Brexit og den ulyksalige lære af 1918

Storbritannien har sat sin nationale selvbestemmelse på skrump.

I DEN flodbølge af essays, kronikker, tv- og radioprogrammer, der markerede 100-året for afslutningen af ’den store krig’ 1914-18, blev ordet Versaillestraktaten fra 1919 lige akkurat nævnt som det forsøg på en fredsordning, der stik imod intentionerne førte til en ny katastrofe 1939-45.

Måske var det begrænsninger i sendetid og spalteplads, der gjorde, at selve idégrundlaget for fredsslutningen i 1918-19 blev forbigået i hvert fald i danske medier: Den amerikanske præsident Woodrow Wilsons berømte ’14 punkter’, fremsat 8. januar 1918 i en tale til Kongressen, hvor han skulle begrunde beslutningen om at inddrage Amerika i den europæiske krig og forklare de betingelser, som en kommende fred skulle etableres på.

De vigtigste af Wilsons punkter omhandlede befolkningernes selvbestemmelsesret, der summarisk sagt skulle gøre verden sikker nok til indførelse af demokrati. Hertil føjede han fri besejlingsret på verdenshavene, et opgør med kolonialismen, nedrustning til et niveau, hvor bevæbningen kun ville række til national sikkerhed, samt fjernelse af handelsrestriktioner.

En idealistisk verdensorden, mente mange skeptikere, blandt dem Wilsons egen udenrigsminister, Robert Lansing, der i sin dagbog leverede denne forudsigelse:

»Når præsidenten taler om selvbestemmelse, hvilken enhed tænker han på? Mener han en race, et territorium eller et fællesskab? Uden en veldefineret enhed er dette princip farligt for fred og stabilitet. Denne frase er simpelthen ladet med dynamit. Den vil rejse håb, som aldrig kan realiseres, og vil koste tusinder af liv«.

EFTERTIDEN skulle give Robert Lansing ret. Indiens deling, Fransk Indokinas uafhængighedskamp, afrikanske koloniers byrdefulde bestræbelser på at etablere stater, de eksjugloslaviske krige på Balkan og helt aktuelt konflikterne i Irak, Afghanistan og Syrien er under vidt forskellige betingelser demonstrationer af, at selvbestemmelse kombineret med stemmesedler isoleret set ikke en magisk formel, der garanterer demokratisk stabilitet og fredelig sameksistens.

Wilson lagde også grunden til Folkeforbundet, som USA aldrig blev medlem af. Efterfølgeren FN rettede op på nogle af manglerne, men må dog stadig udlicitere fredsskabende operationer til regionale sikkerhedsorganisationer som Nato.

Suverænitet og selvbestemmelse er smukke idealer, som på lange stræk har virket i Europa, Østasien og på de amerikanske kontinenter, men så langtfra i Mellemøsten, Syd- og Centralasien og Afrika. For suverænitet forudsætter velfungerende statsdannelser, der er i stand til det, vi i mangel af bedre kan kalde sambestemmelse. Forfatningsjurister i moderne tid vil nok kalde det for delt suverænitet.

Hvad det betyder? Respekt for naboens legitime interesser og praktiske kompromiser til at løse uenighederne.

EU er i vor tid det mest sofistikerede forsøg på sambestemmelse, opnået gennem forhandlinger og traktater, kort sagt den rette kombination af demokratisk politik og jura.

I FORGANGNE uge har vi været vidner til endnu et dramatisk kapitel i historien om, hvorledes et af Europas ældste demokratier forsøger at realisere en demokratisk afgørelse, men på en måde, som umuligt kan gavne det britiske samfund.

Britisk økonomi er dybt indvævet i europæisk økonomi, men må i konsekvens af brexitafgørelsen se sig reduceret til medlem af i bedste fald en toldunion. Engang et imperium, i dag en forhutlet statsdannelse med stærkt reduceret magt, der fortsætter med at være på skrump i lang tid fremover.

At Det Forenede Kongedømme er et af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, har et anakronistisk skær over sig: Det skyldes alene situationen i 1945 og siden landets atomvåbenarsenal.

Det hyppigste argument hos fortalerne for brexit har været, at nu skulle briterne have deres land tilbage. Det logiske følgespørgsmål har de ikke svaret på: tilbage til hvad? En tilstand som i 1950’erne og 60’erne, hvor nationen chokerende hurtigt blev overhalet økonomisk af datidens tyske forbundsrepublik og Japan, de to store tabere i Anden Verdenskrig?

Det triste ved Storbritanniens aktuelle tilstand er, at en betydelig økonomisk magt er ved at blive en møllesten om halsen på landets næste generationer. Der er kun at håbe på, at fremtidens britiske politikere foretager den nødvendige U-vending og omgør denne farceagtige tragedie.

(klumme i Politiken 19.11.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s