Markedsleninisme og McKinsey har perfektioneret Kinas ledelse.

VED DETTE årsskifte passeres 40-året for en begivenhed, hvis nutidige konsekvenser har vist sig at være mere overrumplende end eftervirkningerne fra den kolde krig: Ved indgangen til 1979 normaliseredes de diplomatiske relationer mellem den amerikanske supermagt og klodens ældste kontinuerlige civilisation, den kinesiske.

Ingen kunne dengang have forudset konsekvenserne: at USA ville åbne porten for Kina til det globale system, som supermagten selv havde været hovedarkitekt på, og at det nye medlem derigennem ville opnå den styrkeposition, det har i dag. Det unikke og paradoksale økonomiske partnerskab, som er den indlysende konsekvens af globaliseringen, er også blevet en rivalisering om magtpositioner på flere kontinenter.

Hvad der i Beijing fremstilles som win-win, er i Donald Trumps virkelighed blevet til ’Amerika først’. USA’s europæiske venner ser dette som en selvtilstrækkelighedens politik, hvor den atlantiske alliance slår revner, et frygtsomt Europa fragmenteres, presset af et revisionistisk Rusland og et krigshærget og imploderende Mellemøsten. Alt imens Kina gør sig parat til det store kompromis med Trump.

Datidens hovedaktører i januar 1979 hed Jimmy Carter, USA’s 39. præsident, og Deng Xiaoping, politbureaumedlem i Kinas Kommunistparti. Førstnævnte havde en vision, der byggede på kristne missionærers idealer fra 1800-tallet: at Kina skulle gøres både friere og fredeligere. Sidstnævnte ville et kursskifte, som via samkvem med omverdenen og markedsøkonomiske eksperimenter skulle gøre Kina stærkere og rigere. Status i dag må være, at Dengs vision lykkedes bedre end Carters.

HISTORISK og aktuelt er det amerikansk-kinesiske forhold modsætningsfyldt. Republikaneren Richard Nixon, der tog initiativet til afviklingen af to årtiers fjendskab og krig (i Korea og om Taiwan) med sit besøg i Beijing i februar 1972, skrev i magasinet Foreign Affairs i oktober 1967, at ’Kina skulle gøres fredeligere for at blive i stand til at klare sine egne indre udfordringer’.

Deng Xiaoping tog ham på ordet og leverede formlen for den verden, vi står med her i 2019: et Kina, der i voksende omfang dominerer sin omverden uden at være gået i krig med den. Kinas nuværende ledelse har bedre end de amerikanske beslutningstagere, der har taget flugten fra Trumps indercirkel (senest forsvarsminister Jim Mattis), forstået betydningen og nødvendigheden af magtbalancer. Hvilket forklarer, hvorfor USA’s vigtigste allierede i Kinas nabolag, Japan, aktuelt har travlt med at forbedre relationerne med Beijing.

MEN JO, selvfølgelig betales der en pris for dette monumentale skred i verdens magtrelationer. Kinas store muslimske uighur-befolkning i rigets ’Vilde Vesten’, Xinjiang, mærker det på den hårde måde: en million sendt i genopdragelseslejre.

I denne tragedie spiller et ærkeamerikansk firma en rolle på sidelinjen: The New York Times kunne 16. december underholde sine læsere med, at medarbejdere i konsulentfirmaet McKinseys kinesiske afdeling havde været på en festlig juleudflugt i netop Xinjiang. Med juleglimmer, Jingle Bells og Santa Claus lige op og ned ad en af genopdragelseslejrene for tusinder af internerede uighurer! Grotesk? Ironisk? Nej, logikken er håndgribelig. Moderne managementfilosofi, der indeholder betydelige doser af hjernevask (i Vesten kaldet resultatstyret ledelse) blev først opfundet i USA og siden perfektioneret i Kina.

McKinsey er et af verdens største konsulentfirmaer med næsten 28.000 ansatte og en tilstedeværelse i 127 lande. Gigantens speciale er ledelsesværktøjer, som blev introduceret i Kina, da firmaet åbnede et kontor i Beijing i 1995. Siden har firmaet haft mindst 22 af Beijings statsejede eller -kontrollerede konglomerater i kundekartoteket, herunder også de institutioner og virksomheder, der er spydspidserne i Kinas globale ekspansion.

McKinsey-tænkningen og Kinas ledelsesfilosofi er teknokratiske tvillinger: effektivitet og ekspansion gennem kopiering af konkurrenternes stærkeste redskaber og/eller aktiviteter.

Huawei og Alibaba har Apple og Amazon som forbilleder. Fænomenet kaldes markedsleninisme og kan ved passende brug af moderne ledelsesværktøjer tilpasses demokratier (reelle som indbildte), oligarkiske autokratier, parlamentariske eller elitære kleptokratier.

For yderligere oplysninger: skriv til fhv. McKinsey-chefkonsulent Bjarne Corydon.

(klumme i Politiken 31.12.2018)