Nordøstasiens kernevåben er fælde for Trump

Forsøgene på at afnuklearisere Nordkorea ligner en illusion.

I LYSET af den skærpede konfrontation mellem den amerikanske præsident og Kongressen om nationens og statsapparatets aktuelle tilstand har kredsen af rådgivere omkring Donald Trump – datteren Ivanka og svigersønnen Jared Kushner blandt de fremmeste – sandsynligvis fortalt familiens overhoved, at han vil være tjent med at høste en markant udenrigspolitisk sejr i løbet af 2019. Ikke mindst på baggrund af den massive usikkerhed hans ord, gøren og laden har efterladt blandt USA’s traditionelle og historiske allierede.

Her ligger udviklingen på den Koreanske Halvø lige for. For det var her, at klodens mest magtfulde leder satte en stor del af sin egen og sit embedes prestige ind, da han i fjor mødtes med overhovedet for det atombevæbnede, højmilitariserede klanstyre i Nordkorea, Kim Jong-un. Fine ord og hensigtserklæringer blev det til efter det møde i Singapore, som nok fortjener at blive kaldt historisk, men ikke nødvendigvis med den betydning, som Donald Trump tillægger ordet.

For mens mødet blev en triumf for den nordkoreanske diktator, efterlod det tvivl hos USA’s sydkoreanske alliancepartner.

BLANDT DE sydkoreanske politikere, der stadig sig til et halmstrå af optimisme, er det svært at slippe drømmen og visionerne om et positivt udfald af det første topmøde mellem supermagten og den krigsmodstander, der kæmpede sig til uafgjort i 1953 efter tre blodige år, der efterlod hundredtusinder af dræbte på den delte halvø. Afnuklearisering – og dermed en atomfri koreansk halvø – klinger smukt for dem, der vil en verden med mere forsoning end konfrontation.

Men afnuklearising af kun det nordkoreanske militær? Ikke hvis man går ind og tager Kim-regimet på ordet. Hvilket verden fik mulighed for, da det statslige nordkoreanske nyhedsbureau kort før jul udsendte en erklæring, der i klartekst pointerede regimets hensigter med at have dialog med både Seoul og Washington.

Citat fra erklæringen: ’USA må erkende den korrekte betydning af afnuklearisering og i den forbindelse se på geografien. Når man taler om den koreanske halvø, omfatter det både vor republiks territorium og den sydkoreanske region, hvor USA har placeret en invasionsstyrke, der råder over kernevåben. Når vi taler om den fuldstændige afnuklearisering, mener vi her fjernelse af alle atomare trusler, ikke kun fra Syd og Nord, men også fra de områder, der grænser op til Korea’.

ALTSÅ flere end de kernevåben, som Nordkorea ikke har gjort det ringeste for at skjule eksistensen af. Med testaffyringer og prøvesprængninger gennem et årti har styret demonstreret sine hensigter: det er syv årtiers amerikansk inddæmningspolitik (via Sydkorea og Japan især), man vil af med.

Hvilket er det samme som at forlange det umulige. Hverken i Seoul eller Tokyo er de politisk ansvarlige indstillet på at afgive deres forsikringspolicer, hvilket vil sige den amerikanske atomparaply i Østasien. Selv ikke Kina og Rusland, som er Nordkoreas historiske allierede, har på noget tidspunkt forestillet sig, at USA’s garantier over for Sydkorea og Japan skulle ophæves.

Forløbet siden sidste års topmøde mellem Trump og Kim har været begivenhedsrigt, hvis man alene betragter relationerne mellem Seoul og Pyongyang. Kim-regimet har meget at vinde ved at bejle til den langt mere velstående rival syd for den 38. breddegrad. Der er et udbredt ønske i Sydkorea om at hjælpe ’broderfjenden’ i nord økonomisk, især hvis et sådant velstandsløft kan føre til en reduktion af de militære spændinger. Præsident Moon Jae-in har sat hele sit embedes prestige ind på at skabe mere forsonlige tilstande.

Forsøget har været gjort tidligere med den såkaldte ’solskinspolitik’, der under daværende præsident Kim Dae-jung kastede en Nobelfredspris af sig tilbage for en lille snes år siden, men som kuldsejlede få efter at den sydkoreanske leder havde forladt den politiske scene.

Sydkoreanerne og resten af verden kan stadig nå at blive overraskede. Medier i Seoul nævner muligheden af, at diktatoren i Pyongyang kommer på besøg og sætter tilmed en dato på: 1. marts. En dato med stor symbolsk betydning: 100-året for en national opstand mod det japanske koloniherredømme.

Dilemmaet for Sydkorea mens vi venter på næste topmøde mellem Trump og Kim? Om en afspændingspolitik med omfattende økonomisk bistand til Nordkorea kan fortsætte uden at ændre på den forsikringspolice, som kun USA kan levere.

(klumme i Politiken 28. jan. 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s