Greta Thunberg er chanceløs i Californien

Amerikansk energipolitik er ved at blive kvalt i sin egen succes. 

 

EN RIGESTE og mest innovative delstat i USA, Californien, er en krystalkugle, der fortæller verden, hvad fremtiden vil byde os. Ikke mindst på det område, der mere end meget andet kommer til at definere vores fremtid: klima, energi og miljø.

Mange timers bilrejse på de store brede landeveje, der forbinder Californien og Arizona, er regulære åbenbaringer: Når vi havde passeret vindmølleparkerne omkring velhaverenklaven Palm Springs, ventede der efterfølgende gigantiske solpaneler på de flade arealer mellem Tucson og Yuma i Arizonas knastørre ørkenlignende landskaber.

Et eldorado, vil mange klimaaktivister konkludere. Men glem venligst alt om at give den svenske teenager Greta Thunberg en nobelpris eller at invitere hende til Californien: Læren fra energipolitikken i det sydvestlige USA tegner et uhyre kompliceret billede, som bør få klimabevægelsen til at tænke efter og lære af de erfaringer, der er gjort her i USA.

Californien har på få år øget sin produktion af solenergi så massivt, at delstaten i perioder enten forærer eller direkte betaler nabostater som Arizona og Nevada for at aftage den strøm, som den ellers så befolkningstunge delstat ikke selv kan forbruge.

PARADOKSET er opstået som konsekvens af en succeshistorie. For 10 år siden kom kun 15 producent af Californiens elproduktion fra vedvarende energikilder, størsteparten fra vindmølleparker og geotermiske anlæg. Solanlæg stod dengang for mindre end 1 procent.

Energirevolutionen tog kun få år: I dag leverer grønne energikilder mere end en tredjedel af delstatens samlede elforbrug, og solpanelerne er den enkeltkilde, der er i kraftigst stigning.

Hovedforklaringen er det dramatiske fald i omkostningerne ved etablering af anlæg. Mellem 2010 og 2016 er det gennemsnitligt blevet 73 procent billigere for californiere at bygge et solfangeranlæg, og produktionsprisen per kilowatt-time er nu det halve af, hvad strømmen koster fra et atomkraftværk eller et anlæg drevet af naturgas, viser tal fra U.S. Energy Information Administration.

DER ER andre paradokser: Trods overskudsstrømmen er elpriserne steget hurtigere end i resten af USA. Prisniveauet for strøm i Californien er 50 procent højere end det nationale gennemsnit.

Forklaringerne er flere: Delstaten har ingen central energimyndighed, der kan regulere elpriserne, så hvert energiselskab må klare sig på de vilkår, som markedet sætter. Eftersom mange af selskaberne har investeret i bygninger og udstyr for ret nylig, skal disse satsninger forrentes i et energimarked med overskudsproduktion og stagnerende priser.

Udviklingen i udgifter til etablering og drift af solfangeranlæg er kommet bag på alle planlæggere. Den californiske sektor for vedvarende energi har med andre ord leveret noget, der ligner et drømmescenario for klodens klimaaktivister, men er et mareridt for delstatens egne forbrugere og producenter.

Så det er ikke her blandt Californiens knap 40 millioner indbyggere, at klimaaktivister som Greta Thunberg skal gøre sig håb om at omvende forbrugere til at støtte den folkesag, som europæerne har gjort hende til frontfigur for.

BILLEDET er ikke mindre kompliceret, når vi ser på transportsektoren og det for amerikanerne allerhelligste: deres biler. Køerne på indfaldsvejene til en megaby som Los Angeles, hvorfra disse linjer skrives, demonstrerer dagligt amerikanernes ubekymrede holdning til deres fortsatte massive forbrug af fossile brændsler.

Ordet oliekrise er for længst forsvundet fra mediedækningen, og også her er der tale om en succeshistorie: USA er tæt på at have status som klodens største olie- og gasproducent. En udvikling, der har fundet sted i rekordtempo:

Landets olieproduktion i fjor nåede op på 11 millioner tønder råolie i døgnet, hvoraf de 7,5 millioner kommer fra skiferoliefelter.Texas producerede i fjor 4,3 millioner i døgnet, svarende til den irakiske olieproduktion.

Stigningen betyder, at produktionen er næsten fordoblet på knap 10 år. Fortsætter tendensen, kan USA i løbet af 2019 blive verdens største olieproducent foran både Rusland og Saudi-Arabien. Det betyder også, at USA er tæt på at være selvforsynende. Det Internationale Energiagentur IEA forudser endda, at supermagten kan blive nettoeksportør af olie i slutningen af 2020’erne.

Ifølge tal fra forskningscenteret ZSW i Baden-Württemberg var antallet af elbiler på verdensplan ved indgangen til 2018 nået op på 3,2 millioner. 1,2 millioner af disse kører i Kina, mens bilglade USA tegner sig for beskedne 750.000 med Tyskland på en tredjeplads med 93.000.Altså mindre end 1 million elbiler i bilismens oprindelsesland. Af et samlet tal på anslået 270 millioner biler. Greta Thunberg kan godt glemme alt om at komme på kampagnetur i USA.

(klumme i Politiken 17. juni 2019)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s