Lindholm kan blive en mikro-version af et verdensfænomen.

DET ØJEBLIK er ikke langt borte, hvor en kommentator på en af vore tv-stationer vil kalde øen Lindholm i Stege Bugt for et dansk ’Guantanamo light’ eller ’Alcatraz med integrationsydelser’. Noget i den retning; mediefolkets evner til at begå kreative sammenligninger kan være hæmningsløst fantasifuld, når den skarpe pointe skal trækkes frem.

Dansk og europæisk flygtningepolitik har for længst introduceret begrebet nærområder. I forrige uge fik vi sat tal på, hvad denne indsats betyder i konkret praksis. Det skete i form af en pressemeddelelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der oplyste, at det fortsat faldende asyltal ’frigør’ 476 millioner kroner, der skal finde anvendelse i nærområder.

Lindholm tilhører naturligvis ikke denne kategori, for det er flygtningenes nærområder, der menes. Den lille halve milliard kroner skal især gå til projekter i områder omkring Syrien, Sydsudan, Myanmar, Somalia, Mali samt i Yemen, Afghanistan og Tchad. Så langt væk ligger de relevante nærområder og så langt, så godt med den engang så idealistisk formulerede danske udviklingsbistand.

Lejre, zoner, centre i nærområder – befolkningstallene i sådanne vokser med uhyggelig hast. For bare et par år siden blev to lejre i det nordlige Kenya, Kakuma og Dadaab kaldt for verdens største flygtningesamfund; størsteparten af indbyggerne her er sydsudanesere. De er i dag usynlige på de globale mediers radarskærme.

Siden er disse bosættelser i størrelse blevet overhalet af rohingyaernes lejre i Bangladesh, der huser trekvart million fordrevne muslimer med oprindelse i Myanmar, det tidligere Burma.

LEDER MAN efter et fællestræk hos samtlige flygtningesamfund på kloden, ender man med den deprimerende konklusion, at disse nødlidende befolkninger domineres af, ja, gæt engang – muslimer. På tværs af kontinenter, stater og kulturer sker der i disse år en massiv udgrænsning af muslimske befolkningsgrupper. Arabere, afrikanske muslimer, rohingyaer og uighurer dominerer billedet.

Ej at forglemme, at halvdelen af klodens næsten 11 millioner palæstinensere kan henføres under kategorien statsløse. Blandt eksilerede uighurer i bl.a. Tyrkiet tales der nu om fremkomsten af et centralasiatisk ’Palæstina’, efter at de kinesiske myndigheder har interneret omtrent 1 million individer tilhørende den 10 millioner store uighurbefolkning i Kinas geografisk største region, Xinjiang, der har en udstrækning svarende til Iran.

At sammenligne genopdragelsesanstalterne i Xinjiang med tilstanden i Gaza vil dog være en absurditet; lad os lige minde om, at de israelske sikkerhedsstyrkers indsats mod Gaza i sommeren 2014 kostede næsten 2.300 gazapalæstinensere livet og sårede knap 11.000.

Denne krig falder som flere tidligere af slagsen ind i samme mønster: En muslimsk domineret befolkning, der udgrænses af en verden, hvor modparten og overmagten definerer eksistensbetingelserne. Med jura og/eller våbenmagt.

I Bangladesh får de første hundreder rohingyafamilier i denne tid besked om, at de skal vende tilbage til de områder i Myanmar, hvor militæret nedbrændte deres landsbyer, dræbte deres sønner og voldtog deres kvinder. Der høres ikke protester fra politiske ledere i hverken Bruxelles eller Washington, D.C., hvor opmærksomheden er fuldt rettet mod det kaotiske brexitdrama og handelsstridighederne med Beijing.

MØNSTERET i udgrænsningspolitikken går igen på tværs af kontinenter og statsgrænser. 2018 blev året, hvor USA indførte et indrejseforbud rettet mod statsborgere fra 8 lande med muslimsk befolkningsflertal begrundet i sikkerhedshensyn. Højesteret afsagde i sommer en kendelse, der slog fast, at Trump-administrationens indrejseforbud er i overensstemmelse med forfatningen.

Kina bruger samme begrundelse: Uighurerne er en sikkerhedstrussel, derfor forsvindingerne og omskolingen, men så vidt vides ingen henrettelser. Centralmagten nøjes med at kalde islam i det tidligere Kinesisk Turkestan for ’usund’. Et mentalt helbredsproblem, der kan klares med passende doser statslig hjernevask.

Uighurerne er dog endnu ikke begyndt den praksis, der for få år siden hærgede Tibet: selvafbrændinger. Kinesiske myndigheder reagerede dengang ved at lade flertalskinesere flytte ind og dele bolig med tibetanere i uger og måneder. Siden blev der stille.

Der er blevet alt for stille også hos os. Europa har ikke overskud, for brexit tager på kræfterne, så ikke bare May, men også Macron og Merkel snart giver op. Velkommen til en brutalt forandret verden, hvor udgrænsning har afløst inklusion.

(klumme i Politiken 17. december 2018)