den japanske befolkning reduceret med lidt over 300.000, samtidig med at landet tog imod knap 150.000 udlændinge.

Japan bliver aldrig et indvandringsland, og før eller siden rejser den importerede arbejdskraft tilbage til, hvor den kom fra.

Danmark vil også efter næste folketingsvalg opretholde en stram udlændingepolitik, hvor midlertidige opholdstilladelser bliver normen. Flygtningecentrene kommer ikke til at levere den nødvendige arbejdskraft, for hvor ser vi lige de uddannelsesprogrammer, der forvandler dårligt uddannede flygtninge til skattebetalende lønmodtagere på danske virksomheder?

Debatten om familiepolitikken er derfor vigtigere end udlændingepolitikken: Hvordan indretter vi os således, at karrierekvinden kan være mor til både to, tre eller fire børn, samtidig med at hun passer arbejdslivet? Europæernes fødselsstrejke må bringes til ophør.

(klumme i Politiken 15.11.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s