Europa bør ikke være gidsel i techkrig

Tyskland har vist vejen i opgøret mellem USA og Kina.

Utvivlsomt blev der vrisset og knurret i inderkredsen af rådgivere omkring Trump, da den tyske økonomi- og energiminister, Peter Altmeier, i sidste måned meldte ud, at Berlin ikke vil forhindre den kinesiske techgigant Huawei i at byde ind på at levere udstyr til det fremtidige 5G-netværk på det tyske marked.

I sidste uge offentliggjorde Tysklands regeringsmyndighed for hele techområdet de detaljerede retningslinjer og sikkerhedsforskrifter, som kommer til at omfatte alle it-leverandører uafhængigt af nationalitet.

19. marts begynder de egentlige auktioner for leverancer til den teknologiske slagmarks frontlinje.

Tilsvarende har britiske eksperter meldt ud, at de sikkerhedsrelaterede risici, der måtte være knyttet til anvendelse af produkter fra Huawei, kan håndteres, uden at der skrides til et direkte totalforbud mod samtlige produkter fra den kinesiske gigant.

PÅ DEN STORE techkonference i Barcelona for nylig forklarede den øverste chef for britiske Vodafone, Nick Read, tilmed, at et forbud mod brug af Huawei-produkter risikerer at forsinke udrulningen af 5G-netværk i Storbritannien med op til to år. Hans forklaring? Det kinesiske firmas udstyr er af højere kvalitet end det, som de nærmeste rivaler, Nokia og Ericsson, kan præstere.

Dette ændrer ikke på, at der overalt i Europa er bekymring over Huaweis voksende tilstedeværelse. Muligvis vil Europa-Parlamentet i dag vedtage en resolution, der afspejler denne bekymring. Kun symbolpolitik, som branchen ikke behøver rette ind efter, men en indikation om, hvor tæt it og europæisk sikkerhedspolitik aktuelt er forbundet, og hvor økonomiske og konkurrencemæssige hensyn er tungtvejende.

Europa er klemt mellem titanerne. Ingen ansvarlige beslutningstagere, politikere, sikkerhedsmyndigheder eller branchefolk kan være i tvivl om, at Trump-administrationen har placeret Huawei i kikkertsigtet for at maksimere presset på Beijing i handelskrigen.

Panikken i Washington skyldes delvit, at USA endnu ikke kan stille med et firma, der kan levere 5G til samme pris og af samme kvalitet, som Huawei tilsyneladende er i stand til. Microsoft ejer som bekendt ikke længere Nokia.

Det ironiske i tilstanden er, at USA’s to giganter på området, Qualcomm og Intel, leverer komponenter til Huawei. USA kunne muligvis kvæle Huawei ved helt at forbyde leverancen. Men omkostningerne ved et sådant skridt ville være kolossale også for USA. For Kina ville hævne sig på f.eks. Microsoft eller Boeing, og så bliver handelskrigen først for alvor blodig i form af tab af arbejdspladser.

HUAWEIS STORE FORDEL i konkurrencekampen, lyder det fra amerikansk side, er, at de har den kinesiske statsmagt i ryggen. Huaweis modsvar: Vi er underlagt kinesisk lovgivning, og den respekterer vi.

Fra Edward Snowden, den politiske ’techflygtning’, der sidder et sted i Rusland, ved vi, at data om en milliardstor del af klodens befolkning for længst er landet i store datacentre, som kontrolleres af amerikanske sikkerhedsagenturer. Ingen har endnu kunnet dokumentere, at de kinesiske sikkerhedsagenturer vil gøre amerikanerne kunsten efter.

For det politiske USA består udfordringen nu i at overbevise en stor del af verdens lande om, at det er mere risikabelt at blive udspioneret af Kina end af USA. I forvejen betyder Donald Trumps regeringsførelse, at den internationale tillid til USA, selv blandt trofaste allierede, rasler ned, også hos det mest afgørende partnerland i Europa, Tyskland.

5G HAR AFGØRENDE betydningen for udviklingen af det, der er blevet kaldt ’den fjerde industrielle revolution’: teknologifusioner, som fjerner grænsen mellem de fysisk-materielle, digitale og biologiske sfærer, symboliseret ved robotsystemer, kunstig intelligens og nanoteknologi.

Opgøret mellem Kina og USA står om frontløberpositionen ved indgangen til de nye hyperteknologiske markeder og dermed fremtidens økonomiske kapløb. Europa tjener ikke sine borgeres, virksomheders eller forbrugeres interesse ved at acceptere en gidselrolle for en Trump-regering, der lader hånt om det alliancefællesskab, der hjalp Amerikas venner helskindet igennem den kolde krig.

I stedet kalder situationen på nøgtern og pragmatisk realisme:

AMERIKANSKE , kinesiske og alle andre techvirksomheder skal underlægges de samme love gennem et tilsyn, der nødvendigvis må udgå fra Bruxelles.

Der er brug for fælles spilleregler, jævnbyrdig konkurrence og politisk-administrativt indsyn med de mest magtfulde virksomheder, siden industrialiseringen begyndte, uden skelen til nationalt ophav.

(klumme i Politiken 12. marts 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s