Meget mere end højhastighedstog og  nye lufthavne er på spil

BLANDT FLERE af Kinas nabolande vokser betænkelighederne ved at være partnere i det såkaldte silkevejsprojekt, officielt betegnet Belt and Road-initiativet, BRI, som er Beijings ambitiøse plan for med udbygning af infrastruktur at forbinde den kinesiske økonomi tættere med omverdenen.

Aktuelt er debatten særlig ophedet i Malaysia, hvor regeringen tilsyneladende er i færd med en kovending. Stridens kerne er et stort jernbanebyggeri langs landets østkyst, vurderet til at koste i omegnen af 20 milliarder dollars og dermed det næststørste af alle de projekter, som Kina har tilbudt at finansiere og opføre i sine naboregioner. Landets tidligere regeringschef Najib Razak lagde næsten bogstaveligt projektet i hænderne på kinesiske statsbanker og entreprenørselskaber, inden han blev fældet i en gigantisk korruptionsskandale, hvor han er anklaget for at have tilranet sig millioner af dollars fra en statslig malaysisk investeringsfond.

Hvorvidt den nuværende regering i Kuala Lumpur ender med at indstille samarbejdet med kineserne, er stadig uvist. Den ene dag blev jernbaneprojektet meldt lukket; den næste hed det, at det stadig er under overvejelse.

DILEMMAERNE er indlysende. Kinas forsøg på at knytte nabolandene nærmere til sig gennem investeringer i infrastruktur skaber en afhængighed, som også har politiske implikationer. Kina taler officielt om åbenhed og win-win, men repræsenterer reelt det modsatte, dvs. uigennemskuelig administration og ulige partnerskaber.

Kritikere peger på, at nok ser projekterne imponerende og ambitiøse ud, men afhængighed af Beijing er ikke en utilsigtet sideffekt af BRI, men selve dets formål. Kort sagt: en forandret verdensorden med Østasien i den centrale rolle og kinesiske beslutningstagere ved roret. Fraværet af amerikanske virksomheder i BRI’s partnerlande er indikator for hensigten.

Historisk er der ikke meget nyt under solen: Gennem århundreder bestræbte skiftende kejsere sig på at indordne de mindre naboer i et hierarki, der byggede på respekt for en central magt, hvis indretning ikke inviterede til ligeværdighed. Loyalitet blev belønnet, ulydighed straffet. Noget, der i moderne tid kan ligne en feudal orden, fordi juraen er uklar eller helt fraværende.

KINAS NYE silkeveje, der vil blive bygget af stål, cement og asfalt, får følgevirkninger, der rækker langt videre end kinesisk økonomi. Ideen er, at projekternes partnerlande skal supplere med regionale ’værdikæder’ (et teknokratisk ord for international arbejdsdeling), som dermed fremmer den transformation, der skal gøre Kina til fremtidens center for vækst og innovation.

Denne vision kan kun realiseres, hvis Kina udflytter det, der hidtil har været lavtlønsproduktion, og udvikler sig teknologisk så meget, at kinesiske virksomheder overhaler og udmanøvrer konkurrenter, primært japanske og amerikanske virksomheder. Antallet af godkendte patenter på verdensplan viser, at udviklingen går den vej. Balladen om Huawei vidner om, at USA og EU er forskrækkede over det, der er ved at ske.

I en ikke så fjern fremtid vil Kinas nye silkeveje handle om betydelig mere end højhastighedstog, lufthavne og skibsruter. Kunstig intelligens, genmanipulation og rumforskning er stationer længere ude på disse ruter.

SPØRGSMÅLET er, om de nye silkeveje vil nå længere ud end dertil, hvor de gamle nåede, dvs. til kanten af Europa, Mellemøsten og Sydasien, for kan et kinesisk ledet hierarki overhovedet realiseres i et kaotisk Mellemøsten, i et Europa, der fragmenteres, og et Afrika, hvor industrialiseringen endnu ikke har indfundet sig?

Prøv at sammenligne med den vestlige orden, som omkring 1991 lignede en triumferende vinder af koldkrigsrivaliseringen. De vestlige standarder – demokratiske værdisæt, retsstatsprincipper og markedsøkonomi – er aldrig blevet universelle andet end på hjemmefronten og i de vestlige politikeres selvforståelse. Den vellykkede kombination af demokrati og social markedsøkonomi er kun i begrænset omfang nået ud over sit oprindelsesområde, dvs. Europa og Nordamerika. Men modellens moderate succes betyder ikke, at Kina kan fylde ud der, hvor Vesten er på retræte.

(klumme i Politiken 11. februar 2019)