TITUSINDER AF danskere rammer hvert eneste vinterhalvår en destination i den syd- og sydøstasiatiske gruppe lande, som tilhører theravada-buddhismen. Mange vesterlændinge forbinder buddhisme med tolerance, men kan man for en stund abstrahere fra den massive elendighed i den arabiske verden, samt Iran, Pakistan og Afghanistan, er der desværre ikke megen opmuntring at hente i de theravada-buddhistiske lande: Sri Lanka, Myanmar, Thailand, Cambodja og Laos.

Sri Lankas demokrati er tydeligvis det mest overlevelsesdygtige og håndterede to årtiers borgerkrig mellem flertallet af buddhistiske singalesere og mindretallet af hinduistiske tamiler uden at ty til længerevarende nødret. Til sammenligning holder Thailand stadig 20. århundredes verdensrekord i militærkup siden ophævelsen af det absolutte monarki i 1932. Valghandlingen i næste måned kommer med stor sandsynlighed blot til at bekræfte de eksisterende magtforhold, hvor militæret bestemmer det meste.

OMRÅDETS kommunistiske fortid er fortrængt. Et dystert lavpunkt i asiatisk historie blev nået i det skelsættende år 1975, da den ultrakommunistiske partisanhær De Røde Khmerer erobrede Phnom Penh fra et flygtet proamerikansk regime og kastede Cambodja ud i et hasarderet ideologisk drevet eksperiment, der endte med at koste 1,7 millioner khmerer livet.

Mens Laos forbliver det nok mest hemmelighedsfulde af de gammelkommunistiske regimer, er naboen Cambodja på papiret et flerpartisystem, men i realiteten et hårdhændet etpartistyre ledet af ekskommunisten Hun Sen. Han er i dag Sydøstasiens længst siddende diktator i en rolle som nyttig idiot for det Kina, han under Den Kolde Krig kaldte ’Cambodjas evige fjende’. For Kina har formået at gøre en tidligere fjende til lydig lakaj til stor irritation for Cambodjas tidligere besættelsesmagt og ’evige fjende’ af Kina, Vietnam.

Aktuelt samler opmærksomheden sig om Thailand og Myanmar, som kulturelt og politisk har store ligheder. Da datidens Burma fik uafhængighed i 1948, var der ikke stor forskel på velstandsniveauet i hovedstæderne Rangoon og Bangkok. Den thailandske magtelite fik til gunst for sin økonomiske udvikling snart etableret en alliance med USA, som behøvede et brohoved i den inddæmningspolitik over for de revolutionseksporterende kommunister i Hanoi og Beijing, som blev fire amerikanske præsidenters geopolitiske hovedhjørnesten.

Adskillige millioner af dræbte og sårede asiaters liv senere stod det klart, at amerikanernes dominoteori (’falder et land til kommunismen, falder det næste’) havde virket indtil 1975. Men da først Kinas og siden Vietnams etpartisystemer inkorporerede kapitalismen, blev logikken drejet 180 grader: Nu skulle de sydøstasiatiske regeringer finde ud af at balancere mellem USA og den opstigende rival Kina.

FOR FÅ år siden blev der vakt et demokratisk håb i Myanmar med nobelpristageren Aung San Suu Kyis overbevisende valgsejr. Hun ses ikke længere som et demokratisk fyrtårn, men som en traditionel nationalist og apologet for den militære elite. Hvis der blev holdt valg i næste måned, ville hun og hendes parti stadig vinde stort. Men forfatningen, der favoriserer militæret, kommer hun ikke til at ændre på.

Nabolandet Thailand går til stemmeurnerne om få uger uden udsigt til, at der vil blive ændret på kongedømmets fundamentale magtforhold. Men modsat Myanmar har Thailand et rimeligt professionelt bureaukrati, der sikrer et så tilpas højt velstandsniveau, at et vælgerflertal sandsynligvis vil foretrække stabilitet frem for forandring.

Parlamentsvalget i marts bliver det første under kong Maha Vajiralongkorn, den omstridte og i manges øjne belastede søn af den folkekære kong Bhumipol, der døde i 2016. Den 67-årige monark har et alvorligt legitimitetsproblem, fordi han i sit privatliv ikke har efterlevet buddhistiske idealer og normer for en familiefar.

Det parlamentariske liv forbliver højspændt, som det for nylig blev illustreret, da monarken fandt sin i mange år eksilerede søsters forsøg på et kandidatur til regeringschefposten for uacceptabelt. Thailands demokratiske begrænsninger skyldes kombinationen af royalistisk populisme og officerselitens magtsyge. Uoplyst enevælde tilsat demokratisk fernis. Men stadig et feriemål, der tiltrækker millioner af europæere på flugt fra vinterkulde og politisk depression.

(klumme i Politiken 25. februar 2019)