Myanmar har fortabt sin magi

Bag en facade af demokratisk fernis bestemmer militæret stadig det meste.

HVORNÅR bliver et udviklingsland i stand til at vride sig fri af sin fortid? Myanmar, det tidligere Burma, er et foruroligende eksempel på, hvorledes en autoritær og halvfeudal magtstruktur har kunnet leve videre trods bestræbelser på demokratisering og liberalisering.

Landet er på kort tid gået fra at være international darling til at være paria og skydeskive for kritik, især efter regimets fordrivelse af trekvart million muslimske rohingyaer. I de tidlige måneder af 2012 tegnede udviklingen ellers opmuntrende og lovende. Aung San Suu Kyi, modtageren af Nobels Fredspris i 1991, var blevet sat fri efter mange år i husarrest. En dialog med den daværende junta banede vejen for hendes tilbagevenden til demokratisk og parlamentarisk deltagelse, først gennem et suppleringsvalg, siden et nationalvalg, som hun og hendes parti, NLD, vandt stort i november 2015.

I denne periode blev Suu Kyi set som et demokratisk frihedsikon, der var på vej til at blive en naturlig allieret for Europa og USA. Barack Obama, Hillary Clinton, Helle Thorning-Schmidt og en stribe andre politiske ledere fra Vesten lagde vejen forbi den tidligere burmesiske hovedstad, Yangon, og svælgede i floromvunden retorik om landets lovende fremtidsudsigter.

ALT ændrede sig, da landets militær besluttede sig for en massiv udrensningskampagne, der sendte rohingyaerne ud af landets vestlige Rakhine-region og ind i nabolandet Bangladesh. Myanmar er i dag ansvarlig for den talmæssigt største flygtningekrise i Østasien. Uden den ringeste udsigt til løsninger. Den vestlige kritik af landets formelle leder nævner kun sjældent de underliggende magtstrukturer, der gør, at Myanmar ikke kan regnes for at høre til blandt verdens demokratier – trods afholdelse af valg og et civilsamfund, der knap eksisterede for et årti siden.

Forfatningen giver forlods en fjerdedel af pladserne i både overhus og underhus til militært udpegede repræsentanter. Hvis de civile parlamentsmedlemmer skal ændre på dette, kræver det, at tre fjerdedele af de ’valgte’ stemmer for ændringerne, som siden skal bekræftes ved en folkeafstemning. De 25 procent militære medlemmer af begge kamre kan derfor effektivt nedlægge veto mod ethvert forsøg på at demokratisere gennem forfatningsændringer.

Ydermere giver forfatningen militæret fortrinsret til at udpege regeringens tre tungeste ministerposter: forsvaret, indenrigsministeriet og ’grænseanliggender’. Sidstnævnte relaterer til, at Myanmars grænseregioner er hærget af årtier lange konflikter mellem centralmagten og etniske oprørsgrupper, aktuelt tydeligst i den vestlige Rakhine-stat og i Kachin-staten i nord.

Som om dette ikke var rigeligt til at sikre den militære elites greb om magten, sikrer forfatningen også den militære øverstkommanderende retten til at erklære undtagelsestilstand.

Tidligere på måneden nedsatte parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw et særligt forfatningsudvalg, der har fået til opgave at forberede ændringer af den forfatning, som militæret gennemtvang i 2008 på et tidspunkt, hvor den opposition, der i dag har flertallet i begge kamre, havde status af illegal undergrundsbevægelse.

Dette tiltag er dømt til at mislykkes. Tilbage i 2017 blev Ko Ni, den eneste forfatningsjurist, som Suu Kyis parti NLD rådede over, myrdet ved et attentat på åben gade foran lufthavnsbygningen uden for Yangon. Sagen forbliver uopklaret, selv om der er foretaget arrestationer i sagen.

MYANMAR har for længst mistet sin tiltrækningskraft for omverdenen. Antallet af besøgende er stagnerende, og de udenlandske investeringer, især fra vestlige samfund, er for nedadgående. I fjor godkendte myndighederne det laveste antal investeringsprojekter i fem år.

Kina har indlysende nok overtaget rollen som udenlandsk hovedinvestor. Statslige kinesiske investorer står bag etableringen af den såkaldte økonomiske korridor, der skal forbinde Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina med et havnekompleks ved Den Bengalske Bugt og dermed Det Indiske Ocean. Myanmar er således tildelt en nøglerolle i Kinas storstilede BRI-projekt (Belt and Road Initiative), der skal forbinde klodens næststørste økonomi med lande og regioner i Syd- og Sydøstasien. SOM BESØGENDE i Myanmar gennem fire årtier må man spørge sig selv, hvor meget der er tilbage af den magi, som europæere blev charmeret af for et århundrede siden eller mere. Den uden sammenligning berømteste af disse var den britiske forfatter Rudyard Kipling, den velnok mest læste forfatter på kloden i starten af det 20. århundrede.

I dag er ingen briter af betydning at finde på nutidens vej til Mandalay, ej heller ret mange andre europæere eller amerikanere for den sags skyld. Historieskrivere vil kunne finde en ironisk pointe i, at den legendariske ’Burmavej’, der under Anden Verdenskrig blev brugt af amerikansk militær til at levere forsyninger til det kinesiske militær, der bekæmpede japansk aggression, i dag har fået en helt anden og nærmest modsat betydning. Vejen bliver en kanal for kinesisk økonomisk ekspansion i en verden, der er under gennemgribende forandring, hvor Kina definerer betingelserne.

(klumme i Politiken 17. februar 2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s