Drop bare drømmen om et alternativ til The Donald

Trumpismen er et blivende fænomen. Lær at leve med det. 

DER ER MILLIONER af europæere, der dagligt sukker over Donald Trump og den nærmest ufordøjelige strøm af tweets og ubehageligheder, der vælter ud af udstødningsrørene i Washington og omegn. Hvor længe skal dette politiske mareridt vare?

Amerikas traditionelle venner bør snarest finde panser og plade frem. Trumpismen er kommet for at blive, også selv om der i 2020 skulle ske det, at ’The Donald’ taber valgkampen. Men hvorfor skulle det være sandsynligt? Verden mangler endnu at se kandidater, der genopfinder og gerne fornyer den retorik, som vi husker Barack Obama og Bill Clinton for. De havde deres tid med optimisme og håb, Clinton-perioden begunstiget af international medvind, mens Obama for det meste blæste varm luft på verden. Det lunede, men kun for en tid.

Men jo, det indenlandske pres på præsident Trump vokser i form af generende undersøgelser og tidligere medarbejdere, der skal ind og ruske tremmer. Men lad være med at se på meningsmålingerne. De viste forkert stort set hele vejen i valgkampen i 2016, og som bekendt slog han sin modstander Hillary Clinton med kun 26,8 procent af det mulige antal stemmer.

En gentagelse er ingenlunde en umulighed. Trump har fået større opbakning i de republikanske partirækker, siden denne type målinger begyndte, hvis vi skal tro partiets egne popularitetsanalytikere.

EUROPÆERNE HAR stadig svært ved at forstå trumpismen som politisk fænomen. Den er meget mere end den såkaldte populisme, der har hjulpet Trump og ligesindede i Europa ud af magtens korridorer og ind i dens fornemste haller. Det trick, der gjorde en stor forskel under Trumps kampagne i 2016, var, at han satte en etiket på de såkaldt udokumenterede indvandrere ved at kalde dem for trusler mod national sikkerhed og balancen i samfundet.

I 2020 kommer vi med stor sandsynlighed til at opleve Trump bruge en anden slags etiket mod Bernie Sanders og alle, der ligner ham: De vil blive kaldt socialister og liberale – og dermed upålidelige amerikanere, der vil beskatte det amerikanske samfunds økonomiske dynamik, til den er skindød. Dette vil utvivlsomt have effekt på nogle af de vælgere på den politiske midte, der traditionelt stemmer på demokraterne, men som vakler, fordi deres tiltro til det offentlige er lav.

Demokraterne – med frontløbere som Bernie Sanders (77) og Alexandria Ocasio-Cortez (29) – har allerede foræret Trump-lejren et brugbart våben ved at erklære sig som demokratiske socialister. Dette varemærke har bare nul chancer i et Amerika, hvor socialisme er ensbetydende med statsligt formynderi, ligemageri og bureaukratisk ineffektivitet. En dødssejler med andre ord.

Kun én gang tidligere i Amerikas nyere politisk historie har en toppolitiker turdet taget ordet socialisme i sin mund. Manden var Harry S. Truman, USA’s fineste og vigtigste præsident siden 1945, men han brugte ikke venstreorienteret jargon for at vinde et valg. Datoen var 10. oktober 1952, Truman genopstillede ikke, men førte kampagne for demokraternes kandidat, Illinois-guvernøren Adlai Stevenson. Truman tog til genmæle mod den republikanske senator Robert Taft, der havde advaret om, at en »snigende socialisme« var ved at indtage Amerika.

Fra bagperronen på en togvogn gav Truman sine republikanske modstandere denne ideologiske bredside:

»Socialisme er et skræmmeord, som republikanerne har brugt om ethvert fremskridt, som befolkningen har oplevet den seneste snes år. Socialisme er for dem, når magten ligger i offentligheden. Socialisme er også social sikkerhed. Socialisme er også subsidier til landbruget. Socialisme er også sikkerhed for folks opsparing i bankerne. Socialisme er også fremkomsten af frie og uafhængige fagforeninger. Socialisme er dermed republikanernes betegnelse for alt det, der hjælper det store flertal af befolkningen«.

REPUBLIKANERNES præsidentkandidat i valgkampen i 1952 var eksgeneral Dwight D. Eisenhower, manden, der i 1944-45 førte de allierede til sejr over Nazityskland og derfor en ualmindelig stærk kandidat, som da også vandt stort over demokraternes Stevenson.Når Eisenhower-perioden (1953-60) blev økonomisk vellykket, skyldtes det naturligvis, at det nødvendige forarbejde var gjort af Harry Truman.

Lige nu soler Trump og hans tilhængere sig i hjemlig økonomisk fremgang, men den politiske svækkelse af USA over den ganske klode er de blinde over for. Derfor kan vi lige så godt vænne os til tilstanden og udsigterne: Donald Trump er den sandsynlige vinder af præsidentvalget i 2020.

(klumme i Politiken 25. marts 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s