Fælles regler og standarder for techgiganter i øst og vest er eneste vej frem.

ER DER stadig folk, der husker Edward Snowden? Den amerikanske dataanalytiker, der i juni 2013 forlod en tilsyneladende lukrativ karriere i den amerikanske efterretningsverden for siden at blive USA’s mest eftersøgte individ?

Snowdens flugt fra USA, der gik via det kinesiske territorium Hongkong, har bragt ham til en ukendt destination i Rusland, hvor han er under myndighedernes beskyttelse. Lokaliteten kan undre, når man erindrer sig den i dag 35-årige afhopper og aktivists mission:

Han lækkede tusindvis af dokumenter til vestlige medier for at advare verdensoffentligheden om de magtmidler, som en uhellig alliance af techgiganter og efterretningstjenester har indgået for at kunne overvåge borgere, virksomheder og regeringsorganer over den ganske klode. Hvor kontroversiel hans usædvanlige platform er, fremgår af, at han på skift er blevet kaldt helt, whistleblower, dissident, patriot og forræder – alt efter hvem afsenderen af budskabet er.

Edward Snowden

AKTIVISTEN Snowden dokumenterede, hvad stormagters efterretningstjenester og myndigheder er i stand til, når de skal forsvare, hvad de anser for at være af betydning for nationale sikkerhedsinteresser. Han mener, at demokratiske regeringer bryder en række love. Gennemgribende overvågning af borgere skal inden for rammerne af et retssamfund kunne afprøves af kontrolinstanser, først dommerkendelser, efterfølgende søgsmål.

Hvad Snowden og Wikileaks-stifteren Julian Assange fortalte med deres lækager, var præcis dette: At anvendelsen af digital teknologi gør total overvågning og forfølgelse af individer og virksomheder til en mulighed, uden at der samtidig er knyttet de garantier, der kendetegner demokratiske retsstaters beskyttelse af borgerne. Med andre ord underminerer moderne teknologi i hænderne på instanser, der arbejder uden for demokratisk kontrol, selve fundamentet for den retsstat, de er sat i verden for at forsvare.

Vist er det nærliggende at hævde, at Snowden med sit eksil er gået Ruslands ærinde, men dette argumentet skal holdes op mod det synspunkt, at han har villet advare os om en trussel mod demokratiet indefra, ikke udefra.

TILBAGE I 2013 afslørede Snowden, at et spionagenetværk kaldet FiveEyes, bestående af USA, Canada, Storbritannien, Australien og New Zealand, havde spioneret mod borgere i de fem medlemslande og delt de relevante data med hinanden. Han beskrev netværket som en supranational efterretningsorganisation, der ikke baserer sig på nogen lovgivning i noget land overhovedet.

Perspektivet her er interessant i lyset af det massive pres, der i denne tid udgår fra USA mod allierede, Danmark inklusive, og andre lande, der har haft samarbejde med den kinesiske techgigant Huawei. I canadiske Vancouver sidder Huaweis finansdirektør, Meng Wanzhou, i husarrest, foranlediget af et amerikansk krav om udlevering til retsforfølgelse i en sag, der handler om virksomhedens påståede tyveri af teknologi og overtrædelse af amerikansk sanktionslovgivning mod Iran.

Meng Wanzhou er således ikke tiltalt for overtrædelse af canadisk lovgivning, men dette har ingen relevans i sammenhængen. USA har i årtier haft lovgivning, hvis rækkevidde udstrækker sig til lande, hvor USA ikke har formel jurisdiktion. Denne lovgivning har fundet anvendelse i bekæmpelse af ikke mindst terror, hvidvaskning af illegale formuer, narkotikakriminalitet og andre påskønnelsesværdige formål.

Men at Kinas største og vigtigste techfirma her er i centrum af det amerikanske kikkertsigte, viser, at juraen er blevet redskab for magtpolitik og økonomiske interessekonflikter i den allerstørste skala. Med Canada som amerikansk gidsel.

Beviset for denne påstand? Ingen ringere end Donald Trump har ladet forstå, at sagen mod Huawei-direktøren kan blive droppet, hvis Kinas regering giver ham tilstrækkelige indrømmelser i den verserende handelskrig.

UANSET udfaldet af denne sag er det i Europas interesse at sikre, at techgiganter i øst og vest bliver underlagt fælles internationale spilleregler om indsigt og kontrol. I en bedre verden end den nuværende kunne den slags blive overladt til den for tiden handlingslammede verdenshandelsorganisation, WTO.

Det er nok for meget at håbe på, at præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping som led i et nært forestående kompromis om samhandel også lægger grunden til et sæt globale spilleregler for, hvad deres respektive teknologiske uhyrer kan tillade sig over for borgere og forbrugere under internationalt opsyn.

(klumme i Politiken 7. februar 2019)