Så er Kina nået til Venezuela

Det amerikanske hegemoni i Latinamerika er under afvikling.

TALLET ER beskedent, men signalværdien enorm: 120 kinesiske soldaters nylige ankomst til Venezuela rykker afgørende på brikkerne i det globale magtspil og kan få konsekvenser langt fra det latinamerikanske kontinent. Det lille militærkontingent fra Kina ankom til ferieøen Margarita en af de sidste dage i marts, og deres opgaver blev beskrevet således, at de skulle stå for leverancer af både humanitær bistand og militært udstyr til regeringen. Siden er personalet fra Folkets Befrielseshær blevet overført til en lokal kaserne.

Udstationeringen kommer i umiddelbar forlængelse af, at Rusland sendte to militærfly medbringende et personale på ca. 100. En begivenhed, der udløste politisk alarm i Washington. Russerne skal installere en træningsfacilitet for helikoptere, mens kinesernes opgave ikke er beskrevet mere nøjagtigt.

Rusland og Kina har omfattende investeringer i det katastroferamte Venezuela. Ifølge amerikanske kilder har Beijing over en tiårs periode bevilget lån for 62 milliarder dollars til Caracas, som skal tilbagebetales i form af olieleverancer. Moskva er lillebror i denne formelle alliance med lån og investeringer for 17 milliarder dollars.

Konklusionen ligger lige for: Kina og Rusland er Venezuelas to største kreditorer og dermed de magter, der holder den trængte Maduro-regering ved magten. Ifølge en gennemgang i Los Angeles Times er der en kvalitativ forskel på den russiske og kinesiske tilgang: Moskva skal angiveligt være undervejs med et egentligt militært brohoved.

Venezuela er dermed ved at blive et modsvar til det, USA var undervejs med, da de daværende præsidenter Bush og Obama legede med ideer om at få bragt Georgien og Ukraine ind i det vestlige forsvarssamarbejde. Ledelsen i Kreml forsøger at kopiere en politik, den har opfattet som Washingtons indtrængen i Ruslands interessesfære. Værsågod, Washington, smag på jeres egen medicin.

HVILKEN INTERESSE har Kina i at træde i russernes fodspor i et område, der er mildest talt sensitivt for USA? Venezuelas tilstand er så dramatisk og katastrofal, at indsættelse af militære enheder ikke kan udelukkes, i en tidlig fase i form af evakueringer af civile. Skulle det komme så vidt, vil et sandsynligt scenarie indlysende være, at den venezuelanske regering vælger russisk og kinesisk hjælp. Større amerikanske indsatser er udelukket, sålænge Nicolas Maduro læner sig op ad Moskva og Beijing.

I dette spil er Europa for længst placeret på en sidelinje. USA, Canada og de betydende EU-lande ønsker oppositionslederen Juan Guaidó som midlertidig præsident. Men selv om et halvt hundrede lande har tilkendegivet, at de støtter et regimeskifte i Caracas, har dette ingen gang på jorden. Selv om et militært personale på samlet et par hundrede fremstår beskedent i et internationalt magtspil, rækker det som en regulær livsforsikring for Nicolas Maduros trængte regering.

Hvilke midler har USA til rådighed som situationen står? Meget få. Moskva og Beijing har med tilfredshed noteret sig Donald Trumps udtalelser om, at han vil drøfte Venezuela med både Vladimir Putin og Xi Jinping. Hvilket er det samme som at sige, at en amerikansk militær intervention til støtte for Guaidó overhovedet ikke er på bordet.

HISTORISK STÅR vi ved en korsvej. USA er langsomt men sikkert ved at tage afsked med en æra: Tilbage i 1823 definerede den amerikanske udenrigsminister John Quincy Adams den såkaldte Monroe-doktrin, opkaldt efter den præsident, som Adams tjente under.

Doktrinen var Amerikas svar på de europæiske kolonimagters forsøg på at gøre indhug i de latinamerikanske besiddelser, som Spanien og Portugal enten havde forladt eller var ved at miste. Også i nyere tid har udefra kommende parter fået at vide af Washington, at de skulle holde sig fra den amerikanske ’baggård’ i Latinamerika. Den tydeligste konsekvens af doktrinen blev USA’s årtier lange isolation af Cuba.

Trumps sikkerhedsrådgiver John Bolton var ganske vist ude og advare Kreml imod »at udstationere militære kapaciteter i Venezuela eller andre steder på den vestlige halvkugle (….) vi vil betragte sådanne handlinger som en direkte trussel mod international fred og sikkerhed i regionen«, som han udtrykte det.

Moskva reagerede med en konstatering af, at de amerikanske planer for et hurtigt regimeskifte i Caracas er slået fejl. Både latinamerikanske og europæiske magter forsøgte at støtte en ’politisk bedrager’ (Guaidó), som ikke var valgt af folket, og dermed har de fraskrevet sig enhver mulighed for diplomatiske løsninger. Inden USA kunne nå at tage nye skridt, havde Kina meldt sig på den latinamerikanske bane, samtidig med at kinesiske og amerikanske forhandlere angiveligt er rykket nærmere et stort kompromis i handelskrigen. Lige præcis derfor foretager Trump sig ikke mere over for Venezuela. Farvel til Monroe-doktrinen. Den holdt knap et par hundrede år.

(klumme i Politiken 8. april 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s