Kinas pandaer er kun for de udvalgte

Debat om de kinesiske krammedyr afleder opmærksomheden fra vestlige udviklingsfiaskoer.

 

Der lød jubelråb på direktionsgangen i ingeniørkoncernen Cowi, da den sidste efterår vandt en opgave, der er knyttet til Kinas gigantiske silkevejsprojekt.

Den danske koncern skal sikre kvaliteten af et kinesisk finansieret tunnelprojekt i Bangladesh, en 3,4 km lang tunnel under floden Karnaphuli med anlægsudgifter på omkring 3,5 mia. kr.

Cowi’s kontrakt ligger på et tocifret millionbeløb, som kun er en brøkdel af det samlede projekt. Bangladesh er bygherre, men lånet kommer fra den statsejede Export-Import Bank of China. Kineserne står for både design og etablering. I Bangladesh kan de ikke så meget selv.

VI TALER om en mikroskopisk del af den største satsning på infrastruktur i menneskehedens nyere historie. Silkevejsprojekternes samlede volumen er opgjort til at være på 20 gange den Marshall-plan, som i årene umiddelbart efter 1947 var USA’s ambitiøse forsøg på at knytte lande i Nord- og Vesteuropa sammen indbyrdes og tættere på datidens verdensøkonomiske centrum, Amerika.

Det blev til en ubetinget succes for alle de lande, der var en del af det amerikanske alliancesystem, men modellen kunne ikke efterfølgende kopieres til andre kontinenter.

Den fremgang, som fire årtiers reformer indiskutabelt har givet den kinesiske økonomi, skal med de nye silkeveje udbredes til lande, der på ingen måde er en del af et kinesisk alliancesystem og ikke har udsigt til at blive det.

Men projekterne vil bringe flere af partnerlandene ind i et afhængighedsforhold til Kina. Gæld skal betales tilbage, og hvem forestiller sig lige, at debitoren begynder at skælde ud på kreditoren?

Anderledes med Danmark, som ikke har gældsproblemer, og som kan tilbyde ekspertise, der kan gavne det samfund, hvor projekterne udfoldes, foruden at den kinesiske entreprenør får vigtige erfaringer, der kan bruges andre steder.

Bortset fra de store energiselskaber er vestlige virksomheder generelt på retræte på flere kontinenter. Så for et fattigt udviklingsland i Kinas nabolag eller i Afrika er det svært at sige nej til de projekter, entreprenørstaten i Beijing byder sig til med.

MEN HVOR ER de amerikanske eller europæiske investeringer henne i hele den ligning? Tja, de kom i sin tid først, men forspildte muligheden for at gøre det allermest nødvendige: at binde svagt stillede lande tættest muligt sammen med infrastruktur og produktionsvirksomheder.

Bevares, vesterlændingene dukkede op med penge og projekter, i takt med at afkoloniseringen skred frem. Forsøgene på at levere infrastruktur blev gjort med private investeringer, projekter med penge fra Verdensbanken og store satsninger fra statslige udviklingsorganisationer.

Hvor meget industrialisering blev det så til i Afrika, Sydasien og Mellemøsten i løbet af dette halve århundrede? Hvor mange havne, broer, motorveje, fabrikker, ingeniørskoler og andet i samme kaliber blev det til i Østafrika, Zimbabwe, på Afrikas Horn, i Mali, Nigeria og i Yemen, Egypten, Pakistan og Bangladesh?

Den nedslående konklusion er, at USA, Storbritannien, Frankrig og andre kom, så – og sejrede overhovedet ikke. Moderniseringen udeblev i de samfund, der havde allermest brug for den. Milliarder af dollars, pund og franc blev spildt på tvivlsomme projekter, bakket op med våbeneksport til de kleptokrater, der svindlede med pengene.

Vi hører i disse år, at reduktionen i global fattigdom er rekordstor. Jo, men den sker kun i de lande, der er begyndt at producere, eksportere og handle løs med resten af verden. Hvor dette ikke er tilfældet, kender vi symptomerne: folkeflugt, opløsning, vold, kaos og fundamentalisme. Nigeria, Afrikas Horn, Syrien, Yemen, Afghanistan og Pakistan er blandt de skræmmende eksempler.

SÅ DER ER ikke udsigt til, at silkevejenes partnerlande i nærområderne skal modtage pandaer.

Om de planlagte projekter fører til succes eller ruin, vil være åbne spørgsmål lang tid endnu. Kina bør læse på lektien og undgå de mange fejl, Vesten i tidens løb har begået, og derudover lære af de fejl, de selv kommer til at begå.

Cowi kan vi bede om at sponsorere bare et af de nuttede krammedyr, Kina snart sender til Danmark. Mens vi venter på ankomsten, vil debatten om de violinister, der skal akkompagnere bjørnenes liv og gøren, bestemt ikke savne underholdningsværdi. Det vil Dansk Folkeparti, Udenrigsministeriet og kongehuset være garant for.

(klumme i Politiken 21. febr. 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s