ER KINA EN truende drage eller en mild, hyggelig og klovneagtig pandabjørn?

Uanset om man begejstres eller det modsatte, viser den aktuelle debat, at danskerne nok engang har fået det svært med at håndtere opfattelsen af, hvad verdens ældste kontinuerlige civilisation er for en størrelse.

Behovet for eftertanke trænger sig på i en tid, hvor Kina er det eneste land, der ligner en ny supermagt, som kan udfordre det generøse, amerikanske hegemoni, hvis beskyttelse Danmark har hygget sig under siden 1945.

Der er rigeligt med paradokser at tage fat på i beskrivelsen af de placeringer i verden, som Kina har indtaget hen over de snart 70 år som Folkerepublik.

Danskernes opfattelse af Kina har svinget mellem to poler, der groft sagt kan karakteriseres som jordnær realisme og romantisk sværmeri. Det var realismen, der sejrede, da Danmark i 1950 var blandt de første vestlige lande til at anerkende det nyetablerede, kommunistiske styre i Beijing.

SOM SAMFUNDSMODEL var Kina i mange år kun beundret af små grupper af glødende kommunister og kulturradikale, sværmeriske idealister. Da den ideologiske strid mellem Kina og Sovjetunionen skærpedes markant i 1960’erne og 70’erne, åbnedes op for en tilnærmelse mellem USA og Kina og skaffede Kina en diffus sympati også blandt ikke-socialister og traditionelle antikommunister. Blandt dem vor egen statsminister Poul Hartling (V), der efter sit historiske møde med Kinas formand Mao Zedong i oktober 1974 stolt hævdede at have ført ’samtaler på højt intellektuelt niveau med en statsmand af stort format og et klogt og levende menneske’, som Hartling, den senere FN-højkommisær for flygtninge, siden skrev i sin nekrolog over Mao i september 1976.

Det såkaldte pandadiplomati, der nu har ramt Danmark, fik for alvor vind i sejlene med præsident Richard Nixons åbning over for Kina i 1972 og den efterfølgende tilnærmelse til Vesten, som siden skulle blive af langt mere vidtrækkende karakter, end nogen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig.

Hvor de aktivister, der for et lille halvt århundrede udtrykte politisk sympati for Kina, var venstreintellektuelle, kulturradikale og aktivistiske studerende, er Folkerepublikkens bedste venner i dag at finde i det blå, højborgerlige Danmark.

Det er direktører, erhvervsledere med milliongager, bestyrelsesposter, biler og andet af samme skuffe. Kina-haderne findes i dag på venstrefløjen, som i denne sammenhæng har givet plads til det nationalkonservative Dansk Folkeparti.

DANSKERNES HOLDNINGER til Kina har således forandret sig som kamæleonen, der skifter farve: ikke for at camouflere sig, som mange tror, men for at sende signaler, der passer til omstændighederne, for at udtrykke aggression, kamplyst, tilfredshed, utryghed eller velbehag.

Kamæleoners forskellighed i temperament viser sig f.eks., når en hun er klar til parring og går fra grøn til rød. Eller når en han kommer ind i en andens territorium, hvor den skifter til gul for at signalere, at den er klar til kamp.

Pandabjørnen er i virkeligheden ikke i stand til at signalere ret meget, der har med Kina at gøre. Den er charmerende på sin egen kluntede facon, dens kost er ensformig (i modsætning til den rigt varierede kinesiske madkultur); det er svært at se den som aggressiv, som det er tilfældet med den mere udbredte brune bjørn, som lever i både Euroasien (Kina inklusive) og Nordamerika, og som endnu ikke er truet.

Men okay, pandaen er trængt, og derfor kan det godt give mening at leje et par eksemplarer til Københavns Zoo.

Den politiserede debat, der er fulgt i kølvandet, har både underholdende og mindre kønne aspekter. I forgangne uge lagde Christiansborg lokaler til en høring om Kinas rolle i verden og de dansk-kinesiske relationer.

En af de annoncerede talere var Wei Jingsheng, manden, der er blevet kaldt den kinesiske demokratibevægelses fader. Wei, der sad 18 år i kinesisk fængsel for sine prodemokratiske holdninger, kunne ikke få indrejsetilladelse til Danmark, angiveligt af grunde, der har med hans personlige sikkerhed at gøre.

Herhjemme sørger vore protibetanske aktivister for, at pandaerne ikke får lov til at stå alene som symbol på nutidens fremstormende Kina. Mon ikke vi kan gå ud fra, at dyrepasserne i Københavns Zoo er blevet screenet af politiets efterretningstjeneste for, om de har for mange tibetanske sympatier?

(klumme i Politiken 10. april 2019)