Stakkels briter – Labour duer heller ikke

Kammerat Corbyn har intet alternativ til sammenbruddet i britisk EU-politik.

Da de sidste rester af det britiske imperium blev afviklet for omkring et halvt århundrede siden, hed det sig blandt meningsdannere, at nationens udenrigspolitik ville handle om at afvikle de oversøiske besiddelser med en vis elegance – going down with grace , som det blev udtrykt. At det britiske greb om verdenspolitikken (kernevåben og det faste medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd) blev suppleret med en indtræden i Europa fra 1973 (sammen med Danmark og Irland), var kun en logisk konsekvens af de forandringer, der ramte verden dengang.

Britisk politik med og mod Europa har siden da været hærget af et syndrom, der fundamentalt handler om selvforståelsen i den gamle stormagt. Denne blev udfordret, da ophøret af den kolde krig 1989-90 førte til en tysk genforening og den samling af Europa, som den længst siddende britiske regeringsleder siden 1837, Margaret Thatcher, modsatte sig. Hvilket ikke var årsagen til hendes dramatiske exit i november 1990, der skyldtes en personstrid, ikke politisk.

Siden forsøgte Labour-lederen Tony Blair sig med en britisk vision for Europa, men den kuldsejlede med hans fejltænkte opbakning til USA’s invasion af Irak i 2003.

Derefter blev britiske forsøg på at håndtere globale udfordringer i voksende omfang nødlidende. Konsekvenserne afspejler sig i det aktuelle kaos.

SELVFORSTÅELSE er et andet ord for identitetspolitik, som det er lykkedes det nationalkonservative UK Independence Party (Ukip) at definere bedre (’giv os vort land tilbage’) end de to gamle antagonister, Labour og Toryerne. Ved valget til EU-Parlamentet i 2014 fik Ukip 24 medlemmer og blev forsamlingens største britiske parti. Efter en stribe afhopninger er tallet nu reduceret til ydmygende 7.

I sidste måned bebudede den mangeårige leder Nigel Farage sin afsked med partiet, fordi han ikke længere kunne leve med dets højredrejning. Der er rigeligt med plads til et brexitparti i britisk politik, men det bliver ikke Ukip, der fylder dette rum ud, lød hans afskedssalut. Et nederlag af dimensioner.

Siden afstemningen i juni 2016 har de britiske vælgere haft god tid til at mærke konsekvenserne af den usikkerhed, som valgresultatet skabte, og dermed til at overveje en mere kompromisbetonet udvej. Selv vort eget euroskeptiske parti, Dansk Folkeparti, er begyndt at formulere sig mere forsigtigt: Kristian Thulesen Dahls listesko har afløst Morten Messerschmidts støvletramp. ’Dexit’ har forladt den danske debat.

ER LABOUR ved at tage tilløb til en kvalificeret og visionær om Storbritanniens rolle i Europa? Nej, Jeremy Corbyns indlæg i Underhuset både i sidste uge og i denne tilbyder intet i den retning.

Corbyn er mere optaget af at fremtvinge et regeringsskifte end at hjælpe sin nation ud af dens fortvivlende tilstand. I sidste måned forklarede han, at skulle et nyvalg blive en realitet og få Labour som vinder, ville han tage til Bruxelles og få en genforhandling af betingelserne for Storbritanniens udtræden, ikke en ny afstemning (en position, der muligvis revideres i disse dage), om end opinionsmålingerne afspejler, at et voksende antal britiske vælgere enten fortryder resultatet eller er kommet alvorligt i tvivl.

Meget lidt taler for, at Corbyn som regeringsleder ville gøre en forskel. Manden er en ureformeret socialist med et verdenssyn dybt forankret i sværmeriske utopier. For 20 år siden kaldte han de krigsforbrydelser, som den serbiske præsident Slobodan Milosevic hærgede Balkan med, for opspind.

I nutiden har han betegnet udstationeringen af 800 britiske soldater i Estland for en provokation. Mod hvem, tør man spørge.

I APRIL 2014 forfattede han en klumme i det socialistiske dagblad Morning Star, hvor han gjorde Nato ansvarlig for krigen i Ukraine. To år forinden lød overskriften på en klumme i samme avis skrevet af samme forfatter: ’På tide at afslutte Nato’, hvor han i teksten kaldte den vestlige forsvarsorganisation for et ’instrument for koldkrigsmanipulation’. Her er sandelig en demokratisk socialist med storslåede visioner for Europas fremtid. Putin og Trump er usynlige i mandens univers.

Corbyn har opnået en betydelig popularitet blandt centrum-venstre-vælgere i sit land ved at kritisere den voksende ulighed, som kombinationen af nyliberalisme og monetarisme har skabt. Men kritik giver kun mening, hvis den ledsages af et troværdigt politisk alternativ, hvilket er en mangelvare i Labour.

Den tidligere verdensmagt er i dag en parodi på en ansvarlig stormagt.

(klumme i Politiken 24. januar 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s