Slutspil for Dalai Lama?

For det meste er tibetanernes åndelige leder, den 14. Dalai Lama, kun i verdenspressens overskrifter i en indirekte forstand, når aktivister bruger hans navn i forbindelse med demonstrationer vendt mod Kinas undertrykkende politik over for urbefolkningen på det tibetanske plateau.

Hvorvidt disse sympatiaktioner er en reel hjælp for det 6 millioner store tibetanske mindretal, får indtil videre stå hen i det uvisse. Men en udmelding i sidste måned fra selveste hans hellighed burde interessere en bredere international offentlighed.

I sit domicil i den nordindiske by Dharamsala gav det 83-årige religiøse overhoved et af sine sjældne interviews, denne gang til nyhedsgiganten Reuters. Han forklarede, at den inkarnation, der skal findes efter hans død, kan komme fra Indien:

Kina betragter Dalai Lamas reinkarnation for yderst vigtig. De er mere optaget af den næste Dalai Lama, end jeg selv er. Så i fremtiden kan der blive tale om to Dalai Lamaer. Den ene fra et frit land, og en anden fra Kina, og ham vil ingen have tillid til. Så får kineserne endnu et problem! Det kommer nok til at gå sådan, citeres han for.

Den brutale realitet er, at den eksilregering, som i 60 år har hørt hjemme i Dharamsala som et symbol på undertrykkelsen af den særlige tibetanske variant af buddhisme, aldrig har været mere trængt. Ikke fordi det formelt ateistiske Kina forsøger at udrydde lamaismen, men fordi myndighederne manipulerer det allervigtigste af tibetanernes teologiske ritualer: reinkarnationen.

I 1995 BORTFØRTE kinesiske embedsfolk det drengebarn, der var udset til at blive den næste Panchen Lama, nummer 2 i den lamaistiske rangorden. I stedet indsatte Kina et barn, som, hævdede man, var et resultat af en udvælgelsesprocedure oprindelig konstrueret af det kejserdømme, der gik under i 1911.

Lamaismen kan altså leve videre, men kun på betingelser, der er defineret af Beijing. Som det er tilfældet med andre religioner, skal de underordnes den kinesiske statsmagt.

Kort efter Dalai Lamas overraskende udmelding udsendte Kina en hvidbog, der på et afgørende punkt er forskellig fra tidligere politiske erklæringer om landets politik i Tibet: Muligheden for direkte forhandlinger med den nuværende Dalai Lama nævnes ikke længere.

I en tilsvarende hvidbog fra 2009 hed det, at Kinas regering altid vil holde døren åben for, at den 14. Dalai Lama kan vende tilbage til sit ’patriotiske standpunkt’ – en reference til en aftale med det kommunistiske styre, som en meget ung Dalai Lama blev påtvunget i 1951. Beijing har tydeligvis taget bestik af både forandringerne i de internationale styrkeforhold og Dalai Lamas høje alder.

PANDABJØRNE eller ej, Kina vil utvivlsomt fortsætte med at kritisere vestlige lederes møder med Tibets åndelige leder, så længe han er i stand til at rejse. Men en nyhed i sidste uge om, at den aldrende leder var blevet indlagt på et hospital, kan være et tegn på, at den legendariske figur har trykket sin sidste vestlige regeringsleder i hånden.

Kinas behandling af landets religiøse mindretal påkalder sig i voksende omfang den internationale offentligheds interesse. Interneringen af mere end 1 million muslimske uighurer i Tibets naboregion Xinjiang har vakt vrede i den vestlige verden.

Men i en tilsyneladende paradoksal udvikling er Kina begyndt at bruge især buddhisme i internationale kampagner for at fremme såkaldt blød magt. Kinesiske publikationer kalder nu buddhismen for en traditionel kinesisk religion og har investeret store summer i at renovere den oprindelige Buddhas fødested, byen Lumpini i Nepal.

Derudover finansierer Kina et nyt buddhistisk center i Myanmars regeringsby, Naypyidaw, og forskellige andre aktiviteter relateret til buddhismen i geografisk nærhed af dets store infrastrukturprogram, Belt and Road.

Med andre ord bruger det officielle Kina sin gigantiske pengemagt til at reformulere en international buddhistisk vision: Se, vi er fredelige, og vi har penge med hjemmefra.

Særlig kritisk i denne sammenhæng bliver Indiens håndtering af berømtheden, og det ser ikke for godt ud. Indiens udenrigsminister har tidligere i karrieren været sit lands ambassadør i Beijing og er stærkt optaget at at forbedre forholdet mellem de to giganter. Premierminister Modi har heller ikke trykket hænder med hans hellighed. Konsekvens: Tibetanerne marginaliseres yderligere. Kina er ved at vinde også på denne bane.

Efter den nylige medievirak om de to nye pandaer i Københavns Zoologiske Have må det være relevant at spørge: Kan tibetanerne hjælpes med andet end symbolpolitik i Københavns gader? Hvis den slags overhovedet er en hjælp.

(klumme i Politiken 22. april 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s