Kinas ’Silkevej’ starter i en politistat

På få år er Xinjiang forvandlet til et brutalt eksperiment i overvågning, internering og ’omskoling’ af op imod en million muslimer.

Frygten er blevet hendes faste ledsager, også under eksilet i Almaty, den største by i Kasakhstan. 37-årige Guly Omarkan flygtede hertil fra naboregionen Xinjiang, Kinas største provins. Hun taler samme sprog som majoritetsbefolkningen, eftersom hun selv er kasakher.

I hendes oprindelige hjemmeregion tilhørte hun den myriade af minoriteter, der i århundreder har befolket det traditionelle Østturkestan eller Kinesisk Turkestan, som regionen blev benævnt på kort fra 1800-tallet frem til 1949, hvor den blev inkorporeret i Folkerepublikken Kina som et nyt ’grænseland’.

Guly Omarkan beskriver sine ungdomsår som dramatisk forskellige fra de nuværende tilstande. I skolen legede hun ubesværet både med kinesiske jævnaldrende og med uighurer, den befolkningsgruppe, der før Kinas overtagelse udgjorde 80 procent af indbyggerne og i dag er reduceret til 45 procent.

Første sprog i hendes skoletid var uighur, der tilhører den tyrkisk-altaiske sprogfamilie, som tales i det meste af Centralasien og er beslægtet med tyrkisk. Rigskinesisk lærte hun som andet sprog. Den statslige sprogpolitik blev dengang formuleret med følgende slogan: ’I Kina må 56 forskellige etniske grupper lære at leve sammen’.

For to år siden begyndte et fundamentalt politisk skifte i Xinjiang. Guly Omarkans gamle skole blev uden varsel lukket og erstattet af en, hvor eneste undervisningssprog var rigskinesisk. Lige om hjørnet åbnede et nyt ’læringscenter’, og kinesiske embedsfolk gik gennem kvarteret med ’invitationer’ til at deltage i ’åbne lejre for uddannelse’. I lejrens pensum hedder det, at islam er en form for narkotika, der har forurenet sindet.

Omarkan blev tvangsindlagt til at se kommunistiske propagandafilm, suppleret med fællessang, hvor temaerne var, at Kina vinder hver krig, det deltager i.

Lejrskolen blev ledet af inspektører, som insisterede på, at deltagelse var frivillig, men Omkarkan erfarede, at deltagerne blev opdelt i tre kategorier: pålidelig, midt-imellem og upålidelig.

Efter nogen tid blev det klart, at de af kvarterets indbyggere, som udeblev fra ’kurserne’, forsvandt fra byen. Hele landsbyer i regionen blev tømt for voksne. Børn, hvis forældre var enten arresteret eller sendt i lejre, blev anbragt på statslige børnehjem.

OVERVÅGNINGEN af de muslimske befolkningsgrupper i Xinjiang tåler ifølge vestlige menneskeretsorganisationer sammenligning med tilstandene i Nordkorea. Xinjiang er på størrelse med Iran og har en befolkning på omkring en snes millioner, hvoraf uighurerne udgør lidt over 40 procent.

Læg hertil kasakhere, usbekere, mongoler og andre centralasiater i et ukendt antal, men kinesere fra Folkerepublikkens han-majoritet er hen over syv årtier tilflyttet i stort tal og nærmer sig halvdelen.

Siden de centralasiatiske stater fik selvstændighed efter Sovjetunionens opløsning i 1991, er religiøst inspireret terror blevet en del af den politiske virkelighed i Xinjiang, kulminerende med en opstand i provinshovedstaden Urumchi i 2009, hvor hen ved 200 mistede livet.

Nærværende skribent besøgte både Urumchi og den historiske silkevejsby Kashgar i 2011. Begge byer var præget af en betydelig byggeaktivitet, i Urumchi med moderne højhuse og kontorpaladser og i Kashgar, hvor den gamle bydel var under renovering. Tilstedeværelsen af sikkerhedsstyrker forekom dengang behersket.

Vi besøgte et udviklingsområde i Kashgars udkant, hvor entreprenørvirksomheder fra den velstående Guangdong-region i Sydkina forberedte byggeri af store boligkvarterer. Moderniseringen var undervejs, fik man at vide af den lokale guide, der var etnisk uighur.

I dag vil et tilsvarende besøg være en umulighed. Det kinesiske sikkerhedsapparat har lukket for besøgende, men inden den seneste runde af kontrol og stramninger var det lykkedes tyske forskere og journalister fra Der Spiegel at komme tæt på den forandrede politiske virkelighed i det tidligere ’Kinesisk Turkestan’. Guly Omarkan har fortalt sin historie til Der Spiegel.

Der kan sættes navn på den ansvarlige for Xinjiangs forandrede virkelighed: partichef Chen Quanguo, udnævnt til den øverste ansvarlige for regionen i 2016, hvor han blev overflyttet fra Tibet. Efter Chens ankomst skiftede bybillederne og landskaber karakter: Checkpoints og politistationer skød op overalt under banneret ’terrorbekæmpelse’.

Selve navnet Xinjiang betyder ’Nyt grænseland’ på rigskinesisk, og beliggenheden med grænser til Rusland, Mongoliet, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan og Pakistan giver regionen en nøglerolle i Kinas ambitiøse udviklingsprojekt Obor (One Belt, One Road) populært betegnet som den nye Silkevej.

Den skal forbinde den kinesiske økonomi med de tidligere sovjetstaters og på sigt en række mindre og mellemstore økonomier i Syd-, Øst- og Centraleuropa foruden Rusland. Indvandringen af han-kinesere (den etniske majoritet i Folkerepublikken) begyndte i 1955 med etableringen af Xinjiangs Produktions- og Udviklingskorps, en paramilitær enhed kendt under betegnelsen Bingtuan.

I 1990’erne formulerede Beijing sin såkaldte ’Gå Vest’-politik, der har slående ligheder med USA’s kolonisering af det nordamerikanske kontinent i anden halvdel af 1800-tallet. Uighurer og tibetanere er regionens tilbagestående urbefolkning, der skal bringes ind i det moderne liv efter en hård tur i ghettoer og boligkvarterer, der ligner reservater.

Forskellen på Xi Jingpings Kina i dag og nybyggernes Amerika dengang er selvfølgelig digitaliseringen. Rigid sikkerhedskontrol med formodede og påståede oprørsmotiverede muslimske mindretalsgrupper er i den kinesiske optik forudsætningen for, at Beijing kan realisere ambitionerne om gøre det euroasiatiske kontinent til det nye center i verdensøkonomien.

Kinas modstandere? De hedder henholdsvis Østturkestans Befrielsesbevægelse, grundlagt i Tyrkiet i 1998-99, og Uighur Verdenskongressen med hovedkvarter i Tyskland siden 2004. Hverken USA, EU eller FN lytter til dem.

Kinas vigtigste allierede? De amerikanske techgiganter, der har gjort overvågningen teknologisk mulig.

(klumme i Politiken 30.12.2018)

Mere om lejrene i dette link:

https://www.abc.net.au/news/2018-11-01/satellite-images-expose-chinas-network-of-re-education-camps/10432924

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s