Tømmermænd i højtiden? Lær at tvivle!

Den effektive medicin mod religion og krænkelse af identitet findes.

Som en meteoreksplosion i Debatdanmark har identitetspolitik gjort denne december anderledes. Tilmed lige op til juledagene, hvad er meningen; er julen ikke hjerternes fest længere? Jo bevares, men højtiden er nu også blevet de krænkede hjerters fest.

Identitet er uløseligt forbundet med tro. Jævnligt høres det argument, at postmodernismen er den nye trosretning, der passer ind i en mere mangfoldig verden. Især for alle dem, der ikke vil vide af de ortodokse og traditionelle udlægninger af især kristendom, jødedom og islam, de monoteistiske verdensreligioner. Men for dem, der ser monoteismen som en kilde til megen uforsonlighed, elendighed og strid især i dens oprindelsesområde, er ateismen snarere end postmodernismen den indlysende forklaringsmodel.

I ateistiske stater som f.eks. Kina går religionen under jorden, men forsvinder aldrig. I religionsneutrale stater som f.eks. USA finder prædikanter, både de oprigtige og de mere spekulative, egne veje til at ramme folkesjælen.

Så her følger lidt hjælp til dem, der i disse dage kæmper med religiøse tømmermænd efter højtiden: Se at få genopfrisket, hvad begrebet agnosticisme står for, her med hjælp fra Den Store Danske:

»Betegnelse for den opfattelse, at der ikke kan opnås egentlig viden om emner, der er genstand for religiøse og filosofiske spekulationer, og at tavshed derfor er den eneste visdom i denne sammenhæng. I snæver forstand angiver agnosticisme det synspunkt, at det ikke er muligt at få vished om Guds eksistens. I modsætning til ateismen, der afviser, at Gud eksisterer, hævder agnosticismen, at spørgsmålet herom ikke lader sig besvare. I en bredere betydning udtrykker agnosticismen det erkendelsesteoretiske standpunkt, at virkeligheden, dvs. sandheden, ikke kan erkendes«.

ULYKKELIGVIS ER agnosticisme stort set fraværende i den ofte hysteriske danske debat om religion og identitet, så værsgo, kære læsere, her er mirakelkuren!

En stor del af mit professionelle arbejdsliv har jeg tilbragt i dele af verden, hvor der bliver set med kritik og skepsis på monoteismen, især når den bliver gjort til et politisk redskab.

I debatten om politisk islam overses det alt for ofte, at i klodens folkerigeste muslimske samfund, Indonesien, hvor 85 procent af en befolkning på en kvart milliard er muslimer, slår myndighederne hårdt ned på alle tilløb til islamistisk ekstremisme. Det store ørige er demokratisk velkonsolideret; forfatningen ligestiller verdensreligionerne. Hvornår tager arabere, iranere og pakistanere ved lære af dette fortræffelige eksempel?

I BUDDHISTISKE samfund som Thailand, Sri Lanka, Cambodja og Bhutan er der rigelig plads til kristne mindretal, mens muslimske grupper er under større eller mindre pres. Den dystre og kulsorte tragedie i dette billede er Myanmar, det tidligere Burma, hvor mine (buddhistiske) venner insisterer på, at rohingyaerne ikke har plads. Interessant nok ikke på grund af deres tro, men på grund af deres adfærd og ikke mindst antal, er jeg blevet belært om.

Anderledes opmuntrende er både politik og religion i de oprindeligt kungfutsianske samfund som Sydkorea og Taiwan. Her er det muligt for borgerne at konstruere deres helt egen religiøst-etiske identitet: Intet er til hinder for, at en kristen møder op til en ceremoni i eller omkring et buddhistisk tempelkompleks. Eller omvendt. Her er religiøs overbevisning en privat sag, et spirituelt helle, som man ikke belemrer sine omgivelser med. Allerhøjst kan man inspirere gennem det gode eksempel.

BEVÆGELSEN TIL og fra en religiøs identitet kan gå begge veje. Psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, der havde jødisk baggrund, kaldte i 1927 troen på kun én gud en mytisk reproduktion af en universel tilstand af infantil hjælpeløshed. ’Gud’ var ifølge den tolkning barnets ønske om en altdominerende beskytter.

I sin sidste bog, ’Manden Moses og den monoteistiske religion’, udgivet i 1939, står Freud ved sin erklærede ateisme, men anerkender, at de individer, der tager Gud til sig, forbedrer deres evne til at tænke abstrakt.

Argumentet er, at hvis folk kan tilbede et ideal, hvis oprindelige skikkelse de ikke kan se, er de også i stand til at reflektere over så meget andet, der ikke er synligt andet end i form af små og store symboler. Herunder også drømmen om et mere udviklet og humant samfund.

Prøv lige den af på de herskende strømninger i nutidens monoteistiske samfund.

(klumme i Politiken 27.12.2018)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s