Genbrug af Lenin men uden Karl Marx

Statskapitalisme og historiefortielse er formlen for Kinas fremgang.

I LØBET af de kommende døgn passeres 30-året for en af de mest dramatiske og monumentale begivenheder i det moderne Kinas historie: kommunistpartiets indsættelse af militæret for at rydde Beijings centrum og Den Himmelske Freds Plads for hundredvis af civile aktivister, der havde demonstreret i ugevis for mindre korruption og større åbenhed i regeringsførelsen.

Massakrerne natten mellem 3. og 4. juni 1989 rystede verden og udløste fordømmelser fra alle hjørner af kloden. Forudsigelserne om Kinas tilstand og fremtid dengang var, at landet atter ville lukke sig for samkvem med omverdenen.

De dystre profetier blev dog gjort til skamme: Kina valgte en udviklingsvej med et vidtgående økonomisk engagement i verden samtidig med en fastholdelse af sit politiske system med kontrol, censur og forfølgelse af dem, der aktivt modsætter sig regimets logik.

Landet har i dag en middelklasse, der tæller en lille halv milliard. Hundredtusinder af kinesere rejser hvert år udenlands som turister og vender hjem igen for at nyde frugterne af udviklingsmiraklets goder trods fraværet af de friheder og rettigheder, vi andre anser for at være universelle. Det store kinesiske paradoks er kommet for at blive.

Konsekvenserne af paradokset bliver fremover mere mærkbare for os europæere, således som den til tider hysteriske debat om udleje af pandaer til zoologiske haver viser. Danske og europæiske politikere, nationalkonservative som liberale, bedes besvare følgende spørgsmål: Hvad kan vi bedst finde ud af at leve med, koranskoler eller pandabure?

DET ER EN indlysende tragedie, at den kinesiske befolkning fortsat nægtes retten til en sandfærdig historieskrivning. Mens vi her i 100-året for Versailles-traktaten fortsætter med at reflektere over, hvorledes europæiske ledere kunne sende millioner af unge mænd i døden i skyttegrave for siden at skabe menneskehedens mest destruktive ideologiske systemer, nazisme og kommunisme, har nutidens kinesiske elite ført sin befolkning ud på fortielsernes vej, men langtfra en økonomisk blindgyde.

Ledelsen i Beijing har en samfundskontrakt med befolkningen: Lad os regere jer, så leverer vi historiens største velstandsfremgang. Meritokratisk statskapitalisme har afløst Mao-tidens destruktive massehysteri; marxistisk klassekamp er sendt ud på historiens mødding, mens de leninistiske kontrolmekanismer er blevet mere raffinerede.

Den digitale overvågningsstat skal ikke længere fremme en socialistisk verdensrevolution, men udvikle mønsterborgere, der scorer sociale point, alt efter hvor meget de tjener som forbilleder og gavner samfundets harmoni og sociale balance.

Den igangværende handelskrig mellem Kina og USA kan føre til, at kineserne får et digitalt jerntæppe, som de amerikanske techgiganter formenes adgang gennem. Trumps modsvar kan blive, at kinesiske giganter som Alibaba ikke længere vil få mulighed for at rejse kapital på Wall Street. Mon så ikke at City of London vil hjælpe til her? Brexitramte Storbritannien er Europas største modtager af kinesiske investeringer.

HER FØLGER EN anbefaling til den kommende danske regering og især dens udenrigsminister: Læs professor Kjeld Erik Brødsgaards bog ’Kina i moderne tid. Samfund, økonomi og politik’, der udkom i sidste uge (Hans Reitzels Forlag). Bogen er nok den hidtil mest omfattende fremstilling på dansk af Kinas udvikling, gennemanalytisk og robust faktabaseret. I bogen minder Brødsgaard os om en artikel af den amerikanske nobelpristager Robert Fogel, der for få år siden konkluderede, at i 2040 vil den kinesiske økonomi være tre gange større end den amerikanske.

Holder Fogels forudsigelse, vil Kina om en snes år stå for 40 procent af verdens økonomi, mens USA og eurozonen vil stå for halvdelen, altså 20 procent. Med eller uden pandabure er dette en tendens, som ingen ansvarlig dansk regering kan negligere.

I DAGENE OP til 30-året for massakrerne i Beijings centrum har The New York Times interviewet 66-årige Jiang Lin, der var en ung og nyuddannet journalist for det kinesiske militærs propagandamedier, da hun i det skæbnesvangre junidøgn i 1989 var vidne til militærets overgreb på nærmeste hold.

Jiang Lin konkluderer, at Kinas velstand og stabilitet forbliver skrøbelig, så længe kommunistpartiet ikke vedkender sig skylden for blodsudgydelserne dengang. »Så længe man benægter, at der blev slået folk ihjel, er enhver løgn mulig«, siger hun.

Efter interviewet med The New York Times har Jiang Lin valgt at forlade Kina. Der er ikke plads til skæbner som hendes i Kinas nye univers af velstandsfremgang, overvågning, belønning og straf, mønsterborgere, sociale kreditsystemer og rå forbrugerisme. Ingen profeterede denne udvikling i skæbneåret 1989.

(klumme i Politiken 3. juni 2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s