HVOR LANG TID skal et demokrati i udvikling bruge på at sikre, at en ansvarlig, civil og repræsentativ styreform har slået rødder, der går tilstrækkelig dybt til at sikre ikke bare overlevelse på den korte bane, men langvarig livskraft?

Spørgsmålet trænger sig på i to vigtige sydøstasiatiske nationer i den kommende tid. Thailand, der tidligere end andre af regionens lande forsøgte sig med en demokratisk styreform (enevælden blev afskaffet ved et kup i 1932), går til stemmeurnerne 24. marts, og Indonesien følger efter med både præsident- og parlamentsvalg 17. april.

Bangkok er, ulykkeligvis, vil mange af landets traditionelle venner sige, scenen for et velkendt scenario, gennemspillet flere gange tidligere i nyere tid: En juntaleder er i færd med at sikre sig et civilt mandat, der skal bringe kongedømmet tilbage til en slags normalitet.

Hvilken politisk tilstand kan efterhånden kaldes normal i det store sydøstasiatiske land, kan man spørge. Polarisering og populisme har domineret den politiske scene gennem en lille snes år, siden den tidligere politiofficer og erhvervsmand Thaksin Shinawatra vendte op og ned på thailandsk politik, da han helt tilbage i 2001 opnåede et bredt folkeligt mandat.

Efter at Thaksin i 2006 blev afsat ved et ublodigt kup, fulgte en turbulent periode, hvor han fra sit eksil udfordrede de etablerede eliter og retssystemet, der havde forbudt ham at være politiker. Med brug af sociale medier kunne han påvirke vælgere og aktivister så effektivt, at det lykkedes ham at få sin lillesøster valgt til regeringschef i 2011, indtil hun tre år senere blev afsat af den nuværende juntaleder Prayuth Chan-ocha.

Stemmeafgivningen vil blive gennemført på grundlag af landets 20. forfatning på 75 år; i sig selv et vidnesbyrd om den demokratiske skrøbelighed i landet. Valgkampen har haft sine kulørte øjeblikke som f.eks. den farceagtige episode i sidste måned, hvor et medlem af kongefamilien for en stund optrådte som politisk kandidat, indtil landets kontroversielle monark, kandidatens bror, gjorde en ende på dette forsøg. I sidste uge blev det parti, der forsøgte at opstille hende, dømt til opløsning af landets forfatningsdomstol.

SET GENNEM europæiske briller burde politik i Thailand handle om landets uhåndterlige tabuer: militærets dominans gennem det meste af et århundrede, monarkiets rolle i relation til de stenrige forretningseliter og de indlysende fordelingspolitiske udfordringer, som er synlige for enhver, der bevæger sig nogle timers kørsel væk fra Bangkoks glitrende indkøbscentre og kontorpaladser.

For nylig blev forretningsverdenen i Bangkok lettere chokeret over en udmelding fra en respekteret finansmand, Banyong Pongpanich, der med afsæt i en analyse i Credit Suisse Global Wealth Databook konkluderede, at Thailand er blevet »verdens mest ulige samfund« i den periode, hvor den siddende junta har været ved magten. Kongedømmets økonomi er præget af forretningseliter, der minder om de russiske oligarker, mente han.

Uanset udfaldet af valget, hvor ikke færre end 77 politiske partier kæmper om underhusets 500 pladser, er det tvivlsomt, om valghandlingen bringer et afgørende skift ind i thailandsk politik. Snarere bliver der tale om en legitimering af eksisterende magtforhold.

ET MEREOPTIMISTISK billede tegner sig hos Thailands sydlige nabo, Indonesien; klodens folkerigeste muslimske nation og hjem for en kvart milliard indbyggere. Det indonesiske demokrati har knap en snes år bag sig og har på imponerende vis leveret både politisk stabilitet og velstandsfremgang.

Alligevel er der tegn på, at de friheder og rettigheder, som blev de opmuntrende konsekvenser af omvæltningerne i foråret 1998, er ved at blive indskrænket. Der tales om en demokratisk ’retræte’ efter mange års fremgang. Economist Intelligence Unit gav i fjor Indonesien den største nedgradering, siden man i 2006 begyndte at sætte point på global demokratisk udvikling. Den interessante pointe er dog, at begrænsningerne i demokratisk udfoldelse til dels er et forsøg på at bevare en moderat og sekulær udgave af islam.

Sydøstasiens demokratiske landskab er kulørt og ujævnt. Populismen er kommet for at blive i både Bangkok og Jakarta. Trods alt ikke i den destruktive udgave, som er dagens uorden i det misregerede, om end formelt demokratiske Filippinerne.

(klumme i Politiken 11. marts 2019)