Skal Nato på udflugt til Sydøstasien?

Nato fylder 70 og leder måske efter en ny eksistensberettigelse. 

Om en halv snes dage kan den Nordatlantiske Traktatorganisation, i daglig tale kaldet Nato, fejre sin 70-års dag. I Bruxelles vil der blive hævet et glas eller to for at markere den ubestridte succeshistorie, som den vestlige forsvarsalliance kan se tilbage på.

Organisationen sikrede fred og stabilitet for sine medlemmer gennem 40 års kold krig, stabiliserede Øst- og Centraleuropa, da hovedmodstanderen kollapsede, og intervenerede på Balkan, da århundreder gamle etniske og religiøse spændinger fik Europas traditionelle krudttønde til at eksplodere (fiaskoen i Afghanistan lukker vi øjnene for i jubilæumsåret).

Så hvad bliver Nato for en størrelse om fem, ti eller tyve år ? En selvtilfreds pensionist i søgen efter en ny eksistensberettigelse? Et kronisk vredt og frustreret Rusland, såret på fordums tiders stormagtsforfængelighed og inficeret af urealistiske ambitioner om at indgyde respekt, skal nok holde alliancens planlæggere og beslutningstagere beskæftiget længe endnu.

FOLKENE i Nato’s maskinrum har længe været opmærksomme på de cybertrusler, der udgår fra russiske ’troldefabrikker’. Men bag Rusland ligger som bekendt en global aktør, som ingen regnede for noget som helst, da den kolde krig blev lukket ned i de historiske år 1989-91.

I den seneste strategianalyse fra Nato (Strategic Foresight Analysis) nævnes Kina mere end dobbelt så mange gange som Rusland. De fælles russisk-kinesiske øvelser i det baltiske område og Beijings voksende interesse i Arktis har sat sig spor i Bruxelles og Washington.

»Kinas betydning for fremtiden er uhåndterlig for Nato. Alliancen blev ikke dannet for at håndtere Kina, den har ingen politik på området og ingen relationer i den retning«, konstaterer det indflydelsesrige britiske ugemagasin The Economist i en status og konkluderer følgende: »I den kommende år, i takt med at Amerika afsætter flere og flere ressourcer til at imødegå Kina, vil alliancens beslutninger blive mere præget af den ændrede kinesiske status i verden. Den teknologiske udvikling åbner helt nye dimensioner for krigsførelse«.

Nok har danske TDC netop skiftet Huawei ud med Ericsson, men i det store økonomiske telelandskab er det danske firma kun på størrelse med en mus. Store spillere som Tyskland, Storbritannien og Indien har signaleret, at de ikke vil gå i takt med USA i Donald Trumps kampagne for at få traditionelle venner og allierede til at udelukke en kinesisk it-leverandør alene på grund af ejerskab og nationalitet. I den forgangne uge så det ud til, at Sydeuropa slår dørene op for flere kinesiske investeringer.

Frygten og bekymringerne for, hvad Kinas voksende styrke og selvbevidsthed kan medføre, rækker ikke kun til telesektoren. I forrige uge udsendte EU-Kommissionen et strategidokument om relationerne til Beijing, som overrasker ved sin brug af skarpere ordvalg end tidligere.

EU kalder nu giganten i øst for en ’systemisk rival’, der forsøger at fremme alternative styreformer. Dokumentet efterlyser mere balancerede relationer præget af gensidige frem for ensidige fordele. Kinas militære opbygning, dets territorialkrav i det Sydkinesiske Hav, som ikke respekterer gældende FN-konventioner, står i kontrast til Beijings ønske om at påvirke og få fordele udviklingen i Arktis, hedder det.

Hvor kinesiske virksomheder har fået forholdsvis nem og uhindret adgang til markeder i Europa, er trafikken ikke gået den modsatte vej: Kina holder fortsat store dele af sine markeder lukket, fordi man beskytter egne virksomheder mod konkurrence.

AF STØRRE betydning end Europa er naturligvis Kinas relationer til sine naboer i Sydøstasien, hvor holdningerne til giganten i nord varierer fra historisk fjendtlighed i Vietnam til frygtsom skepsis i Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Den regionale samarbejdsorganisation Asean, som er mere fællesmarked end union, har over en snes år arbejdet omhyggeligt på at opbygge samarbejdsrelationer til Beijing i en ofte vanskelig balancegang med flere medlemslandes alliancehensyn til regionens traditionelle beskytter, USA.

Men denne magtbalance er kommet i skred under Donald Trumps to år i Det Hvide Hus. Den amerikanske præsident har modsat sine forgængere holdt sig væk fra topmøder i Asean og i stedet sendt sin udenrigs- eller forsvarsminister. Dem bliver der talt pænt til, når de kommer til regionen, men forskydningerne i den globale økonomi vejer tungt:

USA fylder mindre og mindre i asiatiske import- og eksportstatistikker. Kina er ubetinget den største handelspartner for alle regionens lande, og både samhandel og investeringer bliver mere og mere regionalt orienteret. Amerika Først-politikkens konsekvenser er en dramatisk faldende tillid til Washington.

 

Myanmar, Laos og Cambodja, alle tre med ubehagelige varianter af dårlig og autoritær regeringsførelse, er undtagelser fra reglen om, at ingen i Sydøstasien vil være alt for afhængige af Kina. Men denne skepsis skal iblandes en erkendelse af, at USA’s historiske tilstedeværelse repræsenterer en kombination af velsignelser og forbandelser.

Hvor amerikanske og japanske investeringer var afgørende i regionens industrialisering fra 1970’erne og fremefter, er det i dag kinesisk købekraft og investeringer, der fylder mere og mere i vægtskålen.

Beijing har stillet sine sydlige naboer i udsigt, at om højst tre år vil der være etableret et nyt adfærdskodeks for Det Sydkinesiske Hav. Om dette opfylder den ultimative amerikanske betingelse, som er fri gennemsejling, vil tiden vise – for hvad vil Kina så bruge sine nye kunstige øer til?, spørges der.

De nye kinesiske ’silkeveje’ – handelsruter både til lands og til søs – skal finde en placering inden for den økonomiske partnerskabsaftale (RCEP) mellem Kina og Sydøstasien, som trådte i kraft med udgangen af i fjor. Den tegner til at blive afløseren for den økonomiske samarbejdsaftale, som Obama søsatte, men som Donald Trump sænkede som noget af det første efter sin tiltrædelse. USA ude, Kina inde. Både Indien, en traditionel rival for Kina, og Australien, en traditionel allieret for USA, er med i RCEP-aftalen.

I 2017 blev den samlede økonomiske volumen for RCEP-medlemmerne opgjort til 39 procent af klodens økonomi. Fremskrivninger viser, at tallet vil være 50 procent i midten af århundredet. Uden USA og uden EU.

En singaporeansk kommentator, Sun Xi, skriver i den partistyrede kinesiske tablodavis Global Times, at alle forsøg på at tvinge Sydøstasien til at vælge side mellem Kina og USA er dømt til at slå fejl. Tallene for samhandel og Trumps regeringsførelse leverer forklaringen.

(klumme i Politiken 24. marts 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s