Rollebytte blandt klodens giganter sætter Europa i vildrede.

Mens det politiske Europa har startet nedtællingen til de valghandlinger, der risikerer at afstedkomme en endnu dybere fragmentering af kontinentet, har Østasien taget både symbolske og praktiske skridt i en retning, der får konsekvenser for indretningen af hele kloden.

Ved månedsskiftet var Tokyo scenen for en kejsers abdikation og tiltrædelsen af en ny; et ceremonielt forløb, der sidst blev indskrevet i historien for et par hundrede år siden. Begivenheden var selvfølgelig velforberedt i det ritualdyrkende Japan, men blev kun sporadisk bemærket i den vestlige medieoffentlighed.

For europæere repræsenterer Japan på samme tid urgammel civilisation og vestligt inspireret modernitet. Men også stagnation, tilpasningsevne og uforanderlighed. Japans kolossale succes som udviklingsmodel i de første fire årtier efter Stillehavskrigen førte til samme models afvikling, eftersom den i tilpasset form er fortsat hos Japans naboer, først og fremmest hovedrivalen Kina.

De sidste dage i april var Beijing vært for ministre og diplomater fra godt og vel 150 lande, der var inviteret til et statusmøde i det såkaldte ’Belt and Road’-program, Kinas ambitiøse silkevejsprojekter, der udstrækker sig i varierende former på flere kontinenter.

I et asiatisk perspektiv et monumentalt rolleskifte: Da kejser Hirohito døde i 1989, stod den Opgående Sols Land på højden af sin formåen; alle beundrede japanerne, mens rivalen Kina var lammet af frygt, kaos og isolation. Japans nyligt tiltrådte kejser Naruhito kan muligvis inspirere sine undersåtter til at finde en vej ud af den identitetsforvirring, som 75 års amerikansk administration og påvirkning har påført den urgamle asiatiske højkultur. Men Japans fundamentale udfordring er at finde sig en forandret rolle med et Amerika på global retræte.

Kina kan ikke gøre som Japan: ’Belt and Road’ er Beijings alternativ til formelle alliancer. Infrastruktur-imperialisme er projektet spydigt blevet kaldt – et kinesisk ledet hierarki i Asien. Fredeligere end fortidens japanske, det såkaldte ’Store Øst-Asiatiske Velstandsområde’, udråbt i august 1940, mens Tokyos generaler forberedte invasionen af de europæiske og amerikanske kolonier i Sydøstasien.

Sceneskift til nutiden: Fire årtier uden væbnet konflikt i Østasien. Velkommen til en verden opdelt i interessesfærer.

Blandt de mest prominente gæster ved topmødet i Beijing var den britiske finansminister Philip Hammond, for en stund befriet fra det kaos- og Brexit-ramte Westminster. Han burde nok have haft følgeskab af en fransk eller tysk finansminister, da disse har været kritiske over for det Italien, der nu sammen med Grækenland er europæisk partnerland i ’Belt and Road’.

Men kritikerne i Berlin og Paris holder lav cigarføring. På 10 år er de kinesiske investeringer i Tyskland blevet otte gange større end de tilsvarende i Italien, og den tyske eksport til Kina er syv gange den italienske. Hver uge ankommer 30 kinesiske godstog til terminalen i Duisburg. Den moderne udgave af silkevejene er for længst nået til Nordeuropa.

Kan Kina og Europa finde fællesnævnere i en tid, hvor Europa fragmenterer og Amerika ledes impulsivt, visionsløst og uforudsigeligt?

Europa er under pres sydfra med migrationsbølger af migration fra et Afrika, hvor befolkningsudviklingen er uden for kontrol, og en reel industrialisering har lange udsigter. Kinas kapacitet bør finde anvendelse både syd og nord for Sahara, mens vestlige donorinstitutioner kan koncentrere sig om de blødere komponenter i udviklingen, først og fremmest sundhed og uddannelse.

Er der noget tilbage, som USA kan tage sig af? Krigene i Mellemøsten, våbeneksporten og terrorbekæmpelsen, når mutationerne af Islamisk Stat begynder at sprede sig? Er det Donald Trump, der sikrer, at Tyrkiet ikke falder helt ud af Nato i den omfavnelse, som Erdogan og Putin stadig befinder sig i? Hvad med presset fra latino-migranter på USA’s sydgrænse?

Der er rigeligt at bekymres over, mens vi venter på lyset for enden af tunnelen. Hvis forlydenderne holder stik, rejser generalsekretær og præsident Xi Jinping til Washington i næste måned for at afrunde den opslidende handelskrig mellem klodens to vigtigste økonomier. Striden har allerede kostet millioner af jobmuligheder på flere kontinenter, og på den lange bane vil der kun være vindere, hvis Xi og Trump finder melodien, de kan gå i takt efter, og de dertil hørende grimasser, der kan passe.

Går aftalen i mål, vil Trump kunne fortælle sit vælgerkorps, at han har gjort både Amerika og Kina store igen. Mens Europa vrider sig i frygt, forvirring og fragmentering. Nationalpopulisterne er den store joker ved stemmeurnerne.

(klumme i Politiken 6. maj 2019)