Indiens enestående eksperiment lever ikke op til alles forventninger. 

Der er rigeligt med gode grunde til at beundre og respektere Indien. En stolt urgammel civilisation, der er hjemsted for årtusindgamle sprog, mangfoldige kulturer og religiøs sameksistens.

Syv årtiers selvstændighed har været noget af en storpolitisk rutsjetur, hvor forholdet til især den vanskelige nabo Pakistan har været definerende for gigantens placering i verden. Men Indien fascinerer alle, der har besøgt dette enestående demokratiske og multikulturelle eksperiment.

I over en måned har inderne nu deltaget i den mest fundamentale af demokratiets discipliner: valghandlingen. Op mod 900 millioner stemmeberettigede har haft muligheden for at benytte sig af denne ret; ikke alle har gjort det, mens andre er blevet ekskluderet. Ja, holdt ude, men af hvem? Bureaukratiet, såmænd. Regler, der ikke altid giver mening. Men måske også noget, der handler om identitet og religiøst tilhørsforhold.

Indiske aktivister og uafhængige borgergrupper har ikke forsømt lejligheden til at gøre opmærksom på, at landets demokratiske system har både revner og huller. En valgforsker siger, at 28 millioner kvinder ikke har figureret på valglisterne. En aktivistgruppe, der kalder sig Missing Voters, går så langt som til at sige, at 120 millioner indiske borgere, der formelt opfylder kriterierne for at være stemmeberettigede, ikke har været at finde på valglisterne.

Besynderligt kan man sige, og lige om lidt er det for sent at gøre noget ved det. Med udgangen af denne uge er klodens største demokratiske handling overstået.

Resten af Asien, især de lande, der ledes med større og mindre legitimitet af autokrater, har brug for at nærstudere de indiske erfaringer. Siden sin start som uafhængig nation i 1947 har Indien skullet demonstrere muligheden for tolerant og demokratisk sameksistens mellem et hinduistisk flertal og landets største mindretal, muslimerne. Men er det lykkedes?

De rå officielle tal fortæller os, at ud af den knap 1,4 milliarder store befolkning er de 14 procent muslimer. Men i det afgåede parlament var kun 22 ud af 543 folkevalgte muslimer, svarende til 4 procent. Reelt den laveste andel i et halvt århundred og langt under det højeste nogensinde, 9,6 procent, tilbage i 1980.

Kritikere lægger skylden for denne udvikling på det hindunationalistiske regeringsparti, Bharatiya Janata (BJP), og premierminister Narendra Modi. Regeringschefen beskyldes for at have polariseret det politiske landskab i en sådan grad, at stort set alle vælgergrupper er bange for at gå glip af de fordele, der følger med at have lod og del i de hindu-ledede delstatsparlamenter.

Et eksempel fra det virkelige liv er valgene for to år siden i Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat og hjemland for 40 millioner muslimer, hvor BJP ikke opstillede en eneste muslimsk kandidat, som de stemmeberettigede i samme trosretning kunne bakke op om.

En tilsvarende tendens spores også i Indiens ældste og mest sekulære partier, først og fremmest Kongrespartiet, der påberåber sig at have stået fadder til Indiens sekularisme og multikulturalisme. Men partiets leder, Rahul Gandhi, er fuldt bevidst om, at hvis han skal have en rimelig chance hos vælgerne for at matche et stærkt og selvbevidst BJP, kommer han ikke langt ved appellere særskilt til de muslimske vælgergrupper.

Andre mindretal følger sig trængt i valgprocessen. I den nordøstlige delstat Assam blev valgdeltagelsen imponerende 80 procent, men omfattede ikke de anslået 125.000, der blev stemplet som tvivlsomme, fordi de ikke kunne fremvise tilstrækkelig dokumentation for, at de er indiske statsborgere.

I andre delstater er der fremkommet beskyldninger om, at bureaukratiet manipulerer med vælgerregistreringen. Igennem tre år er dette angiveligt fundet sted i den sydlige delstat Telangana, hvor antallet af vælgere på besynderligste vis faldt med tre millioner.

Indien har brug for en politisk administrativ opstramning, hvis landet skal fortsætte med at være et demokratisk forbillede. Derudover har Indien brug for mere økonomisk modernisering og en mere gennemgribende urbanisering. Alt for mange indere lever stadig på landet, og forskellene i levestandard de forskellige delstater imellem er stigende. Der er stadig et stykke vej opad for den gennemsnitlige inder, hvis levestandard målt i købekraft kun er det halve af den tilsvarende kinesers.

Men Indien har en styrkeposition, Kina ikke har: en meget ung befolkning. Både demokratisk og demografisk er Indien Asiens store vinder. Det er tilladt at både juble og klappe.

(klumme i Politiken 15. maj 2019)