Togulykken på Storebæltsbroen minder os om årtiers forsømmelser.

Længe inden vi kender konklusionerne fra den til formålet nedsatte havarikommission, kan man tage tragedien på Storebæltsbroen 2. januar som en påmindelse om den alenlange række af forsømmelser, der i årtier har præget dansk togpolitik.

Tiden er inde til at genstarte debatten om, hvordan vi her i landet får sikre tog til tiden og fremtidssikrede tog på den lange bane. Ingen transportform er mere miljø- og klimavenlig end elektrificerede tog.

Først en trosbekendelse: Nærværende linjer skrives af én, der er vokset op med tog og har et nærmest religiøst forhold til ordet lokomotiv. Min far brugte hele sit arbejdsliv på at reparere og vedligeholde tog på DSB’s Centralværksted i Aarhus. Så jeg er opdraget med et dogme: at solid togdrift er sammenhængskraft.

AL DISKUSSION om tog til tiden bliver lynhurtigt til politik og økonomi: Husk på Togfonden DK, som var navnet på den politiske aftale i marts 2013 iværksat af daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) og vedtaget af et folketingsflertal bestående af regeringspartierne (S, R og SF) med støtte fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Togfonden var ikke nogen fond i traditionel forstand, men et smart udtryk for, at staten reserverede 28,5 mia. kr. til en række infrastrukturprojekter relateret til togtransport. Kort sagt: vogne, skinner, sveller, signaludstyr og alle de tilbygninger, der hører til. Transportpolitiske ambitioner, der kunne måles i hundredvis af kilometer skinnelegeme.

Finansieringen af aftalen var det virkelig interessante i et klima- og energipolitisk perspektiv: Det skete ved en såkaldt harmonisering af beskatningen af gas og olie fra Nordsøen.

Ikke overraskende var bilistpartierne Venstre og Konservative imod aftalen. Siden har togdriften været præget af en syndflod af forsinkelser, og hvor meget har den nuværende regering gjort for at afhjælpe problemerne? Meget taler for, at der skal tænkes helt forfra. I tre årtier har danske myndigheder bakset med elektrificering af tognettet, og det er som bekendt kun lykkedes delvist, meget delvist.

Ekspertisen fortæller os i dag, at hvis vi standser elektrificeringen af tognettet, kan der spares milliardbeløb. I stedet kan der investeres i nyt elektrisk materiel, så fremtidens tog kører på batterier. Altså en udvikling svarende til den, vi nu ser inden for privatbilismen.

DET ULYKKESRAMTE tog på Storebæltsbroen var af typen IC4; en betegnelse, vi forbinder med ordet skandale. Designmæssigt kender jeg ingen smukkere togstamme end IC4’eren, men driftsmæssigt er den som bekendt aldrig blevet den succes, som den var tænkt som, og bliver det næppe nogensinde. De stagnerende oliepriser betyder også, at Togfonden, der skulle have finansieret elektrificeringen af banerne, udhules.

Det realistiske scenarie er beklageligvis, at vi hverken får udrulningen af IC4 eller elektrificeringen fuldført. Trafikforskeren Uffe Palludan har peget på, at hvis elektrificeringen med ledninger standses, kan der i stedet elektrificeres med batterier. Dermed spares milliardinvesteringer i ledningsinfrastruktur, der kan investeres i elektrisk standardmateriel og batterier, hvilket vil kunne finansiere en udskiftning af alle vore nuværende tog med elektriske tog.

DE BRITISKE britiske victorianere var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830, har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på.

Det kan ikke mindst japanerne tale med om. De skabte for lidt over et halvt århundrede siden det helt mirakuløse transportmiddel Shinkansen. I sine første 50 år transporterede dette højhastighedstog omkring 10 milliarder passagerer. Uden kollisioner eller afsporinger.

Japans nabo Kina har naturligvis lært af eksemplet og satser massivt på at forbinde riget internt og med verden vestpå med højhastighedstog. For én, der som nærværende skribent for fire årtier siden tog den ugelange og langsommelige rejse med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva gennem Mongoliet til Beijing, er dette et kvantespring for menneskeheden.

Herhjemme kan vi nøjes med mindre: Lad os snarest få batteridrevne tog på kryds og tværs i landet.

(klumme i Politiken 10. jan. 2019)