Trods det geografiske naboskab og den fælles fortid som britiske bosættersamfund har New Zealand og Australien dybt forskellige erfaringer med integration og multikulturalisme.

Maori-befolkningen, den næststørste etniske gruppe i New Zealand (15 procent ud af de i alt 4,7 millioner), er betydeligt bedre integreret i kultur, politik og samfundsliv, end det er tilfældet med en sammenlignelig urbefolkning i Australien, de såkaldte aboriginals, som med ca. 800.000 har en 3,3 procents andel af Australiens befolkning.

Hvor de australske aboriginals blev voldsomt decimeret af importerede sygdomme, voldskampagner og forfølgelser, gik de britiske koloniherrer i New Zealand mere lempeligt til værks over for maorierne, der økonomisk og socialt er relativt selvforsørgende.

AF DISSE OG ANDRE grunde fik New Zealand aldrig de etno-nationalistiske bevægelser, som Australiens politiske scene blev kendt og berygtet for især i mellemkrigsårene, og som går under betegnelsen ’White Australia’.

Forskellen i holdninger til multikulturalisme, religiøse mindretal og indvandring kan bidrage til en forklaring på, hvorfor den formodede gerningsmand bag terrorangrebet i Christchurch valgte et samfund, der er stolt af sin kulturelle og etniske mangfoldighed, som målet for sin ekstremistiske handling. Det var repræsentanter for vellykket integration og en moderat og moderne, sekulær udgave af islam, den australske gerningsmand myrdede og sårede. Selv om de sidste rester af ’White Australia’-politikken formelt blev afviklet i 1975, har den overlevet i forskellige tilpassede udgaver, foranlediget især af den voksende indvandring af asiater gennem de seneste fire årtier.

OVERRASKENDE NOK er det Australiens uden sammenligning mest internationalt kendte historiker, Geoffrey Blainey, der har leveret en stor del af den intellektuelle ammunition til debatten om, hvad en australsk national identitet bør bestå af.

Den i dag 88-årige forfatter til snesevis af anmelderroste bogværker om australsk kulturel og politisk historie gjorde i 1984 sig selv til et åndeligt fyrtårn for en folkelig bevægelse mod multikulturalisme og indvandring, da han udsendte bogen ’All for Australia’, der omgående blev en bestseller.

Blainey advarede imod at give etniske indvandrermindretal rettigheder på bekostning af, hvad han opfattede som fundamentet i australsk identitet, nemlig den anglo-irske kernekultur (en uforholdsmæssig stor del af de indvandrere, som Storbritannien sendte ’down under’ frem til ca. 1920, tilhørte en irsk fængselspopulation).

Selve begrebet multikulturalisme er et falsum, lød Blaineys argument: »en fornærmelse for flertallet, noget, der skiller samfundets vande og truer sammenhængskraften … landets militære sikkerhed trues af, at enklaver af indvandrere i krisesituationer vil anmode deres oprindelseslande om hjælp«. Historikerens bønner blev for en snes år siden hørt af Pauline Hanson, der grundlagde partiet One Nation og høstede ni procent af den nationale stemmeafgivning i 1998, dog uden at give valg til partiets stifter. Hanson blev siden ramt af skandaler og måtte i fængsel efter domme for svindel med valgkampagnemidler.

Under den konservative premierminister John Howards 11 år lange regeringsperiode 1996-2007 gennemførtes en række justeringer af Australiens udlændingepolitik, som betød markante forøgelser af indvandrere fra især syd- og centralasiatiske lande. I sit sidste år ved regeringsmagten foreslog Howard-regeringen en borgerskabsprøve, hvis formål er »at nå den rette balance mellem diversitet og integration, især i en tid, hvor vi modtager mennesker fra så mange og forskellige kulturer«. Gennemførelsen var to år undervejs, inden den i 2009 blev vedtaget af en regering ledet af Labour.

AT DEN NEWZEALANDSKE regering hurtigt er skredet ind med stramninger af landets våbenlovgivning, er naturligvis prisværdigt, men med i billedet hører, at antallet af newzealændere, der ejer et skydevåben, er langt under niveauet i sammenlignelige lande. I 2016 blev ni personer slået ihjel med håndvåben i landet, svarende til 1,87 for hver million. Det tilsvarende tal i Australien er 10, i Canada 5.4 og i USA 106. Men at parlamentet i Canberra følger trop med stramninger, er mere end tvivlsomt. ’White Australia’ lurer lige under overfladen.

(klumme i Politiken 21. marts 2019)