Når moderne kanonbådsdiplomati virker

Handelskrig mellem Kina og USA har en territorialstrid som bagtæppe.

DET NETOP overståede G20-topmøde i Buenos Aires markerer næppe ophøret af det, der er blevet kaldt den nye kolde krig mellem klodens to største økonomier, Kina og USA. Men med et lån fra et berømt citat af Winston Churchill kan mødet blive begyndelsen på afslutningen af årtiers vigtigste konfrontation i global politik.

Historien giver os ingen eksempler på handelskrige, der har været langvarige, så derfor findes der kompromismuligheder mellem den eksisterende supermagt og den opstigende. Mellemkrigstidens handelsprotektionisme og dens katastrofale konsekvenser risikerer ikke at blive gentaget; dertil er nutidens stormagtsrivaler for økonomisk integreret. Udfordringen består i at ramme den gyldne middelvej. Vejen dertil er belagt med kompromiser og diplomati.

På den lange bane, dvs. resten af århundredet, forudsætter amerikansk, kinesisk og europæisk velstand og stabilitet hinanden: Den vigtigste faktor i skabelsen af fred er den afhængighed, der vokser ud af samhandel og gensidige forpligtelser sikret gennem det størst mulige netværk af traktater og aftaler.

MEN DER ER risici undervejs. Den amerikansk-kinesiske rivalisering om verdensøkonomiens indretning udspiller sig på et bagtæppe af en konfrontation, der har en bestemt geografi som fokus, og hvor aftaler og konventioner ikke længere gælder: Det Sydkinesiske Hav. Modstridende territorialkrav gør dette havområde til et geopolitisk epicenter, hvor Kinas ageren kan blive afgørende for, om landets erklærede ambitioner om fredelig opstigning som verdensmagt kan lykkes.

Koncentreret sagt: Kan USA og dets historiske allierede i Østasien leve med Beijings påstand om, at Det Sydkinesiske Hav tilhører Kina ’af historiske grunde’? Naturligvis ikke, når en halv snes af regionens stater har territoriale interesser af tilsvarende karakter, men uden at begrunde dem i historien. Beijings krav ligner nationalistisk symbolpolitik, hvis det ikke var, fordi Beijing har bygget infrastruktur på adskillige af øer og klippeformationer i havområdet.

Tilbage i 2016 gik en afgørelse ved den internationale voldgiftsret i Haag imod Kina i en sag, der var anlagt af Filippinerne om retten til et område, som både Beijing og Manila gør krav på. Kina afviste kendelsen, der bygger på den FN-havretskonvention, Unclos, som Kina er medunderskriver af, hvilket USA ikke er. Det forhindrer ikke USA’s vicepræsident, Mike Pence, i konsekvent at kalde Kinas maritime udbygning af infrastruktur for ulovlig. USA antyder dermed at ville være politibetjent for regler, supermagten ikke selv har tilsluttet sig.

Amerikanske flådeenheder er til stede i Det Sydkinesiske Hav med de såkaldte Fonop-sejladser (freedom of navigation operations), hvis formål er at afskrække Kina. Hen over de seneste måneder er disse besejlinger blevet suppleret med japansk deltagelse, idet Tokyo for første gang siden Stillehavskrigen har sendt en japansk undervandsbåd igennem Det Sydkinesiske Hav.

I fjor indledte amerikanske, japanske og indiske flådeenheder øvelser i det farvand, hvor Det Sydkinesiske Hav støder op til Det Indiske Ocean. Tre mod én. Verden er vidne til et større geopolitisk spil, der bringer et begreb fra fortidige konflikter i erindring: kanonbådsdiplomati. Også britiske og franske flådefartøjer har været forbi området.

FOR EN HALV snes dage siden ankom en amerikansk hangarskibsgruppe, ledet af den 130.000 tons store ’Ronald Reagan’, til Hongkong, kun et års tid efter et tidligere besøg sammesteds. Begivenheden er blevet tolket som udtryk for imødekommenhed fra Beijings side forud for topmødet mellem Donald Trump og Xi Jinping i Buenos Aires.

Der er ingen grund til at forvente, at Trump og Xi er på vej med en storstilet aftale om fælles kontrol med Det Sydkinesiske Hav. USA demonstrerer magt over for Kina for at få rivalen til at rette ind og styre mod en fælles forståelse, også selv om kompromiser næppe kommer til at række til andet end enighed om at være uenige.

GUNBOAT DIPLOMACY Pursuit of a nation’s interests with implied use of force

Det Sydkinesiske Hav er blevet en strategisk kampplads for modstridende opfattelser af, hvilket magthierarki der skal gælde for verdensøkonomiens mest dynamiske region.

Den gode nyhed for resten af verden, ikke mindst os europæere, er, at striden giver mindelser om det stof, som operettekrige er gjort af. Magtbalancer og kanonbådsdiplomati taler fornuftens sprog.

(klumme i Politiken 03.12.2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s