Himalaya er en ugæstfri slagmark

HVER GANG der meldes om militære spændinger fra det pakistansk-indiske grænseområde, går mine tanker tilbage til et kortere ophold i Kashmirs hovedby, Srinagar, for mere end tre årtier siden. Det var stilhed før stormen dengang. Et par år senere eksploderede regionen i terror og vold, og der har sjældent været ro på siden.

Lige så overvældende i skønhed naturen i Kashmir er, lige så kompliceret er historien og de involverede staters motiver til at bruge Kashmir i spillet om Sydasiens magtforhold. Terrorangrebet i sidste måned, der kostede flere end 40 indiske soldater livet, og Indiens efterfølgende luftangreb på pakistanske mål er blevet en påmindelse om, hvor højspændt den flere end syv årtier gammel konflikt mellem to asiatiske atommagter stadig er.

Alligevel har Kashmir-konflikten ikke den samme opmærksomhed i vestlige medier, som det er tilfældet med det nordkoreanske atompotentiale. Korea og Kashmir er placeret strategisk afgørende i forhold til Kinas bestræbelser på at fremme en større økonomisk integration på kontinentet. Tilsyneladende er grænserne begge steder fastfrosne, men er der alligevel bevægelser på landkortet, uden at verdensoffentligheden har opdaget det?

DELINGEN af Kashmir i 1947 blev den direkte konsekvens af oprettelsen af selve den pakistanske stat samme år. De efterfølgende minikrige i 1965, 1971 og 1999 blev udtryk for et regionalt opgør, hvor selve Pakistans overlevelse som statsdannelse var på spil. For hvis Pakistan kollapser, kan Indien med god ret hævde, at landet kan optages i den indiske føderation, sådan som Indiens første premierminister, Nehru, og hans inderkreds mente.

Pakistans notoriske udfordringer med demokratisk konsolidering og landets manglende evne til at kontrollere terroristiske og fundamentalistiske strømninger forklarer, hvorfor dets ledere gennem syv årtier har valgt den mest usædvanlige af alle stormagtsalliancer: både den etablerede supermagt USA og den opstigende ditto, Kina, sikrer i fællesskab, at Pakistan ikke imploderer. Washington og Beijing har dermed en stødpudestat, der garanterer, at der lægges låg på eventuelle stormagtsambitioner i New Delhi.

Pakistans behov for at kontrollere dele af Kashmir kan forklares med geografi: Indus-floden. Indus udspringer på Verdens Tag, det tibetanske plateau, løber gennem den indiskkontrollerede del af Kashmir, inden den fortsætter ind i Pakistan og fortsætter sin rejse mod Det Arabiske Hav og dermed Det Indiske Ocean.

Indus med bifloder sikrer den nødvendige vandmængde til hovedparten af Pakistans flere end 200 millioner indbyggere.

Hvis Indien havde kontrollen med hele Kashmir, ville Sydasiens folkerigeste land have et kvælergreb på sin primære strategiske rival og en adgangsvej til Centralasien.

FOR DEN transportkorridor, som Kina og Pakistan er ved at bygge, og som er et af de vigtigste projekter i den store kinesiske plan for nye silkeveje i Asien, er også en del og hersk-strategi, der skal forhindre, at Indien nogensinde bliver i stand til at være en reel udfordrer for Kina.

Sidste uges trilaterale møde i Kina mellem Indiens, Ruslands og Kinas udenrigsministre blev overskygget af al den kulørte støj fra det fejlslagne møde i Hanoi mellem Donald Trump og Nordkoreas ’raketmand’ Kim Jong-un. Kim tog toget til Hanoi, fordi Nordkoreas to historiske allierede, Beijing og Moskva, insisterede på det og kan holde USA bundet op på den koreanske halvø, hvor Kina vil have afmonteret det sydkoreansk-amerikanske missilforsvar. Hvad angår Asiens anden store atomare konflikt, den indisk-pakistanske, er USA sat ude på en sidelinje.

Fordi USA har valgt Saudi-Arabien som allieret i opgøret om Mellemøsten, ser verden nu en uformel alliance, der hedder Beijing-Moskva-Teheran som drivende kræfter i Euroasiens økonomiske integration og med både Indien og Pakistan som diskrete partnere. Afgørende i ligningen er, at USA er på vej ud.

DEN ETABLEREDE supermagt ledes af en impulsdrevet præsident, der er ved at afkoble sig fra USA’s traditionelle forpligtelser. Nordkorea kan blive en langvarig distraktion for Trump, der fokuserer mere på en antimexicansk beskyttelsesmur og en mulig militær intervention i Venezuela end på de tektoniske magtforskydninger i Euroasien.

Den amerikanske retræte fra en engang veletableret unipolær supermagtsposition fortsætter, og manden i Det Hvide Hus har knapt opdaget det.

(klumme i Politiken 7. marts 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s