Tavshed om fire årtiers største paradoks

Trekvart milliard kinesere blev løftet socialt uden brug af den vestlige manual. Er gåden løst?

Er der en politisk og social indretning i verden, vi stadig mangler at forstå her i kølvandet på 70-års fejringen af de universelle menneskerettigheder? Vist så, hvis vi forstår at se ud over Vesten, dvs. de amerikanske kontinenter, Europa og de fleste af Vestens venner og allierede i Øst- og Sydasien. I disse samfund er der en indre logik mellem økonomisk velstandsfremgang og respekt for menneskerettigheder og demokratiske institutioner.

I de lande i Afrika og Mellemøsten, hvor en demokratisk udvikling sporadisk er undervejs med større eller mindre kraft, trues de beskedne fremskridt af en demografisk byrde: Befolkningerne vokser med en sådan hast, at de sociale forbedringer fortrænges eller helt fordufter.

I en kategori for sig finder vi autokratiske og autoritære Rusland og Kina, hvor magtfulde politiske eliter målbevidst har fravalgt den liberale vestlige model, samtidig med at de har opbygget middelklassebefolkninger med betydelig købekraft og visse, men langtfra alle de friheder og rettigheder, vi forbinder med en meningsfyldt tilværelse.

De politisk ukorrekte spørgsmål, der bør stilles på denne baggrund, kan formuleres således: Hvorfor er de engang dynamiske demokratier som Argentina og Brasilien kørt af sporet (gældsætning, korruption, højrepopulisme)? Og hvorfor er der ingen af de provestlige lande med flerpartivalg, uafhængige domstole og demokratiske institutioner, der kan matche Kina i den økonomiske kappestrid, der handler om velstandsløft, fattigdomsbekæmpelse og grøn omstilling?

SVARENE BLIVER LIGE så komplekse, som de spørgsmål, de forsøger at adressere. I næste uge kommer anledningen til at tage diskussionen, når der hejses flag, åbnes udstillinger og holdes taler i Beijing. Den kinesiske partistat vil markere 40-året for det plenummøde i kommunistpartiet, som lagde grunden til den reformpolitik, hvis konsekvenser i dag er markante i danskernes (og alle andres) hverdag: de nye silkeveje på flere kontinenter, panda-diplomatiet, handelskrigen med Trumps USA, osv.

Og jo, bundlinjen er, hvad økonomer fra Verdensbanken i Washington over alle europæiske og asiatiske universiteter af betydning er enige om: Diktaturet Kina har den ubetingede verdensrekord i den globale disciplin, der hedder fattigdomsbekæmpelse. Paradokset: at staten har bestemt det meste og driver samfund og økonomi, som var det en multinational koncern, jf. den aktuelle ballade om techgiganten Huawei.

Og jo, alle vore egne menneskerettighedsaktivister bør erkende, at i et land, hvor den statistiske gennemsnitsborger har fået sin levestandard fordoblet hvert tiende år, er der ingen tilskyndelse til oprør mod magthaverne. Ikke stemmesedler, men velstandsforøgelse er regimets nøgle til legitimitet.

Jo da, svært nok at fatte, når vi i vor del af verden nægter at opgive den universelle drøm om, at alle individer er født lige, og at en kineser bør have samme rettigheder og beskyttelse som en dansker, en amerikaner, en afrikaner og en araber.

Men vi mangler at erkende, at vores universalisme er imperialisme for dem derude.

Kommunistpartiets top kommer i næste uge til at løfte glasset og sige bevingede ord om rigets ’fredelige opstigning’. Næppe en eneste vestlig ambassadør vil være til stede i Folkets Store Hal, men mindre kan også gøre det. Hvad med en kronik i China Daily skrevet kollektivt af samtlige EU-landes ambassadører?

En sådan kronik skal ikke lykønske Kinas nuværende hersker, Xi Jinping, med så meget som en eneste anerkendende sætning. Ikke så længe han holder en million muslimske uighurer i genopdragelseslejre med gratis vodka, svinekoteletter, afsyngelse af patriotiske sange og lovprisning af generalsekretæren.

I stedet kan man anerkende Deng Xiaoping, manden, der aldrig fik de titler, som Xi Jinping har i dag. Deng blev forandringernes arkitekt, begyndende med de forsigtige forsøg, dengang kaldet ’reformer og åbning’. Nøgleordet var: Vi prøver os frem, klarest formuleret i den nu legendariske doktrin: ’at afprøve trædestenene, når man krydser floden’.

Kina løftede sig i kraft af udogmatiske eksperimenter. Ingen slavisk kopiering af hverken Marx eller den vestlige liberale manual. Resultatet i dag: meritokratisk statskapitalisme, der har seksdoblet økonomiens volumen siden årtusindeskiftet. Her er stof til lærebøger og historiens visdom og vingesus.

(klumme i Politiken 12. december 2018)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s