Der gik kun få år efter afslutningen på et kvart århundredes borgerkrig mellem buddhistiske singalesere og hinduistiske tamiler i Sri Lanka, før spændingerne i landets brogede kludetæppe af etniske og religiøse minoriteter begyndte at tage til på ny.

Men påskens voldsomme terrorangreb ligner kun i begrænset omfang mønsteret fra borgerkrigen, hvor tamilerne kæmpede for løsrivelse og oprettelse af en selvstændig stat i den nordlige del af Sri Lanka.

Blandt den langvarige konflikts mange eftervirkninger var en voksende national selvbevidsthed blandt de buddhistiske singalesere, der udgør tre fjerdedele af østatens befolkning. På kort tid har den traditionelt tolerante buddhisme fået militante karakteristika, som ligner det, der i andre verdensdele kaldes identitetspolitik og religionskrig.

Formodningerne om internationale forbindelser er af relativ ny dato. I november 2016 gik landets justitsminister på parlamentets talerstol og advarede om, at 32 srilankanske muslimer havde sluttet sig til terrorbevægelsen Islamisk Stat. Tilsyneladende var der tale om en gentagelse af, hvad landets forsvarsminister havde sagt, da han tidligere samme år havde meldt ud, at et tilsvarende antal srilankanske krigere var rejst til Syrien.

De buddhistiske organisationer i Sri Lanka har utvivlsomt også fundet inspiration i nabolandet Myanmar, hvor hæren i 2015 indledte etniske udrensningskampagner mod det store rohingya-mindretal i landets vestlige Rakhine-region. Fordrivelsen af rohingyanerne blev af Myanmars regering begrundet med et terrorangreb foranstaltet af en islamistisk gruppe, der angiveligt modtager finansiel og anden støtte fra både Bangladesh, Pakistan og flere arabiske stater.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at Thowheed Jamath, den srilankanske organisation, der beskyldes for at stå bag det aktuelle terrorangreb, hurtigt reagerede på justitsministerens udmelding med en skarp afvisning og tilmed opfordrede myndighederne til at arrestere ethvert individ, der menes at have forbindelse til internationale terrornetværk.

Nogle regionale analytikere peger samtidig på, at det singalesisk-buddhistiske samfund efter nedkæmpelsen af terrorbevægelsen De Tamilske Tigre i foråret 2009 begyndte at søge efter nye fjendebilleder, og at systematisk antimuslimsk retorik er blevet mere udbredt i srilankanske medier siden 2012, hvor en militant buddhistisk organisation kaldet Bodu Bala Sena, BBS, holdt sit første årsmøde.

Retorikken i BBS får især næring med henvisninger til udviklingen i befolkningstallene: at de muslimske minoritetsgrupper vokser hurtigere end det singalesisk-buddhistiske flertal. Bevægelsens tilhængere har foranstaltet voldelige angreb på skoler og institutioner, som menes at favorisere både muslimer og kristne, og har været flittige brugere af sociale medier, hvor propagandistisk indhold er blevet udbredt.

Et brutalt eksempel er en videooptagelse i fjor, der påstås at vise en muslimsk kok, der tilsyneladende ’tilstår’ at have tilsat medikamenter til maden, der skulle have en sterilisationseffekt på de singalesere, der indtog den.

Straks efter offentliggørelsen gik bevæbnede singalesiske aktivister løs på muslimske boligområder, forretninger og moskeer.

Analytikere i Sri Lankas brogede medielandskab ser derfor nok visse ligheder med den langvarige borgerkrig mellem singalesere og tamiler. Men de internationale aspekter er markant forskellige: De srilankanske tamiler havde nok støtte fra enkelte tamilske organisationer i den indiske delstat Tamil Nadu, men ikke fra den indiske centralregering.

Tværtimod forsøgte New Delhi sig med både mægling og indsættelse af en fredsbevarende styrke; en indsats, der førte til, at daværende premierminister Rajiv Gandhi blev myrdet af en tamilsk kvinde i et selvmordsattentat i maj 1991.

Indtil nu har det været en udbredt opfattelse, at Sri Lankas muslimske samfund har eksisteret i relativ afsondring fra trosfæller i oversøiske ekstremistiske miljøer. Men alle har samtidig undervurderet styrken i den form for militant buddhisme, der i voksende omfang definerer islam som en hovedfjende.

(Nyhedsanalyse i Politiken 23. april 2019)

Hertil et kort landeportræt bragt 22. april:

Sri Lanka, en multireligiøs slagmark

Sri Lanka er et multietnisk og multireligiøst samfund, hvor den singaleserne udgør et flertal på hen ved 75 procent, der altovervejende er buddhistisk. Tamilerne med knap 10 procent er hinduistisk, mens malajerne og andre mindretal fortrinsvis er muslimske.

Inden for både singalesere og tamiler findes der kristne grupper, de fleste af disse er katolikker. Landets forfatning, der senest blev revideret i 1978, indeholder bestemmelser om religionsfrihed, men giver samtidig buddhismen forrang.

Ifølge buddhistisk teologi (Mahavamsa-skriftet fra det 6. århundrede) er singaleserne en særlig race, der nedstammer fra prins Vijaya, som var et drengebarn, der var frugten af et kærlighedsforhold mellem en sagnomspunden løve og en prinsesse. Den oprindelige Buddha, Siddharta Gautama, skal have besøgt øen, inden prins Vijaya ankom.

Legenderne bruges af de singalesiske buddhister til at retfærdiggøre, at øen tilhører dem frem for de indvandrede.

Den kristne påvirkning skyldes især ankomsten af portugisere og siden briter. I slutningen af 1800-tallet anmodede en singalesisk konge Nederlandene om militær støtte til at bekæmpe en voksende portugisisk tilstedeværelse. Siden modsatte det buddhistiske kongedømme Kandy sig den britiske kolonisering.

Under navnet Ceylon fik øen selvstændighed fra briterne i 1948. Navneskiftet fra Ceylon til Sri Lanka skete i 1972.

En 27 år lang borgerkrig mellem buddhistiske singalesere og hinduistiske tamiler sluttede i foråret 2009, og Sri Lanka har fået fredelige, civile og i hvert fald på overfladen demokratiske tilstande.

Østaten med den ideelle beliggenhed mellem Syd-og Østasien fremstår i mange besøgendes opfattelse som et ferieparadis med forudsætninger, der ville kunne give dets næsten 22 millioner indbyggere bedre livsvilkår, end de har fået hidtil.

Men først i den seneste halve snes år har økonomien fået et mærkbart løft. Over et kvart århundredes borgerkrig kostede mellem 80.000 og 100.000 livet, hvoraf de 40.000 blev dræbt eller forsvandt i de sidste måneder af konflikten, som blev afsluttet, efter at regeringen i Colombo havde sagt ja til omfattende kinesisk militær bistand.

Sri Lanka er halvanden gang Danmark i størrelse og er fra naturens hånd overmåde begunstiget med dyrkningsmuligheder overalt og en infrastruktur, der er godt på vej til at skabe en af verdensdelens store turistmagneter. En stor del af befolkningen taler engelsk. Men de pittoreske plantager og fiskerbådene langs kysterne overskygger, at en egentlig industrialisering ikke for alvor er kommet i gang.

Ønationen huskes også som et af ofrene for den tsunami, der ramte verdensdelen 2. juledag 2004 og kostede flere end en kvart million livet.

Dødstallet alene i Sri Lanka blev opgjort til 38.000. Takket være en hurtig og effektiv hjælpeindsats kunne øens ødelagte kystområder hurtigt genopbygges, og i dag er de ramte områder markeret af monumenter til minde om de mange dødsofre – lokale som udlændinge – placeret langs en velfungerende infrastruktur.

Økonomisk og socialt er der kun sket få forandringer siden borgerkrigens afslutning for 10 år siden. I den nordlige og østlige del af landet, hvor tamilerne er i flertal, er fattigdommen lige så udbredt, som da det væbnede oprør blev indledt i begyndelsen af 1980′ erne. Tusinder af familier er her afhængige af de pengestrømme, der sendes fra slægtninge, der flygtede til Europa, Australien og USA.