15 ud af 28 EU-lande er allerede med i Beijings infrastrukturplan.

Blød magt med eller uden pels og bambus, Europa er delt i holdningen til Kinas økonomiske opstigning og tilbagevenden til en rolle som verdensmagt. I forvejen er der rigeligt med andre emner, der splitter de europæiske regeringer, så hvordan håndterer fællesskabet de forandrede globale realiteter? Inden for ganske få døgn blev de gamle magters afmagt udstillet, så alle kunne forstå det: Mens EU’s ledere diskuterede, hvorledes de kan fremstå mere samlede over for Beijings udsendte repræsentanter, tog den kinesiske generalsekretær og præsident Xi Jinping til Rom, hvor støvlelandet som det første G7-land har sagt ja til at blive partner i den gigantiske kinesiske infrastrukturplan, kendt som Belt and Road, og desuden har tilsluttet sig Kinas særlige forhandlingsforum for Sydog Østeuropa.

Når Trumps forhandlere forsøger at få europæernes opbakning til en mere konfrontatorisk linje over for Kina, minder Beijings udsendte os om de fælles interesser, Kina og Europa har i at forsvare et multilateralt system for samhandel, bestræbelserne for at bekæmpe klimaforandringerne og – på en sidelinje – Kinas støtte til atomaftalen med Iran.

EUROPÆISKE regeringers holdning til Kina ligger et sted mellem det ambivalente og det skizofrene, alt efter politisk ståsted og temperament. De vanskeligheder, som europæiske virksomheder har med at få adgang til det kinesiske marked, burde logisk føre Bruxelles til et bedre fodslag med Washington, men dette kommer ikke til at ske, så længe den amerikanske præsident er så stærkt fokuseret på at få handelspolitiske indrømmelser af Bruxelles.

Samtidig er det klart, at kineserne er dygtige til at udnytte de forskellige holdninger, medlemslandenes regeringer har i relationerne østover. Bare spørg i Trieste, den historiske italienske havneby, der engang gav adgang til havet for det østrig-ungarske rige og siden blev genstand for en territorial strid mellem efterkrigstidens Italien og den kommunistiske jugoslaviske republik, der så dagens lys efter 1945.

Sandsynligvis kommer det til at gå med havnefaciliteterne i Trieste som i sin tid med græske Piræus: helt eller delvist bliver ejerskabet kinesisk.

I varierende omfang er 15 ud af EU’s 28 medlemslande allerede partnere i Belt and Road. I ingen af de 15 er der politiske ledere eller partier, der profilerer sig på synspunkter om, at man ønsker bremsekloderne sat i.

Der er her interessante ligheder med den amerikanske Marshallplan, det økonomiske og diplomatiske mesterstykke iværksat for 70 år siden af præsident Harry S. Truman. Dengang blev Europa trukket ind i den amerikanske indflydelsessfære.

Nu er kontinentet langsomt på vej ind i den kinesiske.

For Sydeuropa har hungret efter investeringer, vækst og udvikling siden fi-nanskrisen for en halv snes år siden. Men ingen kinesisk leder kommer til at blive en Nobelpris-kandidat, eftersom Europa nu definerer giganten i øst som en systemisk rival.

Kina har en alternativ forhandlingsplatform i Europa kendt som 16+ 1, der omfatter EU’s 12 medlemslande i Øst-og Centraleuropa suppleret med en håndfuld ansøgerlande på Balkan. I sidste uge valgte Italien at tilslutte sig gruppen, der herefter kan kalde sig 17+ 1. Vejen frem er herefter at få skabt enighed om en fælles investeringsaftale mellem Beijing og Bruxelles inden næste års Kina-EU-topmøde.

FRANKRIG OG Tyskland har foreslået en fælleseuropæisk industripolitik, der skal skabe højteknologiske giganter, der kan matche de tilsvarende kinesiske og amerikanske af slagsen. Portugals regeringschef, Antonio Costa, skød omgående ideen ned, ligesom han afviste forslag om at indføre skrappere godkendelsesregler for kinesiske investorer i Europa.

Set i et havørne-perspektiv er det et stort geopolitisk opgør, der udspiller sig i Europa, men lykkeligvis er vi uendelig langt fra tilstanden under den kolde krig.

Europa gør ret i at presse Kina til at tilbyde mere jævnbyrdige konkurrencevilkår – med eller uden højhastighedstog og pandabjørne.

Intet taler for, at EU kommer til at vælge side i den altoverskyggende rivalisering mellem Washington og Beijing: USA forbliver den militære beskytter en rum tid endnu, mens Kina og andre aktører på det euroasiatiske kontinent, først og fremmest Indien, i stigende grad bliver kilder til vækst og velstand for europæiske virksomheder.

Huawei er kommet for at blive.

(klumme i Politiken 18. april 2019)