Cyberspace-risici er ikke kun knyttet til statslige aktører.

Prøv lige dette tankeeksperiment: En dansk familie planlægger en forårsfridag og sætter Københavns Zoologiske Have på programmet. Børnene bliver spurgt: Kunne I tænke jer at se de to pandabjørne?

Undervejs kommunikerer familien med forældre til børnenes kusiner og fætre og sikkert bedsteforældregenerationen. Det foregår i form af samtaler mellem mobiltelefoner af mærket Huawei, firmaet, som danske TDC har fravalgt som partner i den kommende udrulning af 5G-netværket.

Kina præger i stigende grad danskernes hverdag. Tidligere var det mest madkulturen, siden kom der forbrugsgoder, pandabjørne og mobiltelefoni. Danmark har netop fået status som pandastat, men følger der noget med, som vi skal vogte os for?

Huawei er kommet for at blive. Med eller uden TDC. Nok er firmaet et mål i bevægelse i den igangværende amerikansk-kinesiske handelskrig, men telebranchen er ikke en hovedfaktor i den ubalance mellem de to giganters samhandel, som Donald Trump har lovet sine vælgere at gøre op med. Snarere er der tale om, at Huawei er det mest synlige udtryk for Kinas forvandling fra en udviklingsøkonomi til en højteknologisk supermagt og dermed det eneste land, der på sigt kan udfordre USA.

Kinesiske hackerangreb er globalt udbredt, og derfor er det indlysende for kritikere og rivaler at knytte dem til et firma, som alle kan forbinde med giganten i øst. Men hvordan skal vi så kategorisere de mange russiske cyberangreb på digitale mål i både USA og Europa, når verden ikke kender til et globalt favnende russisk teleselskab?

SLAGMARKEN er udrulningen af det 5G-netværk, som kommer til at forandre den økonomiske dynamik inden for stort set alle sektorer i global økonomi. Når det er lykkedes USA at få en af sine allierede, Australien, til helt at formene Huawei adgang til landets 5G-netværk, er det et vidnesbyrd om en amerikansk offensiv på et område, der også handler om økonomisk udvikling, markedsadgang og fremtidig magtanvendelse.

For adgang til data er nu og i fremtiden lige så afgørende for de globale magtbalancer og konfliktforløb som missiler, velbevæbnede skibe og avancerede kampfly var det under den kolde krig. Forskellen på dengang og nu er, at de stridende parter er økonomisk forbundet som aldrig tidligere set. Hvilket indebærer, at der ingen nemme løsninger er.

Den digitale frontlinje er ved at forrykke sig i Europa. Storbritannien besluttede i sidste uge at give Huawei mulighed for at byde på nogle af de opgaver, der skal udføres i udbygningen af 5G i Storbritannien, dog ikke på kerneområder. Alarmklokkerne lød omgående i Washington, som angiveligt vil forsøge at presse London til at omgøre beslutningen, så snart Theresa May har forladt Downing Street 10.

Med til billedet hører, at en britisk efterretningsmyndighed i otte år har drevet en kontrolenhed, som har screenet Huaweis teknologi, inden den blev sluppet ud til brugere og myndigheder. Huawei har betalt for denne enhed, men ikke ledet den. Ingen rygende pistol er fundet.

Tyskland har for længst meldt ud, at man ikke vil rette ind efter Washingtons pres. Men vi har stadig til gode at se en samlet europæisk linje i forhold til de digitale udfordringer, der udgår fra Beijing.

Hackere og cyberpirater findes i mange nationaliteter, og de kan sælge deres tyvekoster til både private og statsforetagender, herunder terrornetværk. Derfor handler techopgøret om meget mere end handelskrig og toldsatser mellem klodens to største og vigtigste økonomier. Borgere og forbrugeres sikkerhed må veje tungere end hensynet til en alliance, uanset hvor stor historisk gæld vore politikere mener, vi måtte have til USA. Europa må finde sin egen linje.

Selvfølgelig skal danske myndigheder og forbrugere ikke gøre sig illusioner om, hvad Huawei måtte være i stand til. Vi taler om en gigant i mammutstørrelse med et globalt salg på mere end 100 milliarder dollars, en tilstedeværelse i 170 lande og 80.000 medarbejdere afsat til forskning og udvikling.

Huawei har en hovedrolle i, at kineserne er på vej til at vinde kapløbet om globale patenter. Kina indgav i fjor 53.345 patentansøgninger og ligger nu lige i hælene på USA med 56.142. Hver tiende af de kinesiske ansøgninger udgik fra Huawei. Om lidt mærker Washington og Silicon Valley suset fra den røde gigant i overhalingsbanen.

Huaweis nærmeste konkurrenter i opgøret om 5G er svenske Ericsson og finske Nokia. Mon ikke ledelsen i Microsoft fortryder, at de ikke beholdt Nokia?

(Klumme i Politiken 2. maj 2019)