Farvel til blå folketingssocialister

Thyra Frank er den største skandale i blå bloks forsøg på at føre velfærdspolitik.

PÅ EN AF mine cykelruter i indre by er jeg stødt på en enkelt valgplakat, der skiller sig ud i den alt andet end kønne skov af smilende politikeransigter, som forstyrrer bybilledet. Den plakat, der springer i øjnene, viser en ret ung kandidat for Socialistisk Folkeparti, som markedsfører sig med sloganet ’Mere socialisme, mindre snak’.

Endnu en ungdomspolitiker, der vil gøre en forskel – også for os halvgamle, må man forstå. Tilmed en socialistisk forskel, og hvori kunne en sådan bestå? Mere udjævning mellem den politiske og økonomiske elite på den ene side og den jævne dansker på den anden? Mere social balance og færre privilegier for nogle få udvalgte?

Sætter man politikernes egne økonomiske forhold under lup, kunne alle 179 folkevalgte rubriceres under et kampagneslogan i stil med: Socialisme for de velbeslåede og rå kapitalisme for lønmodtagere, folk på overførselsindkomster og mindre erhvervsdrivende.

Den velbjærgede ’socialisme’ består i, at de folketingsmedlemmer, vi tager afsked med efter valghandlingen 5. juni, kan se frem til to års såkaldt eftervederlag efter politikerkarrierens afslutning. Et folketingsmedlems årsløn er på robuste 678.00 kroner. Hertil et særligt skattefrit omkostningstillæg på 63.000 kr.

Efter kun et år som medlem af Folketinget er en politiker, doven eller flittig, hankøn eller hunkøn, sikret retten til en særlig pension, som er en livslang ydelse. Højeste sats opnås efter 20 år på tinge og er på 30.500 kr. om måneden resten af livet. Socialisme for de velbjærgede!

DET ER DA påfaldende, hvor fraværende dette emne har været i valgkampen. Godt, at vi har Ekstra Bladet, der aldrig forsømmer en valgkamp til at minde læserne om, hvilken form for velfærdsmodel, de folkevalgte har indført for dem, der får adgang til nationens fornemste sal.

Både folketingsmedlemmer og ministre skal bestå en dueligheds- og troværdighedsprøve, når de bestrider deres ædle hverv. Men i den valgkamp, der nu er på vej ind i slutspurten, har jeg ikke set eller hørt en eneste Christiansborg-journalist fra public service-medierne, altså DR og TV 2, spørge partilederne, om de mener, at deres kolleger på tinge eller i regeringskontorerne har været deres aflønning værd. Den debat er igen-igen overladt til de trykte medier.

Har vi fået tilstrækkelig politikervaluta for pengene? Det eksempel, som skriger til himlen, er regeringens afgående ældreminister. Thyra Frank, den tidligere plejehjemsleder, der røg ud af Folketinget ved valget i 2015, men som i november 2016 blev hentet ind i regeringen af Liberal Alliances partichef, Anders Samuelsen, i forbindelse med at partiet indtrådte i regeringen.

Thyra Frank er den minister, der har fået gennemført færrest regler og love, og hun holder af samme grund aldrig pressemøder. Hendes reaktion på den konstatering: »Det er jo faktisk i mine øjne et succeskriterie, at jeg ikke har fået indført alle de nye regler og love, som nogle åbenbart efterlyser. Jeg står jo for det stik modsatte. Nemlig, at vi skal regulere mindst muligt på ældreområdet, så der bliver langt mere plads og frihed til den enkelte«. Citatet er fra Magasinet Helse 10. oktober 2017.

FOLKETINGSVALGET 5. juni vil gå over i historien som afslutningen på en epoke, hvor de blå partier forsøgte at iføre sig en velfærds- og socialpolitik af den slags, som traditionelt karakteriserer rød blok. Hvis der er noget, som statsminister Lars Løkke Rasmussen må have grund til at fortryde, er det utvivlsomt optagelsen af Liberal Alliance i regeringen tilbage i november 2016.

Statsministeren har siden lanceringen af regeringens sundhedsreform gjort det klart, at de kommende års største udfordring er det stigende antal ældre. At snart over 10 procent af befolkningen vil være fyldt 80, stiller nogle krav til det kommende folketing, som ikke ligner tilsvarende social- og sundhedspolitiske udfordringer siden årtusindeskiftet.

Man forstår derfor den sandsynlige kommende statsminister Mette Frederiksens ønske om at danne en soloregering, der vedtager love med skiftende flertal. At partierne til venstre for midten vil være med til at finansiere de kommende års velfærds- og sundhedspolitiske forlig, giver sig selv.

Men hvem vil være med fra blå blok, hvor skattestop eller skattenedsættelse stadig er et mantra?

Liberal Alliance er ude af denne ligning. Thyra Frank kostede dyrt i lærepenge: Blå bloks velfærdssocialisme for de velbjærgede.

(klumme i Politiken 30. maj 2019)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s