Tak George H.W. for den tyske genforening

George H.W. Bush var heldigvis ikke bekymret for et genforenet Tyskland.

Nekrologen i The New York Times over George Herbert Walker Bush fylder 10.000 ord, svarende omtrentligt til fem Kroniker i nærværende avis. Der var ikke én overflødig sætning i den tekst, når man er optaget af at forstå, hvor afgørende det sidste årti af den kolde krig (1949-89) var for indretningen af verden, som den ser ud i dag trods mange uløste konfliktspørgsmål.

Forskellen i den globale tilstand mellem 1989 og i dag er dramatisk, hvis man sammenligner datidens amerikanske præsident med den nuværende.

Bush, nr. 41 i rækken, var bedre forberedt på at lede den vestlige supermagt end nogen tidligere beboer i Det Hvide Hus op gennem det 20. århundrede.

Den tidligere FN-diplomat og CIA-chefs politiske erfaring var maksimal i dramatisk kontrast til, hvad nr. 45 i præsidentrækken, Donald J. Trump, har på sit generalieblad (ikke meget andet end sit instinkt som ejendomsspekulant og byggematador).

Bush den ældre og Trump repræsenterer yderpoler i nyere amerikansk politisk historie, når man holder konsekvenserne af deres lederskab op mod hinanden. Et varsel om, hvad der kan vente os, også efter at Trump har forladt scenen.

YNGRE LÆSERE kan begynde her: Den epoke, der fik sin symbolske afslutning med Berlinmurens fald i november 1989 og reelt blev lukket helt ned med opløsningen af Sovjetunionen i december 1991, tog sin begyndelse med den doktrin, som præsident nr. 33 i rækken, Harry S. Truman, formulerede 12. marts 1947.

Doktrinen er forbilledlig kort og klar: Truman lovede, at »USA ville støtte frihedssøgende befolkninger, der modsætter sig at blive underkuet af bevæbnede mindretal eller gennem pres udefra«.

Sådan lød datidens politikerjargon for kommunistiske kupforsøg bakket op af Sovjetunionen. Den har relevans også i en verden med kun få erklærede kommunister.

Selv om vi forbinder den kolde krigs ophør med den tale, som Bushs forgænger, Ronald Reagan, holdt i den delte Berlin 12. juni 1987 (»Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned«), var det Bush, der leverede supermagtens afgørende bidrag til både den kolde krigs fredelige afvikling og den genforening af Tyskland, som blev den uundgåelige konsekvens af kommunismens kollaps.

Omkring årsskiftet 1989-90 var det langtfra en ophævelse af den tyske deling, der stod på Europas dagsorden. To måneder inden Berlinmurens fald gjorde den daværende britiske regeringschef, Margaret Thatcher, det klart over for Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, at hun ingenlunde ønskede sig et forenet Tyskland, fordi hun mente, at dette ville »underminere den internationale situation«.

FREM til den endelige genforening 3. oktober 1990 fortalte George H.W. Bush sine europæiske allierede, at han ikke delte de bekymringer, nogle af dem havde om et fremtidigt genforenet og stærkt Tyskland. Samtidig var han uforbeholden i sin opbakning til Gorbatjov i dennes forsøg på at reformere den russiske økonomi.

Gorbatjovs erindringer bekræfter, at Bush ikke havde erklærede ambitioner om, at Nato skulle udvides østover ved at optage de lande, der var sat fri efter Warszawapagtens opløsning. Den nødvendighed blev først indlysende, længe efter at Bush og Gorbatjov havde forladt deres respektive embeder.

Det vigtigste i Bushs argumentation over for Gorbatjov handlede om at forankre et samlet Tyskland i vestlige samarbejdsorganisationer, først og fremmest Nato. Med en forventet afvikling af våbenkapløbet og en frisættelse af de tidligere kommandoøkonomier i Øst- og Centraleuropa ville den sovjetrussiske økonomi få bedre eksistensbetingelser, lød det fra George H.W. til den pressede sovjetleder.

Gorbatjov var tilsyneladende optimist på sit lands vegne og lod sig overbevise af Bush. Ingen af datidens beslutningstagere kunne have forudset et Rusland ledet af en revisionistisk ærkenationalist som Putin. Prøv et tankeeksperiment: Hvad ville Putin have fundet på for at destabilisere Europa, hvis Tyskland dengang var blevet stillet uden for Nato-samarbejdet som en neutral føderation?

Nato’s udvidelse østover er i dag kilden til russisk vrede, men dette konfliktmønster kan ikke tilskrives USA’s 41. præsident. Han gjorde det nødvendige i den aktuelle situation. For dette bør ikke bare tyskerne, men også vi andre være ham taknemlig i dag. Ikke mindst med tanke både på Brexit og Sydeuropas notorisk svage økonomier.

(klumme i Politiken 4. december 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s