Er Italien blevet Kinas trojanske hest i Europa?

Næste uges topmøde mellem EU og Kina vil forhåbentlig give os mange flere detaljer, men det store billede står klart: Huawei-software eller ej, de betydende europæiske økonomier er parat til at blive partnere i Kinas gigantiske kompleks af silkevejsprojekter, kendt som Belt and Road. Alt imens Donald Trumps protektionisme i stigende grad risikerer at gøre USA til det, som vi troede, at globalisering og multilateralisme gjorde op med: en stormagt, der har nok i sig selv.

I stedet er verden på vej mod regionalisering. Ikke alles kamp mod alle på tværs af civilisationer og kulturer, men små og mellemstore landes kamp for at undgå giganternes dominans. Danmarks fremtidige udfordringer kommer til at ligne de dilemmaer, som Thailand og Sydkorea står i: sikkerhedspolitisk består alliancen med USA, men vor økonomiske forbundethed går i voksende grad i retning af Beijing. Bare spørg hos Mærsk.

Det afgørende øjeblik under sidste uges møder mellem den kinesiske parti- og statschef Xi Jinping og Frankrigs præsident Macron, Tysklands Merkel og EU-chef Jean-Claude Juncker kom, da Macron udtalte følgende:

»Ved fælles vilje kan vi undgå nye handelskonflikter og isolationistisk politik«. Fulgt op af Merkels beskrivelse af silkevejskonceptet som udtryk for ’samspil, forbundethed og gensidig afhængighed’, men med den nødvendige tilføjelse, at Kina skal give flere indrømmelser i form af europæisk adgang til det kinesiske marked.

I UMIDDELBAR forlængelse af topmødet blev det Italien, som blev det første G7-land til at indgå en aftale om partnerskab i silkevejskonceptet. Men lignende rammeaftaler med Kina er allerede indgået af 12 andre EU-lande. Italien kommer til at gøre en forskel, fordi Trieste i bunden af Adriaterhavet er udset til at blive, hvad økonomer allerede nu kalder Sydeuropas Hongkong eller Singapore.

Skeptikere spørger naturligvis om, hvorvidt Paris og Berlin er blevet fedtet ind i Beijings økonomiske drejebog, eftersom præsidenterne Macron og Xi underskrev handels- og investeringsaftaler til en samlet værdi af 40 milliarder euro. Herunder salg af 300 Airbus-fly til det hastigt ekspanderede kinesiske luftfartsmarked. Den europæiske omfavnelse af Kina kommer efter gentagne advarsler fra Donald Trump, leveret af hans faste budbringer Mike Pence: at hvis Europa kommer for tæt på Kina, vil USA overveje, om man fortsat skal dele efterretninger med sine europæiske partnerlande. Her blev vi atter mindet om det skandaløse i, at Nato ikke har sin egen efterretningstjeneste.

Til beroligelse for den kinesiske delegation fik EU-chef Juncker understreget, at nok bryder Kina sig ikke om, at Bruxelles i sit nyeste strategipapir kalder Kina for en ’systemisk rival’, men dette bør Beijing tage som en kompliment, der beskriver ’fælles ambitioner’.

Og ligger telegiganten Huawei ned nu? Nixen. Samtidig med Xi Jinpings besøg i europæiske hovedstæder passerede koncernen en omsætningsrekord på 107 milliarder dollars, og gæt engang, hvilken lokalitet den valgte som platform for at søsætte sin nyeste serie af mobiltelefoner, P30? Paris.

DET POLITISKE bagtæppe for Europas tilnærmelse til Kina er naturligvis både Brexit og den finanskrise i 2008, som satte især de sydeuropæiske økonomier i knæ. Det er en udbredt opfattelse, at Kina har sendt flere penge til de økonomisk nødlidende EU-partnere Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, men den holder ikke i virkelighedens verden.

For gæt engang, hvilken økonomi der er blevet den største modtager af Beijings investeringer hen over de seneste fem år? Den britiske. En realitet, som hverken Theresa May eller David Cameron har været ivrige med at fortælle partnerne i EU.

De aktuelle udfordringer i Europa gør, at EU-Kina-topmødet 9. april kan blive en helt afgørende markør for, hvor verdensøkonomien og de dertil knyttede samarbejdsrelationer er på vej hen. Aldrig tidligere i historien er det sket, at de europæiske demokratier har strakt hånden ud til en ikkedemokratisk stormagt og dermed har trodset ønskerne hos den vestlige alliances største og vigtigste aktør, USA.

DEN MEST præcise betegnelse for den fremtidige tilstand vil være forbundethed på tværs af historiske alliancer og værdifællesskaber. Marco Polos eventyrlige opdagelse i 1200-tallet af den store østlige civilisation er vendt om.

Set med militærhistoriske briller kan verden være på vej mod fredeligere tilstande: Det forekommer ikke sandsynligt, at et stærkere Kina end det nuværende vil påtage sig en rolle lig den, USA har haft siden 1950’erne: som klodens politibetjent. Snarere bliver der tale om, at det går med krigene, som det er gået med økonomierne: De bliver regionale fremfor globale, og Europa vil trække sig ind bag beskyttelsesmure.

(klumme i Politiken 4. april 2019)